Projektværktøj skal gøre dansk matematiksoftware til verdens bedste

Når ambitionerne er høje, er det vigtigt at have styr på processerne. Sådan er det også i softwarehuset Edulab, der blandt andet står bag Matematikfessor, der er det mest udbredte digitale matematikundervisningssystem herhjemme.

I dag anvendes undervisningsprogrammet i 75 procent af alle skoler, og systemet er suppleret med en stribe andre undervisningsprodukter. Desuden findes der en udgave på norsk og svensk og snart også en på hollandsk.

Den hastige ekspan­sion har for alvor understreget behovet for en hjælpende hånd, når det gælder projektstyring.

»Da vi begyndte på Matematik­fessor.dk, brugte vi forskellige gratisløsninger til projektstyring. De var ikke altid lige gode, og medarbejderne i it-afdelingen havde et ønske om, at det blev lettere at holde styr på tingene og arbejde sammen, og det er også dem, der har fundet frem til Jira, der er det system, vi bruger, og har stået for implementeringen,« fortæller CEO i Edulab Kasper Holst Hansen.

Ud over Jira bruger Edulab også et tidsregistreringssystem fra EazySoft, og implementeringen er sket gradvist, efterhånden som it-folkene har lært systemet at kende, så det i dag dækker stort set alle it-udviklingsprojekter i Edulab.

Kasper Holst Hansen har heller ikke oplevet modstand mod indførelsen af projektstyringsværktøjet. Faktisk har han slet ikke blandet sig i, hvilket system it-folkene gerne ville have:

»Det må være dem, der sidder med driften, der skal stå for systemet, og ikke noget jeg skal bestemme, fordi jeg synes, det kunne være sjovt på en bestemt måde.«

It-folkenes egen begejstring for projektværktøjet er smittet af på medarbejdere uden for it-afdelingen, der også er begyndt at bruge værktøjet til deres projekter, så det ikke længere kun er it-projekter, der styres via Jira, men også andre udviklingsaktiviteter.

Gennemskuelighed

Kasper Holst Hansen peger især på prioriteringer og overholdelse af tidsplaner som de helt store gevinster ved brugen af projektværktøjet.

»Men så også det at kunne gennemskue, hvem der kæmper med hvad, og hvordan kan vi gøre det bedre? Vi kører agil udvikling og Scrum, og her er værktøjet en vigtig del til hele tiden at følge op på, hvor vi er i de enkelte projekter, så vi hurtigt kan prioritere, hvis der er behov for det,« uddyber han.

I Edulab viser de projektoversigten på en storskærm, og dagligt holdes Scrum-møder med fokus på fremdriften i de enkelte systemer.

»Jeg oplever, at selv om en deadline kan spidse til, så kan projekt­værktøjet hjælpe til at prioritere, især når en opgave virker uoverskuelig i forhold til tidsfristen. Det handler om at få den brudt ned i mindre stykker, der både er lettere at overskue og sætte tidsfrister på,« påpeger direktøren.

Matematikfessor skal ikke blot være det bedste danske digitale matematikundervisningssystem. Faktisk vil Edulab være verdens bedste til at levere digital matematikundervisning.

»Vi vil gerne have, at det er sjovt at gå på arbejde, men vi løfter også hele tiden barren for det, vi laver. Der er ingen, der har gjort det her før, og når man er ambitiøs, er det svært at estimere opgaverne præcist. Men i vores evaluering oplever jeg, at evnen til at levere noget godt og til tiden har været støt stigende. Det er måske ikke kun projektværktøjets skyld, men det vil for os være det glade vanvid ikke at have et projektstyringsværktøj,« siger Kasper Holst Hansen.