Private og virksomheder er forsvarsløse over for illegale droner
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Private og virksomheder er forsvarsløse over for illegale droner

Virksomheder og private har ingen muligheder for at forsvare sig mod droner eller stoppe dronerne, hvis de gør noget ulovligt. De eksisterende forsvarssystemer er nemlig ulovlige at bruge for andre end Politiet, Forsvaret og Politiets Efterretningstjeneste.

Derfor er virksomheder og private forsvarsløse, hvis de oplever, at en drone chikanerer dem.

I England er droner blandt andet blevet brugt til at fotografere PIN-koder, smugle ting ind i fængsler og til at krænke privatlivets fred. Med en fart på mere end 100 kilometer i timen kan de filme detaljeret fra lang afstand. Og så koster de kun et par tusind kroner.

Som privatperson er der ikke noget, man kan gøre inden for lovens rammer /Dan Hermansen.

»Selv hvis forsvars-systemerne blev lovlige, er de alt for dyre til, at mindre virksomheder og private har råd til dem,« fortæller Dan Hermansen. Han er produktionsdirektør i den danske virksomhed Mydefence, der i løbet af de seneste år har opfundet og videreudviklet et system, der kan jamme forskellige typer droner, og på den måde stoppe dem i deres foretagende.

Selvom det ifølge ‘Statens bestemmelse om luftfart med ubemandede luftfartøjer’ allerede er ulovligt at overflyve byområder med droner, ser man med jævne mellemrum folk gøre det alligevel.

Læs også: Nyt forsvarssystem jammer dronesignaler

Diverse ballistiske systemer, der skyder droner ned eller tvinger dem til jorden med net, er heller ikke lovlige i private hænder. Man kan altså ikke gøre andet end at ringe til politiet.

Politiet arbejder stadig på retningslinjer

Men politiet fortæller til Ingeniøren, at de endnu ikke vil oplyse, præcis hvordan de vil håndhæve loven, hvis nogen bryder den med droner.

Ifølge kommunikationsrådgiver hos Rigspolititet, Michael Skov Jensen, skyldes det, at man hos Politiet endnu er i gang med at ‘fastsætte retningslinjer for, hvordan politiet skal agere over for droner’. Politiet frygter, at man vil ‘forplumre debatten’, hvis man begynder at fortælle om, hvordan politiet vil gribe den nye dronelov an, inden det ‘ligger helt klart’.

Det på trods af at det siden droneloven blev vedtaget tilbage i maj 2016 har været ulovlig at flyve i blandt andet bebyggede områder. Den 1 september træder den første af to bestemmelser i kraft og fra den dato vil det også være strafbart at flyve med droner i erhvervsøjemed.

Læs også: Folketinget vedtager ny lov om dronekørekort

Michael Skov Jensen oplyser desuden, at politiet heller ikke ved, hvor meget kriminalitet, droner indgår i på landsplan. Politiet kan nemlig ikke søge efter drone-kriminalitet i deres database, som de kan med mere almindelige kategorier som vold, blufærdighedskrænkelse og så videre.

Ingeniøren ville gerne have stillet Politiet en række uddybende spørgsmål. Selvom det nu er to uger siden Ingeniøren første gang bad om et interview med en ansvarlig, er det endnu ikke lykkes.

Ulovligt forsvar

Når sikkerhedsforanstaltninger, som MyDefences droneskjold ikke må bruges, er det fordi det er baseret på jamming, der forstyrrer dronernes signaler og tvinger dem til at lande eller vende om. Selvom signalforstyrrelsen er målrettet det smalle spektrum, den enkelte drone kommunikerer over, er det trods alt en signalforstyrrelse, der potentielt kan skade andre, vigtige signaler. For eksempel telefonsignaler, wifi eller radiosignaler.

Læs også: Brændselsceller skal holde droner i luften i timevis

Vil man ikke jamme dronen, kan man forsøge at skyde den ned, men også det er ulovligt i alt, der kan betegnes som ‘bymæssig bebyggelse’. Uanset om dronen flyver på ens egen grund eller ej.

Til gengæld er det fuldt lovligt at købe en radar, så man trods alt kan se, om der er en drone i luften i nærheden af én. I så fald er man i det mindste opmærksom på, at man ikke er alene.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Sad under min markise. Pludselig en infernalsk summen, så jeg troede en bisværm havde sat sig i det nærtliggende træ. Så ud og op - og der hang den stille - midt over villakvarteret i Kongens Lyngby. Gik umiddelbart ind igen, hvorefter den tog videre i høj hastighed.

Funderede lidt over, hvem der ejede den og hvad den gjorde. Undersøgte om der var klar til indbrud var min første tanke - og er vel stadig den fremherskende, for hvorfor hænger en sådan svend over mit hus og hvordan kan den i høj hastighed og lige linie for de første mindst 500 meter flyve videre. Står operatøren langt væk og navigerer efter hvad han ser fra kameraet?

Tænkte efterfølgende om en laserpen ville ødelægge kameraet. Kan den det? Hvor kraftig skal den være?

  • 2
  • 0

Jeg håber ikke det bliver lovligt for private at anskaffe sig "flak-kanoner" eller lign. antiluftskyts til at nedskyde droner man har en ide om at der måske overflyver ens nærområde på ulovligste vis... Hvad hvis naboen spiller for højt musik? Må jeg så nedskyde hans dagligstue i et forsøg på at ramme højtaleren? Politiet har jo for travlt til at rykke ud...

Hvis der foregår noget ulovligt, så kontakt politiet... Med mindre at man altså kan se droneføren og selv kan tage en snak med vedkommen... Vi skal ikke have et selvtægtssamfund hvor den med det bedste våbensystem har ret...

  • 2
  • 0

Sådan en fætter vil vel altid være rimeligt tæt på, så hvis man er skrap til det med en slangebøsse, så kan vi jo altid snakke om det med det lovlige bagefter.
Eller også skulle man til at lære at bruge en stenslynge, den var jo også efter sigende ret effektiv.

Så ud og op - og der hang den stille - midt over villakvarteret i Kongens Lyngby. Gik umiddelbart ind igen, hvorefter den tog videre i høj hastighed.


Sjovt, den beretning minder faktisk om mange UFO beretninger.

  • 0
  • 0