Pris for geniale diode–bogstaver

ID-Forum i Horsens uddelte i onsdags for første gang Dansk Innovations- & Designpris. Den gik til firmaet Ole Nonbye, hvis diodebogstaver til facadeskiltning blev valgt som vinder blandt de 33 forslag, der var indstillet til bedømmelse.

Skiltesystemet bygger på indkapslede printplader og dioder, som monteres direkte på akrylbogstaver. Hermed opnås en elegant effekt, mener priskomiteen. Den har lagt vægt på, at den nye form for skiltning tager hensyn til arkitektoniske krav, at bogstaverne har en lang levetid, at systemet har et lavt energiforbrug, at der ikke er stærkstrøm på facaden, og at skiltene er miljøvenlige, når de skal smides væk. Produktet nomineres for at bidrage til den visuelle støjreduktion kombineret med miljømæssige forbedringer i skiltesystemer.

Møtrik og rørophæng

Foruden bogstaverne blev følgende produkter nomineret:
En aktuator fra Kugle A/S. Det er en patenteret »skridmøtrik«, der kan anvendes til talrige formål fra store industrimaskiner til handicapudstyr. Aktuatoren kombinerer stor styrke med mindst mulige dimensioner og overflødiggør ekstern relæstyring. Den nomineres for at kombinere funktion og design med høj nytteværdi.

Jutek rørbærere fra Juelsminde Teknik er et system, hvormed man kan fastgøre synlige rør i forskellige diametre til vægge og lofter. Længden kan let varieres, idet top- og bundparten er hængslet sammen og har formonterede skruer. Rørbærerne nomineres for den innovative og æstetiske måde at løse et praktisk problem.

Cykel og møbler

Den trehjulede cykel Viktor fra Jørn Iversen ApS er udviklet til bevægelseshæmmede børn og voksne. Målet var at skabe en cool og enkel cykel, der kan give brugeren øget livsglæde ved anvendelsen. Cyklen nomineres, fordi den samlede proces har ledt frem til et funktionelt og flot resultat.

Møbelsystemet Chairing fra Crival Development er fremstillet af specielt udviklede krydsfinerplader, der uden brug af værktøj kan samles på talrige måder til mange forskellige typer møbler. Chairing nomineres for system, fleksibilitet og nytænkning.

Flere bag prisen

Dansk Innovations- & Designpris gives generelt for en innovativ, genial idé, der forenes i en æstetisk, funktionel og bæredygtig løsning. Prisen er stiftet af ID-Forum, der er et regionalt design center, Innovation Horsens, som er samarbejdspartner med innovationsmiljøet HIH Development i Herning, samt Horsens kommune.

Prisen består i år af et værk af fotokunstneren Mads Gamdrup samt et diplom.