Pyha: Vi lever alligevel ikke i et hologram - sandsynligvis

Holometer-eksperimentet under installation Illustration: Fermilab

For godt et år siden lovede vi læserne svaret på, om vi alle lever i et hologram.

Illustration: Fermilab
Holometeret består af to interferometre placeret oven på hinanden. Korrelationen af støjsignaler i to de to interferometre kan vise om der findes en form for holografisk støj, der er tegn på, at universet er et hologram, som vi alle lever inden i. Illustration: Fermilab

Læs også: Nu er forskerne klar til at afgøre, om vi lever i et hologram

Det kan være de fleste læsere har glemt spørgsmålet. Men nu kender vi det foreløbige svar: Det gør vi næppe.

Som altid inden for forskning er det sidste ord om den sag alligevel ikke sagt endnu.

Forskergruppen bag Holometer-eksperimentet har for nylig indsendt en artikel til Physical Review Letters om deres målinger af rum-tid-korrelationer.

Målingerne viser, at der ikke som i en teori fremsat af eksperimentets ophavsmand Craig Hogan, findes en form målbar holografisk støj, der kan forklares med, at Universet består af byggeblokke, der har en længdemæssig udstrækning omkring den såkaldte Planck-længde på ca. 10^-33 cm.

Andre teorier skal testes

»Det er dog kun begyndelsen på historien,« udtaler Craig Hogan i en pressemeddelelse fra Fermilab.

Det er nemlig kun en enkelt teori, som foreløbig er testet med eksperimentet, som Hogan forklarer giver mulighed for at studere rum og tid med hidtil uset høj nøjagtighed.

Med systemet kan man i princippet måle bevægelser med en varighed mindre end et mikrosekund og over afstande på en attometer (10^-18 meter), det er 1000 gange mindre end diameteren af en proton.

Chris Stoughton fra Fermilab, der har været med til at udføre eksperimenterne, forklarer, at den store måletekniske opgave har været at eliminere andre støjkilder fra vind og trafik uden for bygningen.

Craig Hogan har ikke helt opgivet tanken om en holografisk struktur i Universet. Så han har lavet en ny model, som er mere følsom over for rotationer i rummet.

Den vil forskerne nu også teste med holometeret, som i sammenligning med andre fysikeksperimenter, der tester tilsammenlignelige fænomener, er et uhyre simpelt instrument.

»Holometeret er en helt ny måde til at studere eksotiske fluktuationer. Vi har foreløbig kun se de første resultater fra en helt ny form for mikroskop,« forklarer han.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Hvorfor 'Pyha!'??

Hvilken indflydelse ville dette have på almindelige menneskers liv?

Det ville naturligvis være voldsomt interessant set fra et videnskabelig perspektiv, men jeg kan ikke lige gennemskue hvilke konsekvenser det vil have for manden på gaden.

  • 4
  • 1

Det betyder bare at de endnu ikke kan påvise at der er en verden ovenover vores, som har skabt det hologram, som vi lever i ;)

  • 2
  • 0

Jeg tror at matematiken er løbet løbsk for de kære fysikere. At konstruere noget 3D udfra noget 2D er ikke særlig nemt. Det kan ikke være kontinuert, snarere noget fractalt eller anden form for fortænkt indkodning.

  • 0
  • 1

om en hologramverden er det samme som en simuleret verden? For hvis man vil simulere et helt univers med detaljer i planck-størrelse, så får man da godt nok brug for en del regnekraft. Hvorimod en simulation kan foretages delvist med endog meget grove forenklinger. Kun hvis nogen i simulationen (os) skulle få lyst til at kigge på detaljerne, er det nødvendigt for en kort bemærkning at simulere disse detaljer. Man kunne f.eks. nøjes med at simulere en enkelt by eller et par stykker i detaljer. Resten kan være meget simple mekanismer, en kø i Simula for den sags skyld. Ja, man kunne (men det ville ikke give megen mening) nøjes med at simulere én persons bevidsthed, hvorved vi bevæger os over i solipsisme (er det mig eller er det jer, der er en grov forenkling?). Og skulle det mislykkes, kan man jo altid stille tiden tilbage, rette simulationen til og køre den en gang til.

Welt am Drahts aviser.

Men jeg tror ikke, at nogen hypervæsner vil have interesse i at simulere mig opdatere klassifikationer.

  • 2
  • 0

Jeg er ikke helt klar over om en hologramverden er det samme som en simuleret verden? For hvis man vil simulere et helt univers med detaljer i planck-størrelse, så får man da godt nok brug for en del regnekraft.

Hologramprincippet opstod vel som en konsekvens af informationsparadokset for sorte huller (information går ikke tabt), og det er jo ikke en simulation. Det passer med, at vi måske bor inden i et voksende sort hul, og at vores univers kan beskrives på ydersiden.

Men fordi vi også har sorte huller, så kan der eksistere sorte huller inden i sorte huller i princippet i det uendelige...

  • 0
  • 0

Da VerdensAltets stofside er bevægelse, og bevægelsen tegner virkeligheden, så lever Vi så at sige i et dynamisk hologram, bevægelses-oceanet, som er en Virkelig illusion.

  • 0
  • 2
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten