Transformationen fra tung, forurenende industrination til moderne effektiv og klimavenligt samfund vil blive dyrt for briterne.
Sådan lød det fra den britiske energiminister Chris Huhne under sidste uges møde i European Future Energy Forum i London.
»Der bliver tale om imponerende summer. Det vil kræve 200 milliarder pund (knap 1.700 milliarder kroner) at genopbygge vores energiinfrastruktur inden udgangen af dette årti. Omfanget er ufatteligt,« sagde Chris Huhne.
Storbritannien står midt i de største underskud i fredstid nogensinde. Ifølge Huhne skyldes det ikke mindst indflydelsen fra Londons finansielle sektor, der har skadet produktionen og efterladt briterne i 'et gigantisk rod'.
Men for at komme oven på skal briterne så at sige drage fordel af sin egen elendighed, lød det fra Huhne. Det skal ske gennem en sand energirevolution, der skal gøre op med Storbritanniens 'giftige' arv og skabe et moderne samfund baseret på klimavenlige energiteknologier og energibesparelser.
»Vi vil levere den transformation, vi så desperat har brug for,« sagde Chris Huhne.
Massivt sats på offshore-vindkraft
De 200 milliarder pund, det vil kræve at sikre en klimavenlig energiforsyning i 2020, skal blandt andet komme fra en grøn investeringsbank.
Samtidig er målet, at yde en stor, men endnu ukendt engangsinvestering til at energieffektivisere de britiske hjem frem mod 2050 og samtidig indføre intelligente elmålere. Det er helt afgørende, for briterne bruger i dag lige så meget energi på at opvarme hjemmene som i Norge, Sverige og Finland, understregede Huhne.
Samtidig satser briterne massivt på offshore-vindkraft, blandt andet fordi man står til at miste 22 GW elproduktion fra forældede kraftværker over de kommende ti år. Og selv om Huhne ikke nævnte atomkraft specifikt i sin tale, vil der også her flyde massive summer i jagten på mindre CO2-udslip.
Med vanlig britisk omstillingsevne sørgede Chris Huhne i sin tale for at reklamere for udenlandske investorer, der vil smide penge efter klimavenlige teknologier.
Ifølge hans ministerium vil det globale marked for klimavenlige produkter og services stige til 4.000 milliarder pund i 2015. Alene i Storbritannien vil markedet udgøre 100 milliarder pund.
»Storbritannien er et af de bedste steder at investere i grønne teknologier. Vi har viljen, incitamentet og det rette marked med langsigtede mål. Vi har et dybt finansielt marked til at mobilisere kapital og et system, der fremmer konkurrencen. Endelig har vi en regering, der vil velkommen udenlandske investorer,« lød det fra energiminister Chris Huhne.
Dokumentation
