Problemer med næsekappen på ny Orion-rumkapsel
De første afprøvninger af næsekappen til Nasas nye Orion-rumkapsler har afsløret problemer. Et af dets tre paneler kunne ikke separeres som planlagt.
Orion er Nasas rumkapsel til bemandede missioner ud i rummet - til asteroider og med tiden til Mars. Den første prøveopsendelse af en ubemandet Orion-kapsel skal finde sted til september næste år og kaldes Exploration Test Flight 1 (EFT-1).
Med blot 15 måneder tilbage før denne første opsendelse er Nasa i gang med at afprøve den næsekappe, der skal beskytte Orion-kapslen under den første del af opsendelsen. Efter opsendelsen skal næsekapslen kastes bort, inden Orion-kapslen kan frigives.
Hvert segment i næsekappen er 4,2 meter højt og 4 meter bredt. De skal kastes bort i 17 kilometers højde. Ud over at beskytte Orion-kapslen skal næsekappen støtte redningstårnet i toppen af raketten, der benyttes til at trække kapslen med astronauter fri i tilfælde af problemer på rampen eller under den første del af opsendelsen.
Testen foregår hos Lockheed Martin i Sunnyvale i Californien. De tre dele af næsekappen skal frigøres ved hjælp af små sprængladninger og -bolte.
Nasa oplyser, at fejlen tyder på interferens. Når undersøgelserne af problemet er afsluttet, vil Nasa ændre kredsløbet til frigørelsessystemet.
Nasas vicedirektør for den bemandede udforskning af rummet, Dan Dumbacher oplyser til America in Space, at det er denne slags problemer, der viser sig, når man skal udvikle komplicerede systemer til bemandede rummissioner.
Nasa afprøver Orion og dens systemer på en lang række områder for at sikre sig, at alt fungerer, som det skal, når de kommer i rummet.
Lockheed Martin og Nasa planlægger endnu en afprøvning senere i løbet af sommeren. Her vil man ikke blot udsætte systemet for de forventede mekaniske påvirkninger, men også de forventede termiske påvirkninger under afprøvningen. Et af de tre paneler bliver varmet op til 93 grader celsius, hvorved panelet udvider sig og ændrer opførsel.
