Q & A med erhvervsminister Brian Mikkelsen: 'Danmark kan lære af den hollandske teknologipagt'
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du både vores brugerbetingelser og at Mediehuset Ingeniøren og IDA group ind i mellem kontakter dig angående events, analyser, nyheder, tilbud etc. via telefon, SMS og e-mail. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Q & A med erhvervsminister Brian Mikkelsen: 'Danmark kan lære af den hollandske teknologipagt'

Danmark kan lære meget af Hollands teknologipagt, mener erhvervsminister Brian Mikkelsen (K), som stadig afsøger mulighederne for at etablere en dansk teknologipagt. Foto: HOLSTING KLAUS/POLITIKEN

De små og mellemstore virksomheder er langt mindre digitale end de store virksomheder, erkender erhvervsminister Brian Mikkelsen (K). Han mener godt, Danmark kunne tage ved lære af Hollands teknologipagt, hvor det er virksomhederne, der driver udviklingen.

Hvorfor er det vigtigt, at SMV'erne favner de her nye teknologier?

»Den digitale udvikling går rygende stærkt, og de nye digitale teknologier byder på en masse muligheder for at gøre tingene smartere, mere effektivt og udvikle nye produkter og services. Så hvis dansk erhvervsliv skal følge med i den internationale konkurrence, skal vi tage de nye digitale teknologier til os. De små og mellemstore virksomheder er langt mindre digitale end de store virksomheder, vi har, og meget få SMV’er anvender de nyere digitale teknologier som for eksempel Big Data og Internet of Things (IoT). Samtidig tilbyder relativt få af SMV’erne deres ansatte en digital opkvalificering.«

Hvad oplever du som de væsentligste barrierer for, at SMV'erne ikke tager disse teknologier i anvendelse? Er det ressourcer? Viden? Økonomi?

»Der er formentlig flere barrierer. Mange af de mindre virksomheder har ikke de samme ressourcer som de store virksomheder til at undersøge mulighederne og investere i ny teknologi. Og mange SMV’er mangler kendskab til de nye teknologier og de forretningsmæssige potentialer i disse. Samtidigt kan det være vanskeligt at tiltrække medarbejdere med de nødvendige kompetencer inden for automatisering, digitalisering mv.«

Undersøger mulighederne for en teknologipagt

Godt halvdelen af de danske SMV'er i fremstillingsindustrien med under 50 medarbejdere anvender ikke digitale teknologier ifølge en analyse fra efteråret. Hvad vil regeringen gøre for at sætte skub i udviklingen?

»Vi har allerede etableret Erhvervspartnerskab for avanceret produktion, hvor vi sammen med en række erhvervs- og brancheorganisationer udbreder viden til SMV’erne om mulighederne i de nye teknologier.«

»Regeringen vil senere i år komme med en strategi for Danmarks digitale vækst, hvor vi har særligt fokus på SMV’erne. Strategien vil blandt andet bygge på de anbefalinger, som Digitalt Vækstpanel med Niels B. Christiansen som formand kommer med til maj. 
Vi er også ved at undersøge mulighederne for at etablere en teknologipagt, som kan give flere mennesker de nødvendige tekniske og digitale kompetencer- det kan forhåbentlig også komme mange SMV’er til gavn.«

'Indsatserne i Holland er meget drevet af virksomhederne'

Har du set eksempler på teknologipagter eller erhvervspartnerskaber i andre lande, som DK kunne lære noget af?

»Tidligere i år besøgte jeg Holland, som i efterhånden nogle år har haft en teknologipagt, og som vi er inspireret af i arbejdet med en dansk teknologipagt. Under besøget i Holland besøgte jeg også et af Hollands såkaldte Field Labs, hvor virksomheder og videninstitutioner arbejder sammen om at udvikle, teste og implementere Smart Industry-løsninger. Jeg fik indtryk af, at indsatserne i Holland er meget drevet af virksomhederne, og den model kunne vi måske godt lære lidt af i Danmark.«

Interviewet med Brian Mikkelsen er gennemført over e-mail.

Kommentarer (0)