Proteinmåling skal mindske fiskespild
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Proteinmåling skal mindske fiskespild

Spildet i fiskeindustrien er stort. Gennem et projekt med laks har DTU Fødevareinstituttet nu et bud på, hvordan det kan begrænses.

Behovet for fødevarer vokser, i takt med at Jordens befolkning lige nu vokser med 83 millioner mennesker om året.

Så der skal tænkes nyt for at sikre nok mad i en verden, hvor klimaforandringerne samtidig kan spille ind på fødevareproduktionen.

En oplagt metode er at udnytte råvarerne endnu mere end i dag, og det kommer DTU Fødevareinstituttet nu med en idé til.

Når man måler en række af proteinerne i fisk, kan man vurdere, om fisken er bedst egnet til f.eks. udskæring i ferske fileter eller til at blive røget, allerede inden forarbejdningsprocessen går i gang, skriver instituttet.

I dag sorterer man fiskene manuelt, men et projekt med laks har vist, at proteinmålingen giver et sikkert billede af fiskens tekstur, så man kan vurdere kvaliteten og dermed sikre en bedre udnyttelse af fangsten. Samtidig øger det også indtjeningen, når fisk af høj kvalitet ikke går til spilde.

Metoden skal ud af laboratoriet

Projektet er naturligvis udført på laboratoriet, så der er brug for at udvikle en metode, der hurtigt kan måle fiskens proteiner på stedet, typisk i produktionslinjen på fiskefabrikken.

Læs også: Studerende vil bruge røgdetektor til at afsløre fordærvet fisk

Lige nu tager analysen i laboratoriet næsten en måned, hvor man skiller alle proteinerne ad og finder frem til de rette. Det er i sig selv meget kompleks, fortæller seniorforsker Flemming Jessen til Ingeniøren:

»Hvis man skal have implementeret modellen, skal man have udviklet en hurtigere metode, hvor man trækker lidt væske ud af fisken og måler proteinerne, f.eks. i stil med elisatesten, man bruger til at bestemme antistoffer og antigener. På den måde vil man kunne måle flere proteiner samtidigt og hurtigt. Der er vi ikke endnu.«

Først derefter kommer selve hardwaren med teknologien indbygget, for man vil ikke kunne indlejre metoden umiddelbart i en produktion.

Ifølge Flemming Jessen arbejder blandt andre DTU Nanotech med systemer, der trækker ganske små mængder væske ud og måler det.

»Det er sådan et system, der kunne blive relevant og indbygges i et større apparat i enden af en produktionslinje, så man kan aflæse signalerne og se, hvilken tekstur laksen på produktionsbåndet har,« siger han.

Håndholdt løsning kunne styre foderet

Længere ud i fremtiden kan man forestille sig, at det foregår med et håndholdt apparat, og at man anvender det i havbrug til at måle levende fisk for at se, om de skal have lidt mere foder for at få den helt rette mængde proteiner.

En sidegevinst ved det første forskningsprojekt var i øvrigt, at når man fileterer fisken, kan man ved at ændre en smule på, hvordan fiskehovedet bliver skåret af øge udbyttet med op til en procent.