Proprietær automation er fortid – IIoT tvinger leverandører til samarbejde
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du både vores brugerbetingelser og at Mediehuset Ingeniøren og IDA group ind i mellem kontakter dig angående events, analyser, nyheder, tilbud etc. via telefon, SMS og e-mail. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Proprietær automation er fortid – IIoT tvinger leverandører til samarbejde

Per Larsen, teknologichef i den danske afdeling af ABB
Hvor det tidligere var sådan, at hver leverandør inden for automationsindustrien havde sin proprietære løsning, skal alt nu kunne tale sammen via skyen. »Vi skal kunne samarbejde med alle om en myriade af teknologier,« siger Per Larsen, teknologichef i ABB Danmark. Foto: ABB

Hardwaren er den mindste udfordring for fremtidens industriautomation, for både prisen på komponenterne og installations­omkostningerne bare falder og falder. Nej, udfordringen bliver at få mange forskellige fabrikater til at spille sammen.

Det pointerer Per Larsen, der er teknologichef i den danske afdeling af ABB.

Tidligere havde ABB ligesom konkurrenterne hver deres proprie­tære løsninger. Sensorerne ude på fabriksgulvet var fast fortrådet eller kørte på nogle netværksstandarder, som ikke umiddelbart kunne tale sammen med komponenter fra andre producenter.

»Derfor ville vi dengang også være tilbøjelige til at afvise en ny kunde, hvis vi kunne se, at de primært havde installeret udstyr fra en af vores konkurrenter – det var simpelthen ikke besværet værd at få de forskellige standarder til at fungere sammen. I dag er situationen en helt anden; nye IoT-komponenter installeres direkte på nettet, og vi sparer omkostningerne til at trække ledninger,« forklarer Per Larsen.

De nye forretningsmodeller

Hvilken betydning får det for jer som teknologileverandør?

»Mange taler om, at Industri 4.0 er disruptive, men som jeg ser det, er det ikke på selve teknologien. Det bliver derimod helt afgørende, at vi tilpasser os til den teknologiske udvikling med nye forretningsmodeller. Teknologiudviklingen har gjort, at enhederne er blevet så billige, at mange af de gamle forretnings­modeller ikke længere fungerer. Der er ikke længere de store omkostninger ved at trække et signal fra en ny sensor. I stedet sætter man bare en trådløs op og kobler den på wifi.«

Hvad bliver så den nye forretningsmodel?

»Vi skal blive meget bedre til at samarbejde med både fjender og venner. Automationsbranchen bliver ikke domineret af enkelte store spillere som for eksempel i telebranchen, hvor det er enten ­Android eller iOS, for så kommer der ikke til at ske mere. Vi skal kunne samarbejde med alle om en myriade af teknologier, og nøglebegrebet her bliver den cloud, hvor data samles og behandles.«

Bare fordi alting samles i clouds, er det hele ikke lyserødt. For med trådløse netværk og clouds opstår der en del andre problemer, for eksempel med cybersikkerhed.Per Larsen, teknologichef, ABB Danmark

Hos ABB arbejdes der med tre forskellige begreber inden for dataopsamling og databehandling: fog computing, on premise-installationer og edge computing. Over det lægges der så en cloud, hvor data fra mange forskellige producenter skal kunne arbejde sammen:

»Men bare fordi alting samles i clouds, er det hele ikke lyserødt. For med trådløse netværk og clouds opstår der en del andre problemer, for eksempel med cybersikkerhed,« påpeger teknologichefen.

Brug for detaljerede data

Inden for ­bygningsautomation kan det være sikkerhedshuller i Zigbee-netværket, og lignende sikkerhedsproblemer kan opstå i de interne netværk i fabriks­automatio­nen, forklarer han.

Et godt eksempel på den nye type komponenter er ABB’s Smart Sensor. Den kan kobles direkte på en motor – ny som gammel. Her kan den sidde på ydersiden af motoren og via Bluetooth sende analyserede data om temperatur, lyd og vibra­tioner til en cloud.

Men hvad kan kunderne bruge alle de mange nye data til?

»Vi ved jo, at rigtig mange mindre danske industrivirksomheder er meget dygtige til at installere PLC-løsninger, hvor processen optimeres. Men det er noget helt andet at have data nok til at kunne udføre rigtig produktionsstyring, hvor det altså er data på tværs af produktionsudstyret, som optimerer produktionen, så det også bindes sammen med ordrestyringen. Det samme gælder OEE (Overall Equipment Effectiveness, red.), hvor der naturligt nok er brug for et detaljeret datagrundlag. Det kan gøres meget billigere og enklere med IoT. For eksempel er trådløse tryk- og temperatursensorer i dag så billige, at hvis én går i stykker, så køber man bare en ny. Der kan altså opbygges et detaljeret datagrundlag, når mange enheder samler data op om, hvordan produktionen kører.«

Én sensor, én computer

Men hvor IoT-sensorer i dag primært har fungeret som rene dataopsamlingsenheder, så tror Per Larsen, at det vil ændre sig:

»Inden for en nær fremtid vil hver enhed være sin egen lille intelligente computer. De vil så kommunikere med hinanden direkte og ikke nødvendigvis gennem en central computer eller cloud, men fra enhed til enhed,« forudser han.

Per Larsen erkender, at alt det her godt kan virke lidt uoverskueligt, hvis man er en mindre dansk industrivirksomhed. Men elementerne er centrale i overgangen til den digitaliserede fabrik og Industri 4.0:

»Vi ved, at mange – både virksomheder og automationsleverandører – bakser med at få forskellige systemer til at fungere i dag. Det kan derfor sikkert være lidt overvældende, at det hele nu skal være trådløst, op i en cloud, og at virksomheder ikke behøver at bekymre sig om, hvilken leverandør af hardware de vælger. Derfor vil vi også altid anbefale, at man går ud og søger inspiration hos flere forskellige typer af leverandører og hos konsulenter for at finde ud af, hvad værdien for den enkelte virksomhed kan være. Måske er det ikke altid lykken at være first mover.«

Kommentarer (12)

Det kan klart være en fordel at have hele ens produktion på et stort netværk, men som sagt i artiklen kan det være svært at helgardere sig imod hacking hvis det skal være tilsluttet internettet. Et andet problem jeg kunne forestille mig er realtidskrav, når man har med store netværk og enheder koblet til et fælles netværk, kan det således ikke blive vanskeligt at sikre sig at alting foregår indenfor en fornuftig deadline. Det sætter jo høje krav til softwaren også..

  • 4
  • 0

Samarbejde er hvad det er. De har det med at blive "klubber" eller karteller, og så er vi lige vidt.

Måske en og anden IT mand burde give ABB et prik på skulderen, og sende dette link videre til dem: http://www.onem2m.org/

Chokerende at en virksomhed som ABB ikke er medlem af OneM2M. Det var måske på tide at få meldt sig ind, selv om toget er ved at være kørt. Der skal i hvert fald løbes stærkt hvis man skal nå med.

  • 1
  • 0

Hvis virksomhedens produktion er vigtig skal man vel ikke gøre den afhængig af internettet?
Så har man selv bedt om problemer.

Dataopsamligen kan køre ud over internettet til en cloud. Men kun hvis det ikke er kritisk for selve produktionen når nu internettet af og til vil forsvinde.

  • 6
  • 0