Produktpris 2013: Selvhejsende kran skifter tunge vindmøllekomponenter

Når de tunge komponenter i en vindmølle skal skiftes, køres store og dyre kraner ofte i stilling. Men den danske virksomhed Liftra, der har specialiseret sig i vindmøller, har udviklet en kran, der selv ‘kravler’ op i toppen af vindmøllen og derfra kan løfte gear, aksler, lejer og generatorer op og ned. To kravle-kroner monteret parallelt kan sågar løfte hele rotoren op og dermed spare dyre mobile kraner.

Ved hjælp af et taljesystem og et spil på jorden er kranen i stand til at 'kravle' op ad to wirere til mølletoppen. Illustration: liftra

Kranen har fået navnet ‘Self Hoisting Crane’, og den kan stilles op på en enkelt dag. Den kan operere i vindhastigheder på op til 18 m/s, og alt udstyret ligger i en 40-fods container.

»Vores store marked ligger i USA. Der er vejene ud til vindmølleparkerne ofte i så dårlig stand, at mobilkranerne skal skilles ad og transporteres på op til 20 lastvogne,« forklarer udviklingsingeniør Nicolai Barrett:

For at få kranen op i toppen af møllen bruges møllens interne kran til at løfte en lille kran op i nacellen. Den kan løfte 500 kg og bruges til at få et fundament til den store kran på plads. Med en specialudviklet taljeblok og to wirer er det nu muligt at trække selve kranen op til nacellen.

Wirerne er forbundet til et spil på jorden. Når man ‘trækker’ i spillet på jorden, vil kranen ‘kravle’ op ad de to wirer. Når den ankommer til nacellen, monteres den på fundamentet og er klar til at løftet de tunge komponenter op og ned.

»Den kran, vi har nu, er udviklet til at blive monteret på en 1,5 MW-mølle fra General Electric. Men vi arbejder også på en model, der passer til Siemens 2,3 MW. Senere vil vi nok udvikle kraner til Vestas V80 og V82,« fortæller Nicolai Barrett.

Han forventer desuden, at Liftra vil gå ind på havmølleområdet med de selvhejsende kraner.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Jeg har lidt svært ved at se hvordan dette produkt kan overholde regel nummer 1 for indstilling til produktprisen:

1.Produktet anvender enten ny teknologi eller kendt teknologi på en ny måde.

Dette produkt er, ifølge artiklens beskrivelse, på alle måder fuldstændig identisk med VTC som blev udviklet for Vestas i 2010.

http://ing.dk/artikel/kran-robot-pa-53-ton...

Jeg synes dog stadig at konceptet er genialt!

  • 1
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten