Privat rumraket klar til opsendelse efter et års forsinkelse

Lørdag kørte det private rumfirma Orbital Sciences Corporation langt om længe deres første Antares-raket ud på rampen til sin jomfru-opsendelse den 17. april.

Opsendelsen har været udsat i over et år på grund af tekniske problemer med systemet til påfyldning af brændstof.

Antares-raketten blev kørt ud på rampen på Nasas Wallops Flight Facility, Mid-Atlantic Regional Spaceport lørdag morgen lokal tid. Herefter blev den 40 meter høje raket rejst op.

Raketten består af to trin og vil i de kommende dage blive testet en sidste gang, og der skal foretages en prøvenedtælling inden den egentlige opsendelse. Opsendelsen er fastsat til mellem den 17. april kl. 23.00 og den 18. april kl. 02.00.

Programdirektør for Antares Michael Pinkston fra Orbital Sciences Corporation påpeger over for spaceflight.Now, at med raketten ude på rampen skulle de værste problemer være overstået, og alt er klar til den forestående opsendelse.

Opsendelsen kommer efter fem års samarbejde med Nasa under en privat kommerciel opsendelseskontrakt. Opsendelsen medbringer en dummy-last, der skal ligne firmaets Cygnus-rumkapsel, der senere skal bringe forsyninger og eksperimenter op til Den Internationale Rumstation.

Dette bliver den første af to planlagte prøveopsendelser, der er aftalt mellem Orbital Sciences Corporation og Nasa. Hvis denne opsendelse forløber som planlagt, vil firmaet til sommer gennemføre endnu en opsendelse, denne gang med en Cygnus-kapsel om bord. Cygnus-kapslen skal levere forsyninger til rumstationen under den anden prøveflyvning.

Orbital Sciences Corporation har sammen med SpaceX kontakter med Nasa på en række kommercielle rumflyvninger til rumstationen for Nasa. SpaceX har allerede gennemført de første to af deres 12 aftalte opsendelser. Ud over de to prøveopsendelser skal Cygnus flyve otte gange til rumstationen.

Nasa samarbejder også med tre private rumfirmaer om at udvikle kommercielle rumkapsler til bemandede opsendelser. Her er Orbital Sciences Corporation ikke med. De håber i stedet på at kunne benytte Antares-raketten til kommercielle opsendelser af satellitter.

Firmaet har tidligere udviklet Pegasus- og Minotaur-raketterne. Med Antares er det første gang, firmaet udvikler en raket med flydende brændstof.

Læs også pressemeddelelsen fra Nasa

Emner : Radarer