Privat SpaceX-konkurrent tester bremser i ørkenen

Det private rumfly Dream Chaser begynder de første optakter til prøveflyvninger fra Nasas Dryden Flight Research Centre i det sydlige Californien.

Dream Chaser er det private rumfirma Sierra Nevada Corporations bud på fremtidens fartøj til opsendelse af astronauter. Firmaet kæmper mod SpaceX’s kommende bemandede Dragon-kapsel og Boeings kommende CST-100-rumkapsel om at betjene Nasa med bemandede opsendelser fra 2017.

Læs også: De skal bygge rumfærgernes afløsere

De nye rumkapsler skal således udfylde det hul, som opstod, efter at rumfærgerne forrige år blev sendt på pension.

I mellemtiden sendes alle amerikanske astronauter op til rumstationen på de russiske Soyuz-kapsler, hvor Nasa har købt sæder.

Den første prototype på Dream Chaser ankom til Nasas Dryden Flight Research Centre fra Colorado i sidste uge og er nu ved at blive gjort klar til de første afprøvninger. Disse kommer til at omfatte at blive trukket hen ad landingsbanen efter en lastbil for at afprøve landingsstellet og dets bremsesystem.

Efterfølgende vil Dream Chaser bliver løftet op under en helikopter for at undersøge de belastninger, som rumflyet bliver udsat for under flyvningerne.

Læs også: Private testpiloter bliver de første på rumfærgernes efterfølger

Disse er forberedelserne til de egentlige første ’frie’ flyvninger, hvor Dream Chaser bliver frigivet fra helikopterne og selv skal svæve ind til landing.

Jim Voss, der er vicedirektør for Space Exploration Systems i Sierra Nevada Corp., siger til space.com, at de kommende afprøvninger bliver de første, hvor Dream Chaser afprøves i fuld skala, og hvor rumflyet selv skal lande på en landingsbane.

Han påpeger, at de efterfølgende prøveflyvninger skal benyttes til at afprøve flyets aerodynamiske egenskaber og dets styresystem, som skal benyttes, når det vender hjem fra rummet.

Sierra Nevada Corp. har benyttet Nasas erfaringer med HL-20 som basis for designet af rumflyet. Rumflyets skrog er fremstillet af kulstoffibre, og det får plads til syv astronauter. Det er ni meter langt og har et vingefang på syv meter.

Læs også: Nasa køber igen sæder hos russerne

Dream Chaser udvikles til at være meget billigere i drift og mere effektivt end rumfærgerne. Mange af rumflyets systemer er genbrug af eksisterende teknologi.

Landingsstellet er f.eks. fra et F-5E Tiger-jagerfly. Det forreste landingshjul er afløst af en mini-ski, forsynet med elektroniske aktuatorer.

Dream Chaser skal sendes op fra toppen af en Atlas-5-raket. Herefter vil den indhente rumstationen og være tilkoblet i op til seks måneder ad gangen, inden den vender tilbage til Jorden som et svævefly og lander på en landingsbane på Kennedy-rumcenteret i Florida.

Den første opsendelse forventes omkring 2017.