Pris dig lykkelig for at bo i Udkantsmælkevejen
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Pris dig lykkelig for at bo i Udkantsmælkevejen

Det sikreste sted til opretholdelse af liv i store galakser er i udkanten, hvor stjernetætheden er lav. Og kun de seneste fem milliarder år – nogenlunde den tid Jorden har eksisteret – har livet her kunnet udfolde sig rimelig uforstyrret.

Det konkluderer Tsvi Piran fra Hebrew University i Jerusalem og Raul Jimenez tilknyttet Universitat de Barcelona og Harvard University i en artikel i Physical Review Letters.

De to forskere har analyseret, hvilken betydning voldsomme energiudladninger i form af såkaldte gammaglimt har for muligheden for at opretholde livet.

Det er dog værd at notere, at så længe vi kun kender til liv ét sted i universet – på Jorden – kan det være svært at sige noget om, hvor bestandigt liv generelt vil være over for stråling, så de to forskere baserer deres analyser på livsformer, der er tilsvarende dem, vi kender fra Jorden.

Læs også: Hvad er liv?

De lange glimt er de farlige

Der findes forskellige former for gammaglimt, men den særlige farlige slags, der kendes som lange gammaglimt, er forbundet med kæmpestjerners død.

Mælkevejens stjerner har i sammenligning med stjerner i andre galakser et forholdsvist højt indhold af metaller. Det betyder, at der forholdsmæssigt er færre lange gammaglimt i Mælkevejen end eksempelvis i mindre dværggalakser.

Generelt er raten for gammaglimt i Mælkevejen ti gange mindre end for universet som helhed, og det gør Mælkevejen til et af de bedre steder for liv.

Men lange gammaglimt opstår også i Mælkevejen, og hvis udladningen fra en nærliggende hændelse rammer Jorden, kan der dannes nitrogenmonoxid (NO) i stratosfæren, som vil ødelægge Jordens beskyttende ozonlag.

Når ozonlaget er væk, vil større mængder af ultraviolet stråling (UVB) fra Solen ramme Jorden. Det vil være skadeligt for liv, eksempelvis kan det ødelægge havets plankton, som er første led i fødekæden for havets dyr.

Piran og Jimenez konkuderer på basis af den nyeste viden om antallet af gammaglimt, at raten for lange gammaglimt indtil for ca. fem milliarder år siden var så stor, at livsbetingelserne ikke har kunnet opretholdes noget sted i Mælkevejen over længere tid.

I dag er forholdene sådan, at kun i en afstand af mindst omkring 10 kpc (32.612 lysår) fra Mælkevejens centrum er stjernetætheden så lav, at sandsynligheden for, at et langt gammaglimt vil ødelægge livsbetingelserne, ringe.

Solen og Jorden befinder sig 8,33 kpc (ca. 27.000 lysår) fra centrum og er dermed tæt på den sikre zone.

Muligvis har et gammaglimt bevirket massedød på Jorden

Piran og Jimenez vurderer dog sandsynligheden for, at et langt gammaglimt har ramt Jorden inden for den seneste milliard år, til 60 pct. Inden for hele Jordens levetid er sandsynligheden helt oppe på 90 pct.

Dette bestyrker en formodning om, at et gammaglimt kunne være årsag til Ordovician-masseudryddelsen, der skete for 440 millioner år siden, hvilket andre forskere tidligere har spekuleret i kunne være tilfældet.

Piran og Jimenez finder det også værd at bemærke, at det ikke vides, om masseudryddelse af livsformer på lang sigt er godt eller dårligt for udviklingen af højere livsformer og intelligent liv. De har udelukkende fokuseret på, hvilken effekt gammaglimt kan have for eksisterende livsformer herunder mennesker.

Den nye vurdering er endnu et forsøg på at finde de faktorer, der har betydning for livets opståen og mulighed for opretholdelse. Analysen kan ses som et supplement til, at andre forskere for nylig på baggrund af de mange fundne exoplaneter inden for de seneste år vurderer, at liv burde findes på planeter kun 10-100 lysår borte.

Læs også: Nærmeste planet med mulighed for liv er mellem 10 og 100 lysår borte

Hertil kan tilføjes, at der muligvis også kan findes liv i isbelagte have, som findes på Enceladus og Europa, måner for henholdsvis Saturn og Jupiter.

Liv sådanne steder vil ydermere have den fordel, at det vil være godt beskyttet mod gammaglimt.

Emner : Universet
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det at de to forskere VURDERER "sandsynligheden for, at et langt gammaglimt har ramt Jorden inden for den seneste milliard år, til 60 pct.", kan vel næppe tages som "bevis" for noget som helst, og dermed heller ikke bestyrke formodningen om at jorden har været ramt af et gammaglimt for 440 mio. år siden ("hvilket andre forskere tidligere har spekuleret i.").

De har jo givet en helt anden bagrund for at vurdere dette, end jeg har, og det er da muligt, at de har ret. Hvis de fysisk havde kunnet måle/påvise "et eller andet" i den forbindelse, som kunne bestyrke en formodning, ville det i mine øjne være en anden sag.
;-)

  • 1
  • 1

Kunne Betelgeuse i stjernebilledet Orion være en kandidat til at genere os, når den tid kommer, og hvor retningsbestemt er et sådant gammaglimt ?

  • 0
  • 0

Er gammaglimt af sådan natur at det vil bestråle hele en kugleflade med ødelæggende stråling inden for en bestemt afstand, eller er det mere som en lyskegle der belyser det den kan nå inden batteriet løber tør, eller er den fast i sin retning, for jeg undrer mig over hvorfor gammaglimt skulle være så effektive planetdræbere?

  • 0
  • 0

Er gammaglimt af sådan natur at det vil bestråle hele en kugleflade med ødelæggende stråling inden for en bestemt afstand, eller er det mere som en lyskegle der belyser det den kan nå inden batteriet løber tør, eller er den fast i sin retning, for jeg undrer mig over hvorfor gammaglimt skulle være så effektive planetdræbere?

Den første figur i artiklen antyder svaret. Fra wikipedia kan følgende findes

Since GRBs are thought to involve beamed emission along two jets in opposing directions, only planets in the path of these jets would be subjected to the high energy gamma radiation.

  • 0
  • 0

Vi bliver jo hele tiden ramt af stråling fra gammaglimt. Hvor tæt på skal de være for at det skaber problemer? Vil et gammaglimt i Andromeda være for tæt på? Mælkevejens modsatte side? I galaksens centrum. 1000 lysår væk?

  • 1
  • 1

Der findes et hav af information på nettet om hvordan gammaglimt tænkes at ramme os, både at det er retningsbestemt - sendes fra rotationsakserne - og hvor meget det vil forårsage af skade.

Eta Carinae er den stjerne som er tættest på os, hvor et gammaglimt er sandsynligt indenfor en kort tidshorisont:
"A supernova or hypernova produced by Eta Carinae would probably eject a gamma ray burst (GRB) out from both polar areas of its rotational axis. Calculations show that the deposited energy of such a GRB striking the Earth's atmosphere would be equivalent to one kiloton of TNT per square kilometer over the entire hemisphere facing the star, with ionizing radiation depositing ten times the lethal whole body dose to the surface.[30] This catastrophic burst would probably not hit Earth, though, because the rotation axis does not currently point towards our solar system. If Eta Carinae is a binary system, this may affect the future intensity and orientation of the supernova explosion that it produces, depending on the circumstances.[13]"

Læs mere på Wiki (http://en.wikipedia.org/wiki/Eta_Carinae)

  • 2
  • 1

Iflg ovenstående vil den under de rette omstændigheder aflever 10 gange dødelig dosis til Jordens overflade. Afstanden er 7000 lysår - en formidabel afstand. På den baggrund vil et gamma butrst 20000 lysår væk levere 1x dødelig dosis til overfladen. For at komme ned på 10% af dødelig dosis skal den så være 70.000 lysår væk eller nærmest være i modsatte side af galaksen. Mao gamma bursts ethvert sted i galaksen vil være en katastrofe hvis den rammer rigtigt. Hvad er sandsynligheden for det?

  • 1
  • 2

@Søren Fosberg

I følge den Wiki side om Eta Carinae står der (med citation) at der kun findes op til en håndfuld dusin (dvs. <60) stjerner af denne størrelse i hele vores galakse (dvs. 60 ud af 100,000,000,000). Sandsynligheden for at en af de 60 vil pege direkte på os vil være meget lille, noget forfatterne af den artiklen, som ing.dk beskriver, sikkert har taget med i deres udregninger.

Indtil 2005 troede man at Eta Carinae var den mest massive stjerne overhoved, men siden har man fundet ud af at der er en mindre (relativt set - 30 sol masser) stjerne, som kredser om hovedstjernen (som stadigvæk er helt ekstrem på 100 sol masser). Til sammenligning er Betelgeuse på 7 til 20 sol masser.

  • 2
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten