Publicér eller forsvind: Ny undersøgelse identificerer verdens mest hyperaktive forskere
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Publicér eller forsvind: Ny undersøgelse identificerer verdens mest hyperaktive forskere

Bedømt udelukkende ud fra antallet af udgivelser er der nogen forskere, som tilsyneladende tilbringer mere tid med at forfatte studier end at forske. Illustration: Polfoto

Nogle forskere spytter videnskabelige studier ud i et hæsblæsende tempo. Nogle forskere er endda så produktive, at de formår at publicere 72 studier om året – altså en produktionsmængde svarende til et studie hver femte dag.

Fysikeren Akihisa Inoue fra Tohoku University i Japan er topscorer og den mest produktive målt på antal studier årligt. Hans navn optræder således på 2.566 studier i hans karriere hidtil.

Det viser en kortlægning foretaget af blandt andre John P. A. Ioannidis, professor i statistik og folkesundhed ved Stanford University, og professor Kevin Boyack, som oprindelig var kemiingeniør, men som i dag er tilknyttet forsker ved Centre for Science and Technology Studies (CWTS) på Leiden University i Holland. Her undersøger, Kevin Boyack hvordan man kvantificerer og kvalificerer publiceret forskning.

Kortlægningen er foretaget via databasen Scopus, der indeholder referencer til peer-review-artikler fra akademiske tidsskrifter, bøger, konferenceindlæg og websider. Kortlægningen fokuserer på publiceringsårene i perioden 2000 til 2016, og det som er defineret som komplette forskningsstudier. Her havde mere end 9.000 forskere formået selv eller at være med til at udgive mere end 72 studier i et eller flere af de undersøgte år.

Mistanke om korruption

Mange publicerede studier i videnskabelige tidsskrifter er normalt godt nyt og lig med mere klingende mønt for de pågældende forskere og deres arbejdspladser via offentlig støtte udregnet efter forskellige typer indekseringer og nationalt bestemte fordelingsnøgler.

Derfor har der i en årrække været en diskussion om forsøg på at indføre andre måder at bedømme og belønne forskning på – blandt andet for også at reducere motivationen for, at nogle forskere pumper udbredelsen af publiceringer kunstigt op for at få del i flere forskningsbevillinger eller en højere løn.

John P. A. Ioannidis og Kevin Boyack pointerer i en kommentar i Nature, at de har ikke har noget endegyldigt bevis for, at nogen af forskere gør noget upassende eller fusker på nogen vis. At afdække dette har således heller ikke været deres intention med kortlægningen.

Læs også: 2.900 forfattere. Til én artikel

Pointen har i stedet været at udpege de mest højproduktive forskere målt på antallet af studier og analysere for tendenser såsom uklare eller divergerende normer for, hvornår en forsker bliver medregnet eller inkluderet som medforfatter på et studie.

Om end selve analysen vel at mærke er præget af masser af forbehold i metoden. Således har Scopus tidligere haft vanskeligt ved at skelne mellem kinesiske og koreanske navne, hvorfor Scopus muligvis sammenblander to forskellige kinesiske og koreanske forskeres udgivelser. En koreansk forsker får altså muligvis uberettiget langt flere udgivelser noteret, fordi Scopus’ forveksler det med vedkommendes kinesiske navnebror. Og vice versa.

Omvendt forbedrede Scopus i 2016 denne forveksling. Men herefter bemærker forskerne et usædvanligt mønster. Mindst 12 eller endda over 20 kinesiske forskere er hyperproduktive målt på antal udgivelser, og antallet af disse overstiger langt gennemsnittet af hyperproduktive forskere per nation.

»Vi tror, at det kan hænge sammen med kinesiske regler om at belønne publiceringer med penge eller mulig korruption,« skriver John P. A. Ioannidis og Kevin Boyack.

Disse kinesiske forskere blev på grund af flertydigheder i opgørelsesmetoden og uoverensstemmelserne forbundet med deres publikationer derfor ekskluderet fra en nærmere kvalitativ undersøgelse af de mere end 9.000 højproduktive forskere. Fraregnet blev også uoverensstemmelser eller unøjagtigheder, hvor Scopus muligvis er kommet til at medregne konferenceartikler, reviews og kommentarer til andres studier.

Medforfatterskab er mange ting

Med de ekskluderinger stod forskerne tilbage med en gruppe af 265 yderst produktive forskere med nogenlunde sikkerhed for antallet af deres udgivelser.

Via e-mails hver især fik forskerne i denne gruppe tilsendt et spørgeskema i bestræbelserne på at afdække, hvordan de bærer sig ad med at få udgivet så mange videnskabelige studier. 81 af disse forskere besvarede rundspørgen - dog var der ingen forskere tilknyttet universiteter udenfor Europa eller Nordamerika, som replicerede.

Men af de 81 besvarelser var der fem temaer, som gjorde sig gældende som årsager for de højproduktive forskeres mange udgivelser:

  • Lederskab for en forskningsgruppe
  • Forskning som er tværfaglig
  • Samarbejde
  • Generøsitet
  • Samt 'få timers søvn om dagen'.

Analysen viste, at studier med 10-100 medforfattere er typiske indenfor medicin og lifescience. Samt især at der på tværs af videnskabelige discipliner er store forskelle for, hvordan en forsker skal være involveret, før vedkommende bliver tituleret som medforfatter – og altså heri opfattes som havende ydet signifikante bidrag til studiet.

Således svarede en forsker med mange studier bag sig:

»Personligt tæller jeg dem ikke som ’mine studier’, og jeg har dem ikke på mit CV som sådan, eftersom som man bør skelne mellem at være en medforfatter eller blot få et forfatterskab som del af et forskningskonsortium.«

En anden svarede, at vedkommende ofte oplevede, »at medforfatterskab blev tildelt i forlængelse af, hvor højt oppe på ledelsesstigen man befinder sig«.

John P. A. Ioannidis og Kevin Boyack bemærker desuden selv i deres analyse:

»Der er tegn på, at stigningen i antallet af gennemsnitlige antal forfattere per studie ikke nødvendigvis afspejler et ægte behov for et videnskabeligt holdarbejde, men lige så vel presset for ‘publish or perish’ (begreb dækkende over presset indenfor forskning om hurtigt og kontinuerligt at udgive akademisk arbejde for at opretholde eller styrke sin karriere, red.).«

Læs også: Rovgrisk forlag tager danske forskere ved næsen

De to forskere medgiver i den sammenhæng, at deres metode er en grov måde at kvantificere og kvalificere de højproduktivere forskere i forhold til udgivelser på. Men håbet er at nå en smule nærmere på svaret om, hvad forfatterskab til et studie egentlig kræver og indebærer.

»Hvorvidt og hvordan et forfatterskab er berettiget varierer uundgåeligt for hver forfatter og hvert studie, og normerne varierer efter videnskabelig disciplin. Det er sandsynligt, at forfatterskabet undertiden kan være opnået for at få en fordel og sikret gennem pression eller som en tjeneste til gengæld for noget andet, men vi kunne ikke vurdere disse mønstre i vores data,« skriver de.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Jeg læser aldrig forskningsartikler, men føler alligevel, at forskning er blevet et udvandet begreb. Alene det at forskere vurderes på kvantitet, syntes mærkværdigt inden for et felt, hvor kvalitet er det eneste hædersmærke.
At der aflønnes efter kvantitet syntes at afspejle en magtesløshed i ansættelseshierakitet som minder om NPM.

  • 4
  • 0