Ukendt

  • Ing.dk er under ombygning - vi er tilbage mandag med nyt udseende. Henover weekenden er alt vores indhold åbent, men man kan ikke logge ind og debattere.

Protein i blære-forklædning giver nyt håb for Parkinson-patienter

Normalt er det svært at snige medicin ind i blodforsyningen, der som formål har at nå hjernen. Blod-hjerne-barrieren plejer at sætte foden i døren. Så man må være snedig, hvis man vil forsøge at kurere nervesygdomme som Parkinson.

Dr. Elena Batrakova fra University of North Carolina er en af de snedige på dette felt, som sammen med sin gruppe er lykkedes med at pakke medicin ind og lade den transportere sig forbi barrieren mod hjernen ved at udnytte de systemer, som bl.a. kræftceller og aids bruger til at komme rundt i kroppen uden at blive slået ned af immunforsvaret.

De trojanske heste er de såkaldte exosomer, som er en del af kroppens hvide blodlegemer. De er formet som små bobler eller blærer af protein og fedt og deres arbejde består normalt i at fjerne ’affald’ fra kroppen.

Exosomer (de røde) leverer katalase til hjernen for at beskytte neuronene (de sorte) mod Parkinsons sygdom. Illustration: University of North Carolina

»Exosomer er skabt af naturen til at være de perfekte budbringere af proteiner og genetisk materiale,« siger Elena Batrakova i en pressemeddelelse.

»Vi bruger exosomer fra hvide blodlegemer, som er usynlige for immunforsvaret og nemt interagerer og smelter sammen med blod-hjerne-barrieren for at levere deres gods,« siger hun.

Læs også: Svenske forskere giver små stød for at styrke parkinson-patienters balance

Sygdomsdræberne, som bliver sendt af sted i boblerne, er et naturligt forekommende enzym, katalase, som er særdeles hurtigtarbejdende og findes i stort set alle dyr og planter. Det står for at nedbryde brintoverilte til vand og ilt og er en potent antioxidant.

Ifølge forskerne kan et enkelt molekyle af katalase neutralisere omkring én million frie radikaler i hjernen i sekundet, og så er det en vedvarende effekt, fordi katalasen ikke forsvinder igen.

Problemet er blot, at molekylerne er så store, at de netop bliver standset af blod-hjerne-barrieren, hvis de altså ikke bliver sneget forbi i en passende forklædning.

Målet er at bruge boblerne med katalase i personlig medicin, hvor man bruger patientens egne exosomer og fylder katalase på dem. F.eks. kunne leveringsmåden blive en næsespray, som puster exosomerne op mod hjernen, så de kan dræbe de betændelsestilstande, der kan føre til sygdomme i hjernen.

Forskningen er blevet publiceret i Journal of Controlled Release.