Radar-ingeniører skal hjælpe OL-sejler til guldet
En dansk OL-guldmedalje skal til sommer hentes hjem med hjælp fra danske ingeniører med speciale i radarteknologi. Finnjolle-sejleren Jonas Høgh er nemlig gået i samarbejde med det danske firma Weibel, som er mestre i præcision.
I 39 år har Weibel produceret Doppler-radarer, og deres kunder er rumfartsfirmaer som Nasa og det amerikanske militær, der bruger radarerne til at måle hastigheden på missiler og rumraketter. Og nu hjælper de så med at optimere detaljerne på danske Jonas’ jolle.
»Det er en kamp om marginalerne. Vi kender den begge – både mig og Weibel – fra vores hverdag,« siger Jonas Høgh, der har sejlet konkurrencesejlads siden 2004.
I øjeblikket er han i Danmark for at give interview om sin fjerde OL-udtagelse – denne gang til OL i Rio de Janeiro til august. Men hans vejrbidte og solbrændte ansigt med de sammenbidte øjne over et rødt fuldskæg vidner om, at det kun er en kort visit: Hans liv leves på havet.
Kameraer og måleudstyr på masten
For 12 år siden sejlede han i de standard-joller, man kunne købe i butikkerne, men de seneste år er han – sammen med sit team – begyndt at udvikle flere dele selv og sejle med kameraer og måleudstyr.
Samme tendens ser man inden for andre dele af sejlsporten, især i de store kapsejladser som Americas Cup og Volvo Ocean Race. Her er sponsorernes investeringer i udviklingsingeniører så massive, at nye materialer og fremstillingsmetoder til f.eks. kulfibersejl bliver opfundet. Med samarbejdet med Weibel hopper Jonas Høgh med på den bølge.
»Her får jeg ikke bare rådgivning. Weibel-ingeniørerne kan gå direkte ud i værkstedet og dreje de ting, jeg har brug for,« siger Jonas Høgh.
Troldmanden fra Weibel
Weibel er en dansk producent af Doppler-radarer. Deres produktionshaller i Allerød rummer alt fra udvikling til produktion af elektronik, arbejde med nye materialer, fræsning, maleropgaver og sågar produktion af kæmpe køretøjer.
De laver alt in house, og det er præcis, hvad Jonas Høgh har brug for. Da Weibel og OL-sejlerens team indgik en aftale i august, begyndte en idéudvikling, der skulle ændre flere dele af Jonas Høghs finnjolle. Jonas Høgh og Weibels ingeniører indså, at de havde overraskende identiske udfordringer:
Når Weibel monterer deres Doppler-radarer på skibe, bruger de materialer og overflademaling, der forhindrer snavs i at sætte sig fast, præcis som jollesejlere prøver at undgå, at snavs klæber til skroget. Weibel er også konstant på udkig efter nye materialer til f.eks. ophæng eller fundamenter – materialer, der absorberer rystelser, men er så stive som muligt uden at flække. Samme slags materialer jagter Jonas Høgh og hans team til f.eks. masten og sværdet – en aluminiumsplade, som bliver skubbet ned gennem jollens bund.
De har svaret efter to dage
»Vi taler fuldstændig samme sprog. Forskellen på mig og dem er bare, at de er så pokkers kloge, at jeg kan smide alle mine spørgsmål i hovedet på dem og så går der to dage ... så ringer telefonen, og Rasmus giver mig alle de svar, jeg har brug for,« siger Jonas Høgh.
Rasmus er Rasmus Eriksen. Han er Weibels troldmand, når firmaet skal vælge de rette materialer til radarerne, fræse dem ud og skrue dem sammen.
Rasmus Eriksens ‘svendestykke’ på Jonas’ finnjolle var en mastefod og en mastering, som de begge har store forhåbninger til. En af de mest presserende udfordringer for Jonas Høghs team var nemlig, at toppen af den 7 meter høje mast svingede over 30 centimeter fra side til side, fordi den ikke sad fuldstændig præcist fast. Der var ikke tale om en fejlproduktion, og en hvilken som helst almindelig sejler ville aldrig bemærke det. Men det gjorde Jonas Høgh.
Fra millimeter til mikrometer
Masten på en finnjolle er kun gjort fast i bunden. Den går gennem et hul i dækket – hvor masteringen sidder – og står i en ‘kop’, en såkaldt mastefod, i bunden af skroget. Problemet var, at mastefoden og masteringen ikke sluttede helt tæt omkring masten, der var et slip på 4 mm omkring mastefoden og 6 mm omkring hullet i dækket. Nok til at toppen svingede 30 centimeter.
Jonas Høgh og Rasmus Eriksen kunne ikke bare ændre på finnjollen, som det passede dem. Klare regler definerer, hvor meget de enkelte dele må veje, og hvor store de skal være. Men inden for de rammer må de godt optimere.
»Det giver faktisk mange muligheder. Vi kan rykke rundt på vægtfordelingen og ændre på stivhed, styrke og flere andre ting, så jeg gik straks i gang med at studere vores optegnelser over materialers egenskaber,« siger Rasmus Eriksen.
Mastens bevægelser var imidlertid ikke noget problem, når Jonas sejlede med vinden ind bagfra. Her var det kun en fordel, at mastetoppen rykkede sig lidt frem og blev mere lodret for at fange vinden bedre. Men bevægelserne fra side til side var en ulempe. Derfor gik Rasmus Eriksen og Weibels team af udviklingsingeniører i gang med at designe en mastefod og mastering, der var en anelse oval, så den sluttede helt tæt i siderne, men gav plads til en smule bevægelse frem og tilbage.
Umiddelbart en simpel opgave, men den krævede alligevel mange overvejelser. Materialet måtte under ingen omstændigheder udvide sig i saltholdigt miljø. Det skulle klare slag og masser af pres uden at splintre. Det måtte heller ikke ændre form ved bearbejdning, og det skulle spille sammen med det kulfibermateriale, som masten er lavet af. Ellers risikerer Jonas at stå med en mast, han ikke kan tvinge ned i sin båd, når startskuddet lyder til august.
Valget faldt på en udgave af materialet polyoxymethylen, også kaldet POM, som Weibel bruger i store dele af sin produktion, og en ny mastefod og mastering blev produceret med tolerancer på ned til én milliontedel meter.
Weibel-drengene kigger med
Jonas Høgh er ikke i tvivl om, at Weibels mastering og -fod har øget jollens fart, men der er så marginalt, at det er stort set umuligt at måle.
På længere sigt håber Jonas Høgh og Weibel at bruge firmaets Doppler-radar til at måle Jonas’ fart mere præcist, hvilket ligger tæt op ad Weibels ekspertise med at måle projektilers og missilers hastighed.
Jonas Høgh vandt sølv ved OL i 2012 i London og har også deltaget i 2006 og 2009, hvor det dog ikke blev til medaljer. Men denne gang vil han tage guldet.
»Det er ret fedt at vide, at Weibel-drengene vil sidde og kigge med på tv, når jeg sejler. Det er en god fornemmelse at have den her teknologi-viden i ryggen, og de vil helt sikkert have øjnene stift rettet mod masten,« griner Jonas Høgh.
