Princeton-studie: EU spilder plads på biobrændstof fremfor til kulstof-lagring

Ifølge fransk-amerikansk landbrugsforskning, er EU's arealer til dyrkning af biobrændstof bedre brugt som kulstoflagre, hvis unionen vil opfylde klimamål. Illustration: ©Photo: ZEF/uni Bonn

Biobrændstof er ofte udskældt for at optage landbrugsareal, der ellers kunne bruges til mad, men indgår alligevel i en del klimastrategier.

Det gælder blandt andet EU's Fit for 55-plan, der skal reducere Europas udledninger med 55 procent inden 2030.

Netop den plan får dog kritik i et nyt studie for ikke at medregne de muligheder for lagring af drivhusgasser og genetablering af biodiversitet, der går tabt ved brug af jord til dyrkning af biobrændstof.

Studiet er udarbejdet af forskere fra Princeton University og CIRAD, en fransk statsstyret organisation for landbrugsforskning.

Læs også: Emirates vil flyve på brændstof fra slam og madolie

Europa outsourcer afskovning

Stort set alle klimastrategier afhænger af at stoppe spredningen af landbrugsjord for at bevare skove, men forskerne bag studiet mener, at Europas satsning på biobrændstof kun vil ødelægge flere skovarealer på et globalt plan.

Europas landareal er begrænset, og et brug af det til øget dyrkning af brændstof-afgrøder vil kun forstørre de arealer i andre lande, der skal bruges til dyrkning af importafgrøder til Europa.

»Ifølge vores analyse udlæser Europas outsourcing af afskovning et årligt tab af 400 mio. ton CO2. Det cirka svarer til den mængde, der lagres årligt i Europas egne skove,« siger Patrice Dumas, forsker for CIRAD og medforfatter til den videnskabelige artikel, i en artikel i Euractiv.

Studiet konkluderer blandt andet at EU's Fit for 55-plan vil gøre det endnu sværere at nå unionens ambitiøse klimamål, da en øget produktion af brændstof-afgrøder vil skade biodiversiteten og ødelægge kulstoflagre.

Forskerne bag foreslår, at klimastrategierne bør medregne omkostningerne af tabte muligheder for kulstoflagring, der følger med omlægning af jord til dyrkning af biobrændstof.

»Det ville medføre en anerkendelse af, at landjord er begrænset, og at det vil kræve mere areal andetsteds og medføre mindre mulighed for bevaring af skove, hvis Europa vil bruge det til biobrændstof,« siger Tim Searchinger, seniorforsker på Princeton Universitys Center for Policy Research on Energy and the Environment og hovedforfatter til studiet, i en artikel i Euractiv.

Ovenstående artikel er blevet rettet med en specifikation af, at studiet fokuserer på kulstof-lagring og ikke CO2-lagring

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det lader til hele primisen i artiklen er at brug af skov betyder at skoven forsvinder. Samt at alt biobrændstof er mad som istedet bruges til brændstof.

Biomasse fra skovpleje kan godt bruges til biobrændstof - istedet for at lad det ligge og bliver til metan og CO2 i skovbunden.

Hvad der er det rigtige at gøre ligger i detaljen

»Det ville medføre en anerkendelse af, at landjord er begrænset, « siger Tim Searchinger

Hvor er det godt at blive belært af en amerikansk professor fra sit elfenbenstårn

  • 6
  • 0

Fornuftig CO2 lagring bør ske i følgende trin 1) Lad planterne optage CO2 fra atmosfæren. 2) Udnyt planterne. ---- Til mad, energi, foder, husbygning eller andet. 3) Fortsæt udnyttelsen ved pyrolyse 4) Udbring kulstofresten fra pyrolyseprocessen på landbrugsjorden. Hvert tons kulstof har dermed bundet 3,6 tons CO2 fra atmosfæren. Kulstoffet gavner på landbrugsjorden hvor den vil reducere udvaskning og forbedre vækstbetingelserne for planterne.

Med forbedrede vækstsbetingelser kan 1) forbedres, og processen har givet et pænt bioenergioverskud, denne bioenergi kan desuden reguleres med sekunders varsel.

Grønne planter er altså geniale solenergifangere, og mange af dem er ret pæne.

  • 2
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten