Principiel sejr: EU stempler for første gang phthalater som hormonforstyrrende for mennesker

Principiel sejr: EU stempler for første gang phthalater som hormonforstyrrende for mennesker

REACH-komiteen under EU fastslog torsdag, at de fire blødgørere - DEHP, DBP, DIBP og BBP – har sundhedsskadelige effekter, der går videre end kun til problemer med at få børn. Nu går Danmark efter at få stofferne helt forbudt i produkter til mennesker.

Fremover må produkter i EU højst indeholde 0,1 procent af fire forskellige phthalater mod hidtil 0,3 procent.

Det er konsekvensen af, at miljøinstansen REACH-komiteen under EU-Kommissionen torsdag besluttede, at de fire phthalater - DEHP, DBP, DIBP og BBP - er hormonforstyrrende for mennesker. Det skriver Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

Selv om stofferne i forvejen er på EU’s godkendelsesliste som stoffer, der er skadelige for forplantningsevnen, er det første gang, at EU fastslår, at phthalater er hormonforstyrrende for mennesker.
Hormonforstyrrende rækker nemlig langt videre end bare til problemer med at få børn, og derfor er der tale om en vigtig principiel beslutning.

Også en sejr for Danmark

Danmark har gennem længere tid presset for at få reguleret hormonforstyrrende stoffer gennem politiske forhandlinger og på embedsmandsniveau.

Læs også: Enige EU-lande: Nu er det slut med Bisphenol A i kasseboner

EU-beslutningen viser, at EU er kommet ind i kampen mod hormonforstyrrende stoffer. Og Danmarks kamp mod phthalater fortsætter, forsikrer miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V):

»Det kan i første omgang gøre det sværere for europæiske producenter at få godkendt brugen af phthalaterne i deres produkter. Men det er ikke nok, for mange af vores varer kommer fra lande uden for EU. Nu har vi blod på tanden i det videre arbejde med at få disse stoffer helt forbudt i produkter, som forbrugerne kommer i kontakt med.«

Første forhindring passeret – næste venter

I første omgang bliver de fire phthalater optaget som hormonforstyrrende for mennesker på EU's kandidatliste over særligt problematiske stoffer.

Læs også: Miljøministeren: Nye kriterier for hormonforstyrrende stoffer er for vage

Næste skridt er at få optaget stofferne som hormonforstyrrende for mennesker på den såkaldte godkendelsesliste. Der kræver, at kommissionen reviderer bilag XIV til REACH, som er listen over godkendelsespligtige stoffer. Når det er sket, skal virksomheder i fremtiden bevise, at der er en nedre sikker grænse for, hvornår indholdet af phthaleterne ikke skader mennesker på nogen måde, når de vil bruge phthalaterne i produkter til mennesker.

Og det vil være EU-Kommissionen, der skal godkende brugen. Allerede i dag skal virksomheder bevise, at phthalaterne ikke skader i forhold til forplantningsevnen.

Kommentarer (0)