Producent: Danskerne bliver vildledt om biodiesel
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Producent: Danskerne bliver vildledt om biodiesel

Prisen på raps er blevet et af hovedpunkterne i en strid om miljøgevinsten ved biodiesel.

I januar konkluderede Institut for Miljøvurdering i en rapport, at biodiesel, som hovedsageligt fremstilles af rapsolie, er en meget dyr løsning til at nedbringe CO2-udslippet.

Men beregningerne ligger langt fra virkeligheden, fordi instituttet bruger en urealistiske pris på raps, siger Danmarks eneste producent af biodiesel, Emmelev, som bakkes op af Dansk Landbrugsrådgivnings Landscenter.

Instituttet beregner i rapporten, at prisen for at reducere CO2-udslippet med et enkelt ton er 860 kroner. Samme resultat er at finde i Teknologirådets rapport fra december 2006 - også her er det Institut for Miljøvurdering, der har lavet beregningerne.

Udvandrede fra arbejdsgruppe

Tallene undrer direktør Bjarne Simonsen, Emmelev.

»Så sent som i maj 2006 kom Institut for Miljøvurdering med en samfundsøkonomisk beregning for biodiesel med et resultat på 60 kroner pr. ton CO2. Derefter ændrede de forudsætningerne for beregningerne og kommer nu frem til et resultat på 860 kroner,« fortæller han.

Emmelev var repræsenteret i en arbejdsgruppe i forbindelse med Teknologirådets rapport i 2006. Ifølge Kent Gordon, der var Emmelevs repræsentant i arbejdsgruppen, blev resultatet af rapporten fuldstændig ændret, efter at den havde været sendt til kommentarer uden for gruppen hos forskellige myndigheder.

»Jeg fortalte, at vi ikke ville være en del af rapporten, hvis konklusionen ikke blev den, vi havde været enige om, og som vi var kommet frem til efter et halv års arbejde,« fortæller han.

Kent Gordon mener, at Institut for Miljøvurdering ikke kunne stå for presset udefra og derfor tog ændringerne med i rapporten. Han valgte derfor at forlade arbejdsgruppen.

Ned under 100 kroner per tons

Kent Gordon fremhæver, at Institut for Miljøvurdering har sat rapsprisen til 2,40 kroner pr. kilo, mens markedsprisen ligger i nærheden af 1,85 kroner pr. kilo.

Han bliver bakket op af Christian Haldrup, der er landskonsulent for Dansk Landbrugsrådgivnings Landscenter.

»Det tal, Institut for Miljøvurdering kommer med, kan jeg slet ikke genkende. Priserne for raps kan man finde på rapsbørsen for det internationale marked. I øjeblikket ligger priserne mellem 1,95 og 2,00 kroner pr. kilo og fem til ti øre af den pris går til transporten mellem landmanden og eksempelvis oliemøllen,« forklarer han.

Forskellen fra cirka 1,85 kroner pr. kilo raps og 2,40 kroner pr. kilo giver ifølge Kent Gordon en stor forandring i selve resultatet.

»Alene ved at sætte realistiske priser for rapsfrø og rapskager ind, ville man være kommet ned under 100 kroner pr. ton CO2,« siger han.

Institut: Vi sammenligner med danske forbrugerpriser

Institut for Miljøvurdering står uforstående over for kritikken.

» Vi bruger jo netop en pris på 1,82 kroner, som er baseret på forventede fremtidige priser over de næste 20 år. Vi har brugt internationale markedspriser. For at de kan sammenlignes med danske forbrugerpriser, har vi som det sig hører og bør ganget en faktor på,« forklarer seniorøkonom Uffe Nielsen.

Den pågældende faktor er nettoafgiftsfaktoren. Den bruges til at korrigere en pris, så den kan sammenlignes med andre priser i en samfundsøkonomisk analyse.

Kent Gordon mener ikke, at den metode giver et reelt billede af markedet. Prisen på raps bestemmes af markedet, mener han.

»Det interessante er ikke, hvordan de er kommet frem til 2,40 kroner. Det er de 2,40 kroner, der er interessante. Prisen på raps er nemlig ikke 2,40 kroner pr. kilo,« siger han.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten