Politisk slingrekurs på solcellefronten
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Politisk slingrekurs på solcellefronten

Resultatet af et dansk solcelle-udbud 8. december satte en tyk streg under, at solcelleteknologien nu også i Danmark kan levere billigere strøm end både havmølleparken Kriegers Flak og landvindmøller: 7,9 øre i tilskud pr. kWh i solcelleanlæggets levetid – mod 9,0 øre for havmølleparken Kriegers Flak og 9,9 øre for landmøller.

Læs også: Historisk lave priser i nyt dansk solcelleudbud

Derfor kan det forekomme paradoksalt, at ministeren halvanden uge efter det rekordbillige tilbud fik et folketingsflertals velsignelse til igen-igen at bremse udbygningen med solceller. Ikke mindst set i lyset af, at resten af verden bygger solcelle­parker i et rasende tempo.

Den umiddelbare forklaring på indgrebet er selvfølgelig, at politikerne vil sikre sig mod ekstraregninger for den grønne omstilling.

Læs også: Igen-igen: Nyt hovsa-indgreb mod solceller stemt igennem

Men bagved finder vi historien om et lidt tilfældigt politisk mål for udbygningen og en støtteordning for solcelleteknologien, der fastholder den i en marginal rolle, og som slet ikke har formået at høste gevinsten af en markant billiggørelse på området de seneste fem år. Tværtimod.

Mindst fem gange siden 2011 har politikerne grebet ind i støtteordningerne – flere gange overnight – når myndighederne pludselig har opdaget, at solcellerne atter er faldet i pris, og en støtteordning er blevet for favorabel.

Disse indgreb har haft katastrofale følger for de få virksomheder, der har vovet at satse på at etablere solcelleanlæg i Danmark, og som aldrig er blevet nogen stærk faktor i den danske energiverden.

Det begyndte med små, dyre anlæg

Da politikerne engang i 1999 besluttede at støtte solceller, handlede det om små husstandsanlæg, som var meget dyre.

Støtten bestod i, at man kunne modregne anlæggets produktion i forbruget på årsbasis og dermed hverken betalte for strøm eller afgifter af eget forbrug. Altså støtte i form af afgiftsfritagelse, der knyttede elproduktionen sammen med forbruget i husstanden.

I 2004 forbedrede politikerne støtten med et tilskud til salg af overskudsstrøm til nettet på 60 øre de første 10 år og 40 øre de næste ti år. Og i løbet af 2010 blev solcelleejere yderligere velsignet med nogle positive afskrivningsregler.

Ved indgangen til 2011 fandtes der bare 884 anlæg med en samlet kapacitet på 4,4 MW i Danmark, men så begyndte der at ske noget. Prisfald på solcellepaneler – på grund af kinesisk prispres og en høj elpris – gjorde solcellerne til en tålelig forretning, og udbygningen begyndte så småt at accelerere.

Det opdagede ministeriet, og derfor fremsatte den daværende minister, Martin Lidegaard (R), forslag til nye regler ultimo 2012. De blev dog først til en lov i december 2012, hvor der nu var etableret knap 73.000 solcelleanlæg med en samlet kapacitet på 400 MW.

Loven ændrede afregningen mellem forbrug og produktion fra solcellerne fra en årsafregning til en timeafregning. Til gengæld øgede man betalingen for den solgte strøm. Denne lov dræbte stort set privatmarkedet, mens de større markanlæg eller solcelleparker, der sælger al strømmen til nettet, faktisk fik bedre vilkår.

Lige indtil ministeren opdagede, at disse store anlæg ville blive for dyre for statskassen, og hastede en lovændring igennem 20. marts 2013.

Hvorefter man bare tre måneder efter igen opdagede et nyt hul i loven, der betød, at større, tagbaserede anlæg stadig kunne få den generøse støtte. I huj og hast måtte politikerne vedtage endnu en lovændring 11. juni 2013.

Kurverne viser konsekvenserne af de politiske indgreb i støtteordninger for solceller – dog med en vis forsinkelse på grund af forskellige overgangsordninger og lang sagsbehandling. Hoppene på den røde kurve ved udgangen af 2014 og 2015 skyldes skæringsdatoer for en bestemt tilskudssats. Illustration: MI Grafik

Her introducerede politikerne også – for at prøve at styre udbygningstakten – en puljeordning, hvor tilskud blev udbudt i portioner.

Hele denne solcelleballade skabte stor debat: Rigsrevisionen gik ind i sagen, og klimaminister Martin Lidegaard (R) fik en næse for ikke at have underrettet Folketinget om den store udbygning i tide.

Daværende energiordfører for Venstre, nu energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) opfordrede dengang kraftigt Lidegaard til at få skruet nogle regler sammen, der er langtidsholdbare.

Men hverken Lilleholt eller hans forgængere har tilsyneladende magtet dette. For da solcelleprisen vedblev med at falde, viste det sig pludselig, at den lidt støvede og glemte 60/40-ordning fra 2004 var rigeligt til at gøre store solcelle­parker rentable.

Og så måtte Lilleholt selv i maj i år ud i et lynindgreb over for netop 60/40-ordningen. Fulgt op af det aktuelle indgreb i denne uge mod en overgangsordning, som var etableret i 2015, da man ændrede ansøgnings­proceduren hos Energinet.dk, som er myndighed på sagsbehandlingen af tilskuddene.

Sagsbehandlingen halter

Når ret skal være ret, skyldes en del af handlingslammelsen hos ministrene, at den komplicerede og langsommelige sagsbehandling af solcelle-ansøgninger, der udføres af Energinet.dk, altid giver et forsinket billede af situationen. Udover at den er til stor frustration for branchen.

En anden forklaring på, at solcelle­teknologien spiller andenviolin i forhold til f.eks. vindkraft, er, at politikerne opererer med et meget beskedent mål for udbygning med solceller, nemlig 800 MW frem mod 2020.

Et mål, som blev aftalt i juni 2013 i forbindelse med førnævnte solcelle­ballade, og som allerede var nået med udgangen af 2015. Det var i øvrigt året efter indgåelsen af Energiaftalen, hvor der intet mål var for solceller, mens der var ambitiøse mål for vindkraft og biogas.

Det var også i forbindelse med Energiaftalen, at Energistyrelsen – som branchen ofte har kritiseret for en pessimistisk vurdering af økonomien – vurderede, at der i 2020 blot ville være 200 MW solceller.

Så frem til 2020, når det gamle energiforlig udløber, er der ifølge Energistyrelsen ikke planer for udbygning med solceller – måske bortset fra en pulje for husstandsanlæg.

Det bliver spændende at se, hvornår solcellerne bliver så billige, at de uden tilskud begynder at brede sig på tagene hos virksomheder, sandsynligvis i kombination med batterianlæg, så virksomhederne selv kan bruge al strømmen og spare afgifterne.

En udvikling, som sandsynligvis igen vil kræve et politisk indgreb eller en lovændring for at mindske tabet af elafgifter – hvis ikke politikerne er kommet på en mere gennemtænkt regulering inden da.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Teslas tage af hærdet glas tillader, at man installerer solceller under taget. Så får man et tag, som kan konkurrere i udsende med tegl eller skiffer, og når solcellerne installeres samtidigt med at taget lægges, så bliver prisen lav. Nok et produkt som kan blive så billigt, at det bliver økonomisk attraktivt uden støtteordninger.

  • 0
  • 0

Det bliver spændende at se, hvornår solcellerne bliver så billige, at de uden tilskud begynder at brede sig på tagene hos virksomheder, sandsynligvis i kombination med batterianlæg, så virksomhederne selv kan bruge al strømmen og spare afgifterne

Der er stadig langt til at solcelleanlæg kan konkurrere på lige vilkår.
Lad os f.eks. bare få timeafregning og en reel belastningsafgift på elnettet (som i Sverige), så viser det sig hurtigt at der er lang vej endnu.
Og nej, jeg er ikke imod solceller. Jeg var selv med på "første følge" af de husstandsmonterede anlæg på nettomålerordningen. Og det er en kanon ordning privatøkonomisk, men tilsvarende dårlig samfundsøkonomisk.
Og på et tidspunkt kommer regningen, når alle de andre uden solcelleanlæg ikke gider betale mere.

  • 4
  • 3

Solceller har hele vejen igennem været et politisk projekt, som ikke har været forankret i hverken et behov eller en overordnet strategi.
Den form for udbud af kapacitet, som er anvendt senest, er den bedst egnede, når udviklingen i pris går så hurtigt som det er sket for sol.
Hvis denne form havde været i spil tidligere ville der ikke have været behov for de utallige indgreb. Og samtidigt havde støtten været væsentligt lavere.
Desværre er over lignende undervejs for biogas.

  • 3
  • 2

Kære Sanne

Nu kommer du jo igen med udokumenterede og deciderede forkerte tal.

Vindenergi får kun støtte i et defineret antal fuldlast timer og er forpligtede til at stoppe produktionen når der er negative priser på Nordpool.

Sidste gang du var ude i noget snavs med tallene kom du galt afsted pga. urigtige tal fra Energiministeriet baseret på helt urealistiske forudsætninger som du ikke gennemcheckede. Men du havde dog i det mindste en kilde du kunne holde op som et diminutivt figenblad foran dit dårlige journalistiske arbejde.

Prøv nu for pokker at opstille gennemregnede tal istedet for igen at udslynge forkerte tal uden baggrund i virkeligheden.

Ps. Jeg er super solenergi entusiast, men syntes bare at det er mega trættende med forkerte artikler.

  • 1
  • 1
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten