Produktprisen 2013: Kig på Energihjulet og spar energi

Virksomheden Eoptimo tilbyder energiledelse ude i de danske virksomheder, og her faldt de over et problem: For hvordan får man et overblik over energieffektiviteten i virksomhedernes forskellige segmenter?

En bygning skal måske have energimærket C, mens et serverrum ligger på et B. Og hvordan ser man, hvor det største potentiale for forbedringer ligger?

Energihjulet fra eoptimo kan både give et overblik over en virksomheds nuværende energiforbrug og et fremtidigt billede af sparepotentialet. Illustration: eoptimo

»Derfor udviklede vi Energihjulet, hvor virksomhedens energiforbrug kan deles op på delsegmenter, som man så kan dykke dybere ned i,« forklarer Mathias Krog Steffensen, der er partner i Eoptimo. Han kalder Energihjulet for et værktøj for energikonsulenter til optimeringen af virksomhedernes energiledelse.

Derfor forklarer han også, at man både kan opstille et billede af, hvordan energiforbruget fordeler sig lige nu, men nok så vigtigt, også af de potentialer der er for forbedringer. Er det for eksempel isoleringen, som skal forbedres eller skal nogle ældre enheder i et serverrum udskiftes til nogle med lavere energiforbrug?

Tilsammen kan Energihjulet give virksomhederne et mere nuanceret billede af, hvor optimeret virksomheden er lige nu og potentialet for effektiviseringer.

»Vi havde for eksempel en kunde, som havde fået energimærkningen G. Den primære årsag til denne mærkning var, at deres energiforbrug pr. m2 var meget højt. Men da vi gennemgik virksomheden, viste det sig, at det var to serverrum, som var skyld i det høje energiforbrug. Men netop de to serverrum udgjorde kernen i deres forretning og de lå faktisk på en energimærkning B. Virksomheden burde derfor have fået en rating C på bygningerne og B for serverrummet i stedet for G for det hele,« forklarer Mathias Krog Steffensen.

Energihjulet har blev lanceret sidste år i november, og kunderne har allerede taget godt imod det. Derfor håber Eoptimo at kunne udbrede kendskabet gennem partnerskaber med energirådgivende institutioner og samarbejde med uddannelsesinstitutioner.