Rådgiver om milliarddyr havmøllepark: Horns Rev 3 er en godbid
more_vert
close
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Rådgiver om milliarddyr havmøllepark: Horns Rev 3 er en godbid

Danmark er et langt nemmere sted at bygge havmølleparker end lande som Tyskland og England, der slås med forsinket nettilslutning og usikre støtteregler.

Derfor forventer medejer og grundlægger af vindkraftrådgiveren K2 Management, Lars K. Hammershøj, at alle de fire selskaber, som i første omgang er blevet prækvalificeret til at byde på opførelsen af havmølleparken Horns Rev 3 på 400 MW, også vil komme med et endeligt bud inden fristen kl. 14 i dag, mandag.

Læs også: Fire selskaber vil byde på Danmarks næste havmøllepark

»Det danske setup, hvor Energinet.dk sørger for, at net-tilslutningsanlægget er i drift senest den 31. december 2016, og hvor betalingen kendes i 12-13 år fremover, er nemmere at gå til end havmølleparker i Storbritannien og i Tyskland. Derfor er Horns Rev 3 attraktiv,« siger han.

Alene det faktum, at fire selskaber har ansøgt om at blive prækvalificeret, siger ifølge Lars K. Hammershøj noget om udbuddets tiltrækningskraft.

K2 Management er et konsulentfirma, som siden 2007 har leveret uafhængig tekniske projektledelse og ingeniørrådgivning til vindkraftprojekter verden over. Firmaet har i dag 70 medarbejdere.

Lavt vand og miner

Lars Hammerhøj hæfter sig ved at, at vanddybden i området er lille – cirka 10-21 meter – hvilket muliggør, at man bruger de noget billigere gravitationsfundamenter eller en kombination af dem og monopæle. Samtidig er der dog tale om et gammelt militærområde, hvilket gør det sandsynligt, at man kan støde på miner undervejs, som skal fjernes, forklarer han.

Lars K. Hammershøj understreger, at summen af vilkår og forhold på stedet afgør, om der er tale om et attraktivt projekt og i sidste ende, hvilken pris de fire selskaber vil byde ind med:

»Det dog klart en fordel for Dong Energy, at selskabet driver naboparken Horns Rev 2 og derfor vil kunne bruge faciliteterne dér i både bygge- og driftsfasen. Det gør formentlig Dong Energy i stand til at gå ned i pris,« forklarer han og tilføjer, at også Vattenfall har faciliteter i nærheden i form af en base i Esbjerg.

Læs også: Horns Rev lærte Vattenfall lektien

Udbuddet af Horns Rev 3-havmølleparken er det første statslige havmølleudbud efter Anholt-parken, hvor der endte med kun at være én byder. Det gav stor kritik og efter manges mening en alt for høj pris, nemlig en garanteret betaling på 1,05 kroner pr. kWh for de første 50.000 fuldlasttimer fra parken. Det svarer til 12-13 års drift.

Læs også: Kun en byder på dansk havvindmøllepark - udbuddet møder kritik

Denne gang har Energistyrelsen lagt sig i selen for at køre åben en udbudsrunde med forhandlinger med aktørerne undervejs for at få tilrettet udbuddet og gjort det så spiseligt som muligt. De endelige udbudsbetingelser er således først offentliggjort den 5. februar i år – 10 dage inden det endelige bud skal indgives.

Læs også: Energistyrelsen åbner ballet for bydere på Danmarks næste havmøllepark

Bud-dysten handler derfor nu kun om én ting: prisen. Den, der giver det billigste tilbud i øre pr. kWh for 20 TWh vindmøllestrøm – svarende til 50.000 fuldlasttimer – får ordren. En garanteret støtte på op til 20 milliarder kroner hen over parkens levetid, hvis prisen bliver på niveau med Anholt-parkens.

Selskabet får ingen betaling, hvis vindmøllerne leverer strøm i perioder med negative elpriser.

Netop prisen vil Lars Hammerhøj meget nødigt give sig af med at gætte på.

»Det er virkelig svært at sige. Selve vindmøllerne er ikke blevet dyrere, men det er resten af installationsprocessen til gengæld, så umiddelbart vil jeg ikke tro, at kWh-prisen bliver lavere end på Anholt. Men alting kan overraske, og når der nu er fire bydere, skulle man da tro, at de kan presse hinanden, så prisen burde falde,« siger han.

Lars K. Hammershøj er ikke så optimistisk som flere af de store selskaber med hensyn til at få reduceret prisen på havmøllestrøm med omkring 40 pct. inden 2020.

Læs også: Havmøllebranchen lover billigere strøm

»Vi vurderer, at det bliver meget, meget svært at nå helt derned. Men i takt med, at parkerne bliver større, og alle får mere erfaring, vil prisen pr. MW automatisk​ falde,« siger han.

Selskaberne har ifølge konsulenten allerede forlovet sig med en eller måske to vindmølleproducent, så de er sikre på at kunne have parken færdig i starten af 2020, hvis de vinder udbuddet.

Ifølge den tekniske projektbeskrivelse kan vinderen af udbuddet anvende møllestørrelser på mellem 3 og 10 MW og en maksimalhøjde på 230 meter.

Når de endelige bud er blevet indgivet i dag kl. 14, vil klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen (R) forelægge vinderbuddet - altså det laveste bud - for forligskredsen, som skal godkende dette, før vinderen - og prisen - kan offentliggøres.