Produktprisen 2011: Hegn med jord absorberer vejstøj

Støj er et stadig stigende problem i vores dagligdag, især i byerne, hvor trafikken er den væsentligste årsag til generne. I Danmark er 700.000 boliger generet af trafikstøj over grænseværdien på 55 dB, og mange mennesker er så plaget af støjen fra vejene, at det ikke kun er en daglig gene, men også kan gå ud over deres helbred.

Første nominerede indenfor kategorien 'Energi og miljø', Veronica Teknik, angriber netop dette problem med en ny type støjhegn, som falder i et med naturen: Greensilencer er lavet som et lodretstående jordkammer, der er holdt sammen af profiler af genbrugsplastik, træ eller bambusfibre. Som noget særligt kan man beplante skærmen med vækster og derved få en total grøn støjskærm.

Det har været en udfordring at bygge jordkammeret op, så jorden ikke vælter ud af støjskærmen, men fordelene er klare: Den store mængde jord samt planterne absorberer lyden og hjælper med til, at støjskærmen kan dæmpe støjen maksimalt. Samtidig er alle materialerne fuldstændig genanvendelige.

Tilmelding til Produktprisen 2011

Veronica Teknik har været hurtige til at melde sig til, og deltager derfor i konkurrencen om en særlig lokkemad: Vi trækker lod om tre gavekort i form af 'gavemønter' til A Hereford Beefstouw til en værdi af 1.000 kr. hver blandt alle, der har tilmeldt sig senest den 15. august.

Arbejder du med et spændende, nyt produkt, der fortjener at vinde Produktprisen 2011? Læs mere om prisen og om vilkår for deltagelsen på ing.dk/produktprisen eller tilmeld dig direkte her.

Samarbejdet med Dansk Designcenter betyder, at godt design er et endnu vigtigere konkurrenceparameter i år.

Har du tip til produkter eller spørgsmål angående Produktprisen 2011? Så kontakt Julie Callesen på 3326 5359 eller community@ing.dk.

Dokumentation

Info om Produktprisen 2011

Emner : Støj
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

stadigvæk som et akustisk lavpasfilter?

Jeg har selv boet ved et T-kryds med megen tung trafik - og her var der en jord-støj-vold på ca. 6 meters tykkelse i bunden - naturligvis aftagende mod toppen.

Desværre betyder den lange bølgelængde fra lavfrekvent støj, at denne støj, som stammer fra lastvogne som starter op fra stilstand, stort set ikke bliver dæmpet!

Det ville være interessant at se støj-dæmpningen i [dB] som funktion af støjsenderens frekvens i [Hz] angående dette støjhegn.

Mvh Rune

  • 0
  • 0

Objekter som er tykke, tunge og bløde er typisk gode til at absorbere lavfrekvent lyd. Desværre er lavfrekvent lyd stadigvæk det bedste til at snige sig udenom enhver forhindring. Og for at gøre det hele værre, så er akustik en drilsk ting, da der indgår ganske mange faktorer. Størrelsen af hegnet har meget at sige, og placeringen i forhold til både trafikken og husene som skal skærmes er også vital. Jeg er enig i at det nok vil fungere som et lavpasfilter. Men den resulterende frekvenskurve vil nok variere ganske meget fra situation til situation.

Men det er da en dejligt naturlig løsning. Lad os håbe man snart kan se det i praksis.

  • 0
  • 0

fylder den ikke meget i landskabet, hvilket gør det meget nemmere at få sat op, selv i byerne.

  • 0
  • 0

Noget andet er, at der hvor der er volde som afskærmning oftest bare kaster støjen længere ind i byområdet, med andre ord: "sorteper bliver sendt videre".

  • 0
  • 0

Findes dette produkt i det hele taget på markedet? Det findes tilsyneladene ikke på nettet, ikke at alt er på nettet men alligevel, det er da lidt mistænkeligt.

  • 0
  • 0

Klassiske støjmure af glas, beton eller metal har typisk en hård og glat overflade, så meget af støjen kastes tilbage. Hvis der gror planter (f.eks. vedbend) i den omtalte mur, er overfladen både porøs og blød, så mindre støj bliver kastet tilbage. En tæt bevoksning vil også gøre muren pænere at se på.

En lignende ide er brugt før: Støjmure laves af store sten mellem to vægge af kraftigt stålgitter, og der plantes slyngplanter nede ved bunden. Efter nogle år vil slyngplanterne helt eller delvist dække stenene. Denne model er brugt meget omkring metroen på Amager.

Fordelen ved at bruge sten i stedet for jord er, at det ikke skyller væk. Til gengæld vil det være billigere og nemmere at bygge en jordfyldt væg.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten