Pris for ny norsk boreplatform: 42 milliarder kroner

174 millioner tønder olie håber nordmændene at hente i Goliatfeltet under Barentshavet 85 kilometer nordvest for Hammerfest. Men den såkaldte FPSO, den flydende produktions- og lagringsenhed, der ligesom oliefeltet har fået navnet Goliat, lader vente på sig.

Først skulle Goliat være færdigbygget i maj måned i år, skriver Teknisk Ukeblad. Det blev så udsat til juni. Nu forventes flyderen først at ramme feltet i 2015, men samtidig også til en noget anden pris end de 28,6 milliarder norske kroner, som Stortinget godkendte projektet til i 2009.

Prisen er nu på 45,9 milliarder norske kroner (42 milliarder danske kroner) for den 75 meter høje konstruktion. Energiselskabet Eni, der ejer 65 procent af rettighederne til feltet, meldte prisstigningen ind til den norske regering tidligere i maj måned, men nu har Teknisk Ukeblad fået indsigt i forklaringen på ekstraomkostningerne.

Eni oplister følgende som forklaring på fordyrelsen af platformen:

  • Generelle prisstigninger i industrien
  • Ekstraomkostninger for at færdiggøre konstruktionsarbejdet på flyderen
  • Transport af flyderen
  • Ekstra undervandsarbejde
  • Modifikationer af boreriggen
  • Forsinkelser på installationsarbejdet til havs
  • Tilsyn med projektet

Goliat bliver bygget på Hyundai-værftet i Korea, og det er ifølge Teknisk Ukeblad ikke første gang, at asiatiske byggeprojekter bliver ramt af forsinkelser og meromkostninger. Det hedder sig, at de er dygtige til at bygge skelettet til skibe og platforme, men ikke til det øvrige ingeniørarbejde.

Eksempelvis har man måttet udskifte udstyr, der ikke var godkendt til brug på eksplosionsfarlige områder på Goliat. Eni har også i flere tilfælde måttet betale for udførelse af arbejde, som Hyundai ikke havde kompetence eller kapacitet til, såsom at udarbejde dokumentation.

Men kommunikationschef i Eni Andreas Wulff mener dog, at budgettet for Goliat ville være blevet sprængt, uanset hvor platformen var blevet bygget. Det er det første olieprojekt i Barentshavet, og den første gang en cylindrisk FPSO bliver bygget efter de særlige Norsok-krav.

»Løsningerne på Goliat er tilpasset specielt til operationer i Barentshavet. Det har af flere grunde resulteret i ekstraomkostninger og krævet mere tid,« siger Andreas Wulff til Teknisk Ukeblad.

Emner : Olie
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

står der i overskriften. Som det fremgår længere nede er der tale om en lagertank. Men det er typisk journalistik: når noget der kan flyde og som skal bruges af olieindustrien, ja så er der sandelig tale om en boreplatform. "Modifikationer af boreriggen" står der minsandten som fordyrende faktor for platformens pris. ;-(

  • 0
  • 0

Nu står der jo tydeligt i artiklen at det drejer sig om en FPSO - floating production, storage and offloading. Så der er altså absolut ikke "bare" tale om en lagertank. Og en meget hurtigt søgning ville have fortalt dig at projektet også omfatter modifikationer til Scarabeo 8 boreplatformen. (Deraf nok overskriften, og henvisningen til "Modifikationer af boreriggen") Desuden inkluder projektet broring af 22 brønde, konstruktionen af en olietanker, 100Km undersøisk kraftkable, flere undersøiske installationer, installation af ankre, osv. Så selv om overskriften er en smule misvisende, så er din bashing af den helt ude i hampen. Måske lidt mere omtanke før du griber til tastaturet næste gang.

M(V)H

  • 0
  • 0

Ja det er hverken en borerig eller platform, men det er nu heller ikke bare en lagertank. Det er en FPSO, så der forløber også en process. Havde det bare været en "lagertank" havde det været en FSO.

  • 0
  • 0

Det havde nok været verdens dyreste lagertank, hvis det havde været en lagertank. Til 42 mia skal der suges en pæn slat olie op af det hul. Vi må ikke håbe olieprisen falder for meget.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten