Produktpris 2013: Supereffektiv Grundfos-motor halverer energiforbruget

Hver gang Grundfos er på banen med en ny pumpeserie, overraskes man over, hvor effektive de er blevet, og at der stadig er flere besparelser at hente. Det er ikke bare selve pumpen, der skal optimeres, der er også motoren, som driver pumpen.

Det viser den nyeste serie af motorer. Her har ingeniørerne formået at reducere energiforbruget med helt op til 55 procent i forhold til en pumpe med en ureguleret standard-asynkronmotor. Dem er der rigtig mange af, fortæller Preben Poulsen, der er ansvarlig for Grundfos’ globale program for motorer og drives:

»Vi vurderer, at der bare i Europa er installeret to millioner pumper, der ikke er hastighedsreguleret, og hvor motoren er en gammeldags asynkronmotor. Hvis de blev skiftet ud med vores nye motor, ville det spare 2,7 TWh, eller hvad der svarer til elforbruget for 1,6 millioner indbyggere i EU per år,« siger han.

For en motor på 1,1 kW kombineret med en pumpe har Grundfos beregnet den totale virkningsgrad til 49,5 procent.

Den nye motorserie har fået navnet MGE og består af en synkronmotor med permanente magneter og en frekvensomformer. Det er selvfølgelig set før, men Grundfos har foruden en overlegen virkningsgrad i det samlede system af motor og frekvensomformer formået at indbygge en række nye teknisk tilføjelser.

Læs også: Nu skyder vi dysten om Produktprisen 2013 i gang

Systemet kommer til at overgå de kommende IE4-niveauer, som er ved at blive defineret.For eksempel kan pumpen fjernbetjenes via en smartphone udstyret med en dongle. Kommunikationen mellem smartphone'n/donglen og pumpen sker via radiokommunikation baseret på IEEE 802.15.4 standarden - den samme standard som Zigbee benytter

Den nye kombination af motor og pumpe er primært rettet mod industrien og cirkulationspumper i større bygninger. Ifølge Preben Poulsen har en af de store udfordringer med den nye motor været at få den tilpasset alle de forskellige pumpetyper og markeder, som Grundfos råder over:

»Derfor har vi forsøgt at modularisere opbygningen, så hvert marked kan skræddersy funktionaliteten til lige netop deres kunders behov,« siger han.

Indtil videre har kunderne taget godt imod den nye motor, som ikke koster mere end de produkter, Grundfos hidtil har kunnet levere:

»Kunder får dermed både alle de nye funktionaliteter og kan putte hele energibesparelsen i sin egen lomme,« siger Preben Poulsen.

Klemkassen til den nye motor bygges i Bjerringbro, mens resten af produktionen foregår på Grundfos’ fabrik i Ungarn. Derfra sendes motoren ud til Grundfos’ pumpefabrikker rundt om i verden.