Private rumfirmaer i kapløb om små raketter
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser og accepterer, at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Private rumfirmaer i kapløb om små raketter

Opsendelsen af Rocket Labs Electron-raket 25. maj fra verdens første private rumhavn gik godt, men raketten nåede ikke helt i kredsløb i denne omgang. Det er dog fortsat planen at gennemføre den første kommercielle flyvning i år. (Foto: Rocket Lab)

Ordrebogen er åben hos amerikanske Rocket Lab. Firmaet tilbyder at sende små satellitter i kredsløb om Jorden fra en privat rumhavn i New Zealand – uagtet at det ikke er lykkedes at sende noget i kredsløb endnu.

Det gælder nemlig om at være fremme i skoene på det marked for opsendelser, som efter alt at dømme vil udvikle sig med stormskridt i de kommende år.

For rumfart er blevet big business, og mange små spillere prøver ihærdigt at vokse sig store og få en bid af den kage, der hidtil har været forbeholdt firmaer som Ariane­space, United Launch Alliance, International Launch Services, Orbital ATK og SpaceX.

Da Rocket Lab 25. maj opsendte den 17 meter lange totrinsraket Elec­tron, var det for at bringe sig forrest i det nye rumkapløb. Raketten kom godt ud i rummet, men af endnu ukendte årsager nåede den ikke helt i kredsløb, hvor den skulle have frigivet en dummy-satellit. Alligevel er Rocket Labs stifter og direktør, Peter Beck, godt tilfreds og ser frem til to testflyvninger mere og første kommercielle flyvning inden nytår.

Planen er at levere opsendelser til en pris af 4,9 millioner dollars stykket, og det får man ellers ikke meget rumraket for. SpaceX forlanger 12-13 gange så meget for en opsendelse af Falcon 9, dog med rabat, hvis man booker en genbrugsraket.

Men raketterne kan da heller ikke sammenlignes, for hvor en Falcon 9 kan løfte 22.800 kg i kredsløb, må satellitterne til opsendelse med Elec­tron højst veje 150 kg.

Fleksibilitet for små kunder

Det er altså svært at slå SpaceX på prisen pr. kilogram, der skal i rummet, men det er heller ikke Rocket Labs ærinde. I stedet tilbyder firmaet en fleksibilitet, som ikke kan fås med de mere veletablerede rumfartsfirmaers langt større raketter.

I dag kan man ikke få sendt en nano- eller mikrosatellit i rummet, når man har lyst. Man må pænt vente, til man kan få et lift sammen med en stor satellit, der skal nogenlunde samme vej. Og som enhver blaffer ved, kan der gå lang tid, før man bliver samlet op, og ventetiden kan være frustrerende.

Virgin Orbit med rigmanden Richard Branson i spidsen vil give totrinsraketten LauncherOne en flyvende start. Den skal droppes fra en jumbojet i omkring 10 kilometers højde, før den antændes. Dermed kan Virgin Orbit klare sig uden en rumhavn. LauncherOne skal kunne sende en last på 300 kg i kredsløb 500 km over jordoverfladen. (Foto: Virgin Orbit)

Endnu værre er det, at man i dag ikke kan vælge præcis den bane, man vil have sin satellit op i. Det fortæller Lars Alminde, der er direktør for produkter og innovation i firmaet GomSpace, der udvikler nanosatellitter:

»De nye raketter kan give en større fleksibilitet til at ramme specifikke baner. Hvis man skal have en global konstellation af satellitter, vil man gerne have sendt dem op i flere forskellige baner relativt hurtigt efter hinanden. Det kan man få gjort med de små raketter. Så slipper man for at betale for overskydende kapacitet i store raketter, og samlet set bliver det billigere.«

Kæmpekonstellationer på vej

Fra New Zealand kan Electron-­raketten sende små satellitter op i solsynkrone polære baner, som er perfekte til satellitter, der skal tage billeder af vores klode. Blandt Rocket Labs første kunder er Planet, som netop har specialiseret sig i at sælge dagsaktuelle billeder af hver en plet på Jorden ved hjælp af en flåde af små satellitter.

Med sådanne billeder kan landmænd lettere holde øje med markerne, forskere kan bedre overvåge miljøet, og myndighederne kan opdage illegal skovhugst eller bestemme omfanget af en naturkatastrofe – for bare at nævne nogle eksempler.

At Planet er en seriøs kunde understreges af, at firmaet allerede har 149 små satellitter i kredsløb i en højde af cirka 500 km. Hele 88 af dem blev sendt op med den samme indiske PSLV-raket i februar, men der skal flere til.

Kunderne står i kø

En anden kunde er Spire, som bruger en flåde af nanosatellitter til overvågning af den globale skibstrafik og til vejrudsigter. Både Planet og Spire bruger 3U-cubesats, der blot måler 30x10x10 cm og vejer omkring 4 kg – repræsentanter for en ny generation af ganske små, kommercielle satellitter.

Ud over jordobservation og overvågning kan små satellitter f.eks. levere internet-bredbånd til kunder, der ellers ikke har mulighed for at få det – et område, firmaer som OneWeb, SpaceX, Samsung og Boeing har fremskredne planer inden for, og som kræver meget store satellitkonstellationer med mange hundreder eller tusinder af satellitter.

Der skal altså nok blive nok at lave for de firmaer, der ikke alene formår at bygge billige raketter, men også kan finde gode steder at opsende dem fra og få alle de nødvendige aftaler med myndighederne.

Men det er ikke billigt at udvikle rumraketter, og de fleste af de små startups har svært ved at skaffe investorer. Det er lige nu, det gælder om at vise sit værd.

Innovation får prisen ned

Mange af firmaerne forsøger sig med innovativ teknologi for at nedbringe prisen. For eksempel er det meste af en raketmotor fra Rocket Labs 3D-printet, og den forsynes med flydende brændstof af en batteridrevet turbopumpe.

Raketfirmaet ARCA går mere radikalt til værks og vil forsøge at spare penge ved at nøjes med ét rakettrin (single-stage-to-orbit) i raketten Haas 2CA. Her skal den traditionelle raketmotor med en raket­dyse erstattes med en såkaldt aero­spike-motor, der i teorien er mere effektiv, og brændstoftankene skal konstrueres af lette kompositmaterialer. ARCA har som mål at kunne opsende 100 kg for en million dollars fra slutningen af 2018.

ARCA Haas 2CA ligner ingen andre rumraketter, for den har kun ét rakettrin og en såkaldt aerospike-­motor. Den er i teorien mere effektiv end en traditionel dyse-motor, og firmaets mål er at kunne opsende 100 kg for en million dollars ved slutningen af næste år. (Foto: ARCA)

Rigmanden Richard Branson har valgt en anden vej. Han vil give rumraketterne en flyvende start i firmaet Virgin Orbit. På den måde slipper han også for at bekymre sig om rumhavne. En Boeing 747 skal løfte totrinsraketten LauncherOne op i en højde af 10-11 km, hvorefter den frigives og klarer resten af turen ud i rummet selv. Raketten skal kunne løfte 300 kg op i en bane 500 km over jordoverfladen, og den skal snart ud på sin jomfrutur. Orbital ATK har længe brugt samme teknik til opsendelse af Pegasus-raketterne, men Virgin Orbit vil gøre det meget billigere.

En lang liste

Blandt de øvrige deltagere i dette rumkapløb kunne man nævne Interorbital Systems, Vector, Orbital Access, PLD Space og en del kinesiske firmaer, der arbejder med spændende, ny teknologi. Listen er alenlang, men de fleste vil løbe tør for penge, før de får sendt raketter i kredsløb.

»Globalt set er der 30-40 virksomheder, der prøver at udvikle små raketter. Vi vil se en udskilning, så der kun bliver nogle få af dem tilbage,« som Lars Alminde siger det.

Rocket Lab bliver sikkert et af de firmaer, der klarer skærene, og de kommende år må vise, hvem der ellers kan levere varen: en billig og pålidelig raket, der kan bringe små satellitter godt til vejrs.