Politisk aftale gav tilfældige eltariffer

En familie i Holbæk må betale 1.085 kroner mere årligt til det lokale net-selskab for at få transporteret strøm frem til stikkontakten end en familie i Vejle for præcis den samme ydelse.

Når forskellen er så stor, skyldes det i høj grad en politisk aftale fra 2004, Elfor-aftalen. Den var kulminationen på et langt forløb, hvor den gamle 'hvile i sig selv-elsektor' gradvis blev liberaliseret og opdelt i elproducerende og eldistribuerende selskaber.

Aftalen afsluttede den politisk følsomme kapital-sag, som med ét gav de nye elselskaber lov til at råde over milliarder af elforbrugernes opsparede penge i de gamle selskaber. Men aftalen rummer samtidig en regulering af netop nettarifferne - som altså er den pris, selskaberne må tage for at transportere strøm i ledningerne ud til folk.

Tilsyneladende et uskyldigt prisstop, der skulle beskytte forbrugerne mod prisstigninger i nettariffen, men i praksis en fiksering af indtægterne fra tarifferne på et tilfældigt niveau, nærmere betegnet den indtægt, som selskaberne har haft i 2004 - tillagt en inflationsregulering.

»Det lyder jo godt i offentligheden med et prisstop, men når det sker ved høje priser, så er det jo knap så god en idé,« siger direktør i konsulentfirmaet Norenergi Torben Synnest, der har fulgt liberaliseringsprocessen tæt.

Han mener, at selskaberne vidste, at der kom en regulering og derfor sørgede for at opkræve rigeligt i 2004:

»Det er en helt almindelig reaktion hos alle ved rygter om et prisstop,« siger han.

Prisstop sænker forrentning

Prisstoppet var en nødvendig del af aftalen, fordi selskaberne ellers efter loven ville have krav på at få forrentet også den nye frie kapital med den lange byggerente plus 1 pct. Det havde ført til, at selskaberne måtte kræve endnu højere tariffer.

Men hvor kommer 2004-niveauet for indtægterne i netselskaberne egentligt fra?

Ifølge Energistyrelsens chefkonsulent Kristine Bak stammer det fra de såkaldte åbningsbalancer fra 2000, hvor aktiver i de gamle 'hvile i sig selv-distributionsselskaber' blev værdisat - for at værdien kunne indgå i de nye selskaber.

Værdien lå først og fremmest i nettene. Den grundlæggende opgave var derfor at fastsætte værdien af dem. Det var temmelig besværligt, fordi mange selskaber havde betalt nettene kontant, og alderen var ukendt. I stedet tog man udgangspunkt i restlevetiden, en funktion af alder og vedligeholdelsesstandard:

»Virksomhederne var de eneste, der havde detailkendskab til deres net. Derfor måtte selskaberne selv efter visse aftalte principper fastlægge nettenes værdi. Jo længere restlevetid des højere værdi og tilsvarende højere afskrivninger og dermed nødvendige indtægter for selskaberne,« lyder forklaringen fra Kristine Bak.

Kunne opkræve 600 mio. mere

Hun tilføjer, at Elfor-aftalen fastfrøs indtægterne på 2004-niveauet. Det betød, at virksomhederne blev ramt forskelligt som følge af deres prispolitik op til 2004. Og at 2004-priserne i øvrigt ikke har været genstand for nogen rimeligheds-vurdering.

»Alle virksomheder fik mulighed for at vælge mellem at gå over på den nye regulering eller forblive på den gamle. Alle valgte den nye,« siger Kristine Bak.

At 2004-niveauet var et pænt år for net-selskaberne bekræftes af det faktum, at mange af selskaberne i dag slet ikke udnytter indtægtsrammen fuldt ud. Ifølge Energitilsynet viser foreløbige tal for 2009, at netselskaberne tilsammen kunne have opkrævet 600 millioner eller 10 procent mere om året i nettariffer.

Det er Energitilsynet, som har til opgave at holde øje med den del af selskabernes aktiviteter, som forbrugeren er bundet til at bruge. Det foregår i form af benchmarks af selskaberne og udmeldte effektiviseringkrav, som populært sagt skal gøre det ud for konkurrencen på det frie marked.

I forbindelse med 2004-aftalen måtte tilsynet dog - som kompensation for at selskaberne på grund af prisstoppet måtte nøjes med lavere forrentning - afstå fra at kræve generelle effektiviseringer af netvirksomhederne. Ligesom en individuel benchmark af selskaberne skulle vente tre år og først er kommet i gang fra 2007.

Benchmarken foregår i øvrigt sådan, at det er de 10 procent mest effektive selskaber (i volumen), som sætter overliggeren og som de øvrige selskaber så skal matche. Det vil sige, at der ikke kan stilles effektivitetskrav til de mest effektive selskaber i puljen.

Et forsøg fra Energitilsynet på alligevel at give alle netselskaber et effektiviseringskrav på 0,6 pct. i 2010 blev underkendt af Energiklagenævnet, da elforsyningsloven ikke tillader det.

I 2009 lød det samlede effektiviseringskrav til netselskaberne på en reduktion i indtægtsrammen på 1,2 pct, hvilket ligger langt fra det uudnyttede opkrævningspotentiale på 10 procent.

Kontorchef Rune Moesgaard fra Energitilsynet forklarer, at man i benchmarking ikke har mulighed for at tage højde for, om et netselskab udnytter sin indtægtsramme eller ej, men om de bruger pengene effektivt.

Så om benchmarking på sigt fører til lavere nettariffer for forbrugeren er ifølge kontorchefen svært at sige:

»Når selskaberne ikke er effektive nok, så vil de blive pålagt et effektiviseringskrav, og det kan medføre, at de er nødt til at nedsætte deres tariffer. Men generelt må vi sige, at effekten af benchmark på tarifferne er meget forskellig fra selskab til selskab - alt efter deres historiske udgangspunkt,« siger han.

Fakta: Sådan har vi gjort

Ingeniøren har opgjort priserne hos de omkring 80 distributions- eller net-selskaber, som ejer de lokale net og som transporterer strømmen ud til forbrugerne. Opgørelsen dækker fra 2004 og frem.

I opgørelsen indgår abonnementet for at være tilsluttet elnettet - det kaldes nogle steder for målergebyr - samt selve nettariffen, der opkræves pr. kWh for transport af strømmen i ledningerne. Begge ydelser leveres af det lokale netselskab, som har monopol på disse ydelser.

Abonnement og nettarif er regnet ud for en gennemsnitlig husstand med et årligt forbrug på 4.000 kWh.

Omkring 80 selskaber indgår i opgørelsen. Antallet svinger år for år. Vi fokuserer hovedsageligt på de ti største af dem, men på ing.dk/k#97hb kan du se, hvordan prisen er i dit eget netselskab.

Danskerne betaler også en pris for selve strømmen. Her er det muligt at skifte leverandør. Ingeniøren satte for tre uger siden fokus på strømprisen. På en almindelig elregning er der desuden afgifter for at benytte det overordnede højspændingsnet plus afgifter og moms.

Dokumentation

Find din lokale elpris