Politikerne vil sælge Banedanmark Entreprise

Der er stor interesse for at købe Banedanmark, viser en analyse fra Investeringsbanken Alfred Berg ABN Amro.

Det skriver Børsen i dag. Blandt de interesserede købere nævner bladet Per Aarsleff, der har vundet flere baneentrepriser fra Banedanmarks egen entreprenør. Salget af entreprisedivisionen ventes at kunne indbringe max. en halv milliard kroner.

Samtidig viser der sig nu et politisk flertal for at sælge. Flertallet består af DF, K, R og V. Venstres trafikordfører, Gitte Lillund Bech, siger til Børsen:

»Jeg er meget positiv overfor et salg. Jo før vi kan få solgt, jo bedre.«

Det er nøjagtig et år siden, Banedanmarks daværende adm. direktør, Jesper Rasmussen, sendte den første prøveballon op om at lægge selskabets entrepriseopgaver ud i private selskaber.

Entreprenørdelen udgør 1500 af Banedanmarks tilsammen 2500 mand store arbejdsstyrke. Det er den, der anlægger og vedligeholder banestrækninger. Omsætningen er på 1,2 mia. kr.

Men i løbet af 2004 tabte Entreprisedivisionen stadig flere banetekniske udbud. I 2003 vandt Banedanmark fire af otte opgaver, i fjor en af ti. Så for at undgå at blive bidt i haserne af udviklingen og have folk ansat på et arbejdende museum, hvor de pø om pø mister deres job, ønskede Banedanmarks topledelse at privatisere. Det samme gjorde Dansk Jernbaneforbund, der organiserer 90 procent af entreprisedivisionens ansatte – under forudsætning af en løsning på tjenestemandsspørgsmålet.

Politikerne var imidlertid ikke interesserede. Socialdemokraterne foretrak at lægge hele Banedanmark ud i et selvstændigt offentligt foretagende som DSB. Trafikminister Flemming Hansen nedsatte imidlertid en arbejdsgruppe, der skulle vurdere fremtiden og komme med en løsning dette efterår.