Prøvekørsel af en sparegris i ulveklæder

25. maj 2007 kl. 10:00
Artiklen er ældre end 30 dage

En tur på cirka 50 kilometer i omegnen af München er lige i underkanten til virkelig at komme ind under huden på den nye BMW 120d. Men selv om turen var kort, så er der ingen tvivl om, at BMW virkelig lever op til deres nye mundheld: "Efficient Dynamics".

Den relativt kompakte bil er så velkørende, at man næppe kunne ønske sig noget bedre. Kernen i hele den oplevelse er en dieselmotor, som må få selv den mest sejlivede benzintilhænger til at tabe kæben.

Med 177 hk og et bundtræk, som sparker 350 Nm af sig allerede ved 2.000 omdr./min, er der absolut ikke nogen grund til at klage over manglende motorkraft.

At den så samtidig formår at holde et EU-gennemsnit i forbruget på 20,4 km/l diesel er imponerende.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den gode dieseløkonomi er opnået gennem en lang række tiltag. De fleste er skjult under selve kørslen, men et par af den kan man faktisk opleve aktivt. Det ene er gearindikatoren. Den fortæller dig hvilket gear, motoren foretrækker for optimal udnyttelse af kraften.

Det overrasker gang på gang, at den foreslår et gear højere, end man i første omgang selv ville vælge. Men hvis man slavisk følger displayets forslag, så kan man vel med tiden vænne sig til at ligge i det brændstoføkonomiske optimale gear uden at mærke nogen egentlig mangel på effekt.

Jeg ville også gerne have prøvet start-stop-funktionen, men i manualen kunne man læse, at funktionen ikke er aktiv, hvis udendørstemperaturen er under tre grader Celcius. Og det var den desværre den dag i München.

Min eneste væsentlige anke er den danske pris på bilen, som i versionen med standardudstyr (og det er traditionelt for BMW en noget skrabet affære) lægger sig tungt på 473.900 kr.

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger