Professionelle cykelryttere bruger motordoping
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Professionelle cykelryttere bruger motordoping

Med et varmefølsomt kamera har de to journalister Thierry Vildary og Marco Bonarrigo afsløret, at nogle af de ryttere, der deltog i de to italienske cykelløb for professionelle, Strade Bianche og etape-løbet Coppi e Bartali kørte på cykler, som udsendte usædvanligt meget varme fra fem forskellige steder i området fra lige over kranken til under sadlen. Det skriver Cyclingnews.com.

Det kom frem i et tv-program søndag aften på den franske tv-kanal Stade 2 og i den italienske avis Corriere della Sera samme dag. Der bliver ikke nævnt navne på rytterne.

Illustration: MI Grafik

Cykel-motor fylder 5 cm

Journalisterne har også talt med den ungarske ingeniør Istvan Varjas, som tidligere er blevet beskyldt for at levere skjulte motorer til professionelle cykelryttere. Han viser dem, hvordan forskellige versioner af elektriske motorer virker og forklarer, at sådanne motorer kan have været brugt siden 1998. De skulle fungerer bedst, hvis rytteren holder en meget høj kadence.

Læs også: GRAFIK: Sådan kan racercyklen dopes mekanisk

Han forklarer også, at en motor i dag ikke behøver at være mere en fem centimeter lang og kan leverer helt op til 250 W.

Det sidste nye i motordoping handler om magnetiske hjul, hvor en lille ring af neodym-magneter i fælgen drives rundt via et batteri gemt i sadelrøret. Det antages, at den form for elmotor kan bidrage med op til 60 W, og i modsætning til en elmotor i stellet er den ekstrem svært at afsløre med er varmekamera.

Overmennesket Fabian Cancellara

Rygterne omkring motordoping fik et kæmpe boost efter den schweiziske enkeltstart-ekspert Fabian Cancellara kørte fra alt og alle i 2010-udgaverne af Paris-Roubaix og Flandern Rundt. Tv-billeder skulle angiveligt vise, at Cancellara trykker på en knap på styret, lige før han accelerer voldsomt. Fabian Cancellara, hans hold og cykelleverandør har afvist alle beskyldninger om snyd.

Men over de seneste par år har rygterne om motordoping blandt professionelle alligevel taget til. Det er især de mange cykel- og hjulskift på mærkelige tidspunkter i løb samt fotooptagelser af hjul og pedaler, der bliver ved med at køre rundt længe efter et styrt.

Læs også: 'Teknologisk doping’ er nu nået til cykelsporten

Men det var først med afsløringen af den belgiske rytter og europamester Femke van den Driessche ved verdensmesterskaberne i cykelcross i år, at alle rygterne blev gjort til virkelighed. Det viste sig, at en af rytterens cykler, som stod i startområdet, var udstyret med en elmotor i stellet. Femke van den Driessche afviste anklagerne og sagde, at det var en cykel til træning og forøvrigt slet ikke hendes.

Cykelunion bruger magnetisk test

Den internationale cykelunion UCI, har i løbet af det sidste år proklameret, at de tager motordoping meget alvorligt. Det sker blandt andet ved at teste cykler før løb med et teslameter.

Men ifølge avisartiklen i Corriere della Sera, så vil UCI ikke afsløre, hvor effektiv deres målemetode er. Dette er et problem, da test af et magnetfelt fra en elmotor først er rigtig effektiv, hvis motoren kører. Det bemærkes også, at det langtfra er alle cykler som bliver testet og i mange tilfælde sker testen først efter løbets afslutning.

Se Stade 2’s reklame for programmet

Efter som cykelryttere (og de fleste andre elitesportsudøvere) er på fokuseret på at vinde, for enhver pris, er der ikke noget usædvanligt i at de vil gøre alt hvad de kan, for at optimere deres chancer.
Nu er cykling så gennemsyret af snyd, svindel og doping at noget så simpelt som motor og batteri jo er en "billig" måde at vinde på. Alternativet er liv og helbred gennem doping, hvor der er så meget fokus området at dette næsten er umuligt.

Som det gamle ordsprog siger "det er ikke forbudt at snyde. Problemerne kommer først når man bliver opdaget i snyd".

En måde at løse dette på er vel at arrangøren levere cyklen til deltagerne. Så får man reelt set osse et mere "retfærdigt" løb.

  • 15
  • 3