Og man anbefaler kun kortrækkende torpedoer, men ikke langt rækkende NSM der også kan angribe land/kyst mål.
Skal hæren så udstyres med flint økser?
menu close Teknologiens Mediehus
person Konto arrow_drop_down
Ubådskapacitet bør stå helt i toppen af Søværnets ønskeliste for militært isenkram til forsvarstoppen, og konkret er det reelt kun en type fra tyske Thyssenkrupp Marine Systems, som kan gøre det.
Sådan lyder det fra Johannes Riber, orlogskaptajn, militæranalytiker ved Forsvarsakademiet og ph.d.-studerende i maritim sømagt og småstater ved Københavns Universitet. En stor ekstracheck til Forsvaret fra Folketinget har åbnet for ballet, når det angår fremtidige investeringer i de forskellige værn.
Partierne er enige om at bruge 3,5 milliarder kroner i 2022 og 2023. Fra året efter gradvist at hæve forsvarsbudgettet år for år, så det ender med to procent af bruttonationalproduktet - 52 milliarder kroner årligt - i 2030.
Der er altså en stor pengepose på vej - i 2030 ekstra 18 milliarder kroner årligt. Her er en genoprettelse af Danmarks ubådskapacitet, som blev endeligt udfaset i 2004, meget højt på flere borgerlige partiers prioriteringsliste.
Og det giver rigtig god mening, siger Johannes Riber, som ser en klar mangel på kystubåde, som er den type, Danmark med stor sandsynlighed vil satse på. Blandt dem, vi kan sammenligne os med i NATO, er vi nærmest de eneste uden.
»Jeg siger ikke, at ubåde nødvendigvis er vigtigere end områdeforsvar eller flere F-35. Det er en politisk beslutning. Men inden for mit metier, som er sømagt og flådeudvikling, der mangler Danmark en ubåd,« siger han.
Han ser to områder, hvor nye danske ubåde kunne spille en stor rolle og sikre, at Danmark fortsat er en aktør, som samarbejdspartnerne prioriterer højt.
»Det ene område er Østersøen. Bevæger vi os derind med flådeenheder eller for den sags skyld fly, er det relativt risikabelt, fordi den russiske teknologi har bevæget sig så langt, at der vil være en høj missiltrussel. Skal man derind, fordi man gerne vil samle informationer, spionere og have efterretninger, er ubåde den eneste flådeenhed, hvor man kan gøre det med relativ lav risiko,« siger Johannes Riber.
Det er fortsat meget svært for en fjende at gøre særligt meget ved en ubådstrussel.
»Teknologien under havoverfladen har ikke udviklet sig med samme tempo, som den har gjort over havoverfladen og i luften,« siger han.
Det andet område er Grønland og Arktis. Der har Danmark meget lidt overblik over, hvad der sker, uanset om det er i luften, til vands eller i særdeleshed under havoverfladen.
»Russerne har langt større flådeaktivitet i området end de havde for 10 og 20 år siden. Men vi er relativt blinde deroppe. Her er der forventninger fra USA og NATO, at Danmark tager større del i den del af overvågningen og indhentning af informationer,« siger Johannes Riber.
Det er ikke fordi Danmark skal kunne overvåge det ene eller andet helt alene. Men på den store informationsmarkedsplads med de allierede er Danmark nødt til at have varer at handle med. Goodwill fra at lægge Rigsfællesskab til Thulebasen og for eksempel det påståede efterretningssamarbejde med NSA er for længst indløst.
»Man kan ikke få samme gevinst flere gange. Vil man gerne bede om noget fra sine allierede - og det handler særligt om efterretninger - skal man komme med noget selv. Og særligt efterretninger, som allierede har brugt deres ubåde til at hente, kan man kun få, hvis man selv byder ind med noget,« siger han.
Dermed er ubåde et vigtigt aktiv, hvis Danmark ønsker at være en relevant sømagt. Også i fredstid.
Dertil kan de selvfølgelig også slå fra sig om nødvendigt, og når de samtidig er svære at detektere, betyder det, at Rusland vil skulle tage mere med i betragtning, når de deployerer flådeenheder.
»Bare det, at den ligger inde på et område, vil jo betyde, at en modpart vil ændre adfærd. Har russerne en fornemmelse af, at der eksempelvis ligger en ved Bornholm, er de nødt til at tage det med i deres overvejelser, hvis de skal sejle igennem i en krigssituation,« siger han.
»Den vil have en afskrækkende effekt, og det vil have en politisk strategisk effekt, når man kommer ind med en ubåd i en NATO-sammenhæng. Det er noget, man får point for - en stærk kapacitet,« siger Johannes Riber.
Når det kommer til selve teknologien, understreger Johannes Riber, at det slet ikke er fartøjer som de enorme amerikanske ubåde, som vil fungere for det danske forsvar. Deres rolle er dels at gengælde et atomangreb og standse modpartens, dels at kunne beskytte hangarskibsgrupper.
I stedet er det samme type ubåde, som Danmark tidligere har sejlet. Men de har udviklet sig meget siden dengang, hvor de var dieseldrevne med relativt kort rækkevidde, kun kunne være neddykket i nogle timer, og derfor snorklede sig afsted meget af tiden.
»Forskellen fra for tyve år siden er, at nu bliver der lavet relativt små ubåde, som kan sejle i for eksempel Arktis. Man har nu ubåde, som har såkaldt air independent propulsion ved hjælp af hydrogen-brændselsceller, hvormed at den kan sejle neddykket i fire uger,« siger Johannes Riber.
Han mener tyske Thyssenkrupp Marine Systems HDW Class 212 Submarine er den eneste, der løser behovet, og den har Tyskland sejlet neddykket til Middelhavet, imens Italien, som også råder over nogle stykker, har krydset Atlanten med den.
Samtidig er en forlænget model blev bestilt af Norge efter en stor analyse af behov, som minder om de danske - deriblandt egnethed i Arktis. De bliver bygget fra 2023. Norge har bestilt fire for 33 milliarder kroner.
»Vi skal købe noget, som vi kan anvende flere steder. Det ville være fjollet at købe noget, som kun kan anvendes i Storebælt. Vi skal kunne flytte det rundt, når vi synes det var nødvendigt,« siger han.
I den store udgave af Thyssenkrupp-ubåden, som Norge har bestilt, er der tilføjet en ubådsudgave af krydsermissilet Naval Strike Missile (NSM), som er udviklet af norske Kongsberg, og i forvejen er indsat på norske korvetter og fregatter.
Det mener Johannes Riber er helt unødvendigt på de muligvis kommende danske ubåde. Her bør den tunge bevæbning begrænse sig til torpedoer, hvis det står til ham - med ekstra plads kan den tage flere med.
Han vurderer at Forsvaret skal bruge tre, hvis en altid skal være på togt, eller to, hvis politikerne kan nøjes med at have ubådskapacitet halvdelen af tiden. Afskrækkelseseffekten vil sandsynligvis være nær den samme, for et af skrogene vil ret hurtigt kunne mobiliseres.
Skal de købes fra ny, vil det tage mindst 10 år, før den første kan afsejle med et dansk mandskab. De norske ubåde skal bygges først, og der er sikkert også andet på værftets bestillingsliste.
Ikke desto mindre mener han, at det kan gå langt hurtigere, hvis Danmark starter med at købe brugt. Der er stadig erfarne ubådsfolk i Søværnet, som kan få en operation stablet på benene, og mandskab kan uddannes i Tyskland imens.
»Er Danmark interesseret i at forhandle en kontrakt om indkøb af ubåde, har Tyskland allerede seks liggende af 212A-typen. De har interesse i enten at sælge os eller lade os lease en eller to af dem i en samlet kontrakt. Så man kunne forestille sig, at Danmark lavede en ubådsflåde, hvor man fik en eller to af de brugte, og så købte en ny om 10 år. Så ville man kunne få den første relativt hurtigt,« siger Johannes Riber.
Også Sverige er ved at udvikle en air independent ubåd - projektet hedder A26. Men den er slet ikke bygget eller afprøvet endnu. Herudover er der ingen moderne alternativer til den tyske på markedet i den størrelse. Eksempelvis USA har slet ikke tradition for kystubåde.
