Privat rumraket opsendt efter et års forsinkelse

Det private rumfirma Orbital Sciences Corporations fik søndag opsendt sin Antares-raket i tredje forsøg.

To tidligere opsendelsesforsøg fredag og lørdag var blevet udsat på grund af mindre tekniske problemer og kraftige vinde.

Opsendelsen havde før da været udsat i over et år på grund af tekniske problemer med systemet til påfyldning af brændstof.

Antares-raketten blev opsendt kl. 23.00 dansk tid fra den nye rampe 0A på Nasas Wallops Flight Facility i staten Virginia på den amerikanske østkyst. Det er den hidtil største raket, som er blevet opsendt fra dette rumcenter.

Opsendelsen skal bane vejen for de første kommercielle opsendelser med forsyningsfartøjet Cygnus til rumstationen for Nasa under en kommerciel kontrakt.

Inden det kommer dertil, skal der dog gennemføres endnu to demonstrationsflyvninger. Firmaet har ifølge space.com investeret over 1,8 mia. kroner i henholdsvis kapsel og raket.

Læs også: Privat rumraket klar til opsendelse efter et års forsinkelse

Den 40 meter høje raket består af to trin. Den bliver drevet af to Aerojet AJ26-raketmotorer med flydende brændstof. De er moderniserede udgaver af gamle russiske N-1-måneraketmotorer, som er blevet købt af Rusland.

Med på raketten var en testlast, kaldet A-ona, på 3,8 ton. Denne simulerer vægten på den kommende Cygnus-forsyningskapsel og havde 70 sensorer med for at holde øje med, hvordan raketten fungerede.

Det eneste mindre problem efter opsendelsen var en minimal græsbrand, som affyringen satte i gang ved affyringsrampen.

Læs også: Dårligt vejr udsætter rumkapsels hjemtur fra rumstationen

Ti minutter efter opsendelsen var testkapslen i kredsløb om Jorden i 250 kilometers høje. A-Ona forventes at forblive i kredsløb i to uger, inden den falder ned i atmosfæren og brænder op.

Foruden A-Ona medbragte raketten tre mindre minisatellitter kaldet Alexander, Graham og Bell. De var en del af et eksperiment for Nasas Ames Research Center.

Orbital Sciences Corporations har sammen med konkurrenten SpaceX kontrakt med Nasa på en række kommercielle opsendelser af forsyninger til rumstationen.

Mens SpaceX allerede har gennemført to af deres 12 flyvninger, mangler Orbital Sciences Corporations stadig to prøveflyvninger, inden den første operationelle opsendelse kan foretages.

Emner : Raketter