Professorer: Praktiserende læger er uforberedte på fremtidens medicin

Der er mange udfordringer og interessanter i forhold til personlig medicin, og det tror jeg også er en af problemerne. On topic i forhold til overskriften kan man sige at de praktiserende læger ikke har nogen forudsætninger eller uddannelse i at forstå det som ligger bag personlig medicin, nemlig over 20 års rivende udvikling inden for bioteknologi. Tanken om individuel er ikke ny, og det handler sådan set bare om at forudse om en patient vil have gavn af den ene type medicin frem for en anden.

Lægefaget er meget konservativt, og begrænset i forhold til at forstå hvorfor medicin virker. Der er mange typer medicin som man, dybest set, ikke ved hvorfor virker. Der er meget emperi og trial and error i medicinsk behandling som kunne blive mere målrettet ved at have større viden større viden.

Der er dog ingen incitamenter fra lægemiddelindustrien til at forske i hvorfor medicinen virker på nogen og ikke andre. Det er ikke en del af FDA eller EMA retningslinier. Det hænger sikkert også sammen med at det er meget dyrt at inkludere, og det er dyrt nok i forvejen at udvikle medicin. I stedet skal stater, og offentlige forskere løfte den opgave, men de har ikke samme forudsætninger ($$$) til at gøre det.

Derudover er deling og brug af forskningsdata, og deling på patienter omfattet af så mange regler og love, der skal beskytte personfølsom data, at forskningen effektivt er hæmmet eller umuliggjort.

Personlig medicin er vejen frem og det er uetisk at lade patienterne modtage ineffektiv medicin.

Forskning viser at vi især æder os ihjel - men der er også folk der dør af naturlige årsager.

Ulykker, biologiske årsager og genfejl. Nu er det vel ikke upassende at tale om at "folkesygdomme" faktisk er dyrket i populationen som den resulterende praksis af sundhedspolitikker og anvendt viden.

I teorien er det en udmærket vinkel - at fokusere på at gavne den enkelte - men det er ikke i overensstemmelse med lægeløftet som er i pluralis

Jeg tænker lidt - big data, gensekventering og samkøring af registre for at få muligheden for at skræddersy personlig medicin og individuel behandling forekommer mig at være en meget stor blindgyde.

Jeg tror at det vil være mere effektivt - og faktisk fungere - hvis man efterligner naturen og trækker paralleler på tværs af generationer for at registrere den genetiske trend istedet for blot at lede efter den idiomatiske virkning - mønstre istedet for individuelle udfald vil kunne spore skadelige defekter langt mere effektivt - og man ville også kunne drage nyttig information af virkningen af de forskellige varianter i de forudgående generationer.

Problemet er nok snarere at medicinen ikke skal komme patienter til gode (som andet end en kur) og ikke gavne den fænotypiske gruppe med speciel DNA sekvens som har særligt behov disse behandlinger. Jeg synes at det virker kortsigtet og smalt at basere medicinsk forskning på individuelle resultater, når man kan lære så meget mere af den naturlige udvikling.

Den etiske løsning - som også er i overensstemmelse med lægeløftet - er søge at udvikle behandlinger som gavner både de personlige, den medmenneskelige og den samfundsmæssige udvikling, ikke blot en individuel lappeløsning (som hurtigt kan medføre at forurene genpuljen ved at tillade defekter videregives).

Hvem er i øvrigt forberedt på fremtidens medicin? De syge og de defekte er klar.

Men hvad er forberedelse i denne sammenhæng?

Mere skadelig asocial medinsk udvikling, der kan pode nye generationer med defekter?