Politikere: Metroen skal bygges til tiden og til prisen

Transportminister Magnus Heunicke (S) har indkaldt forligspartierne bag cityringsloven til en forhandling af den syv år gamle anlægslov i morgen. Og forligspartierne er åbne over for en genforhandling. Men grundlæggende vil de ikke slække på deres krav til, at anlægsarbejdet skal være færdigt til tiden og til prisen, siger de til Ingeniøren.

»Vi kan ikke tømme København for mennesker for at bygge en metro. Der er jo konsekvenser af sådan nogle anlægsprojekter, også af at bo i en storby. Det kan larme, på samme måde som der lugter af gylle på landet,« bemærker Dansk Folkepartis transportordfører, Kim Christiansen, der ikke umiddelbart er indstillet på at give anlægsarbejdet på Cityringen flere penge eller længere tid:

»Vi skal have bygget metroen færdig til tiden og til budgettet. Hvis man kun vil bygge om dagen, kommer det til at tage mindst et år mere og give merudgifter på halvanden milliard kroner. Det mener jeg ikke, at vi skal sige ja til,« fastslår han i anledning af transportministerens invitation.

Læs også: Byggestøj fra metroen: Det er rendyrket trial & error

»Når vi politikere har udvidet arbejdstiden til f.eks. kl. 22, er det sket for at kunne blive færdig hurtigere. Men der er jo nogle borgere, som tilsyneladende mener, at der slet ikke skal være en metroring i København. Det er vi dybt uenige i.«

Kunne I som lovgivere have været klarere?

»Det kunne man sagtens. Vi kan alle være bagkloge. Nu må vi håndtere situationen, som den er. Inden for de rammer må vi beskytte de berørte borgere med bedre genhusning og bedre støjdæmpning. Samtidig må borgerne må gøre sig klart, at man ikke kan bygge en metro, uden at det støjer,« fastslår Kim Christiansen.

Læs også: Nu ligger det fast: Metrocityring er forsinket og åbner ikke i 2018

I en pressemeddelelse begrunder Magnus Heunicke sin indkaldelse af partierne:

'Københavns Kommune har opfordret mig og Folketinget til at se nærmere på, om lovgivningen er god nok. Det gælder ikke mindst mulighederne for at gøre noget mere i forhold til de naboer, der er generet af støjen. Den opfordring vil jeg følge, og derfor har jeg hasteindkaldt forligspartierne til en orientering og en drøftelse af, hvad vi kan gøre.'

I betragtning af det grundige forarbejde for anlægsloven for Cityringen forstår Venstres trafikordfører, Kristian Pihl Lorentzen, grundlæggende ikke, at lovgrundlaget for Cityringen har været så vanskeligt at administrere efter:

»Jeg undrer mig meget over, at den situation overhovedet er opstået på dette tidspunkt af anlægsprocessen. Vores udgangspunkt er, at både tidsplan og budget skal overholdes,« siger han.

Særligt det støjende aftenarbejde ved Marmorkirken har givet anledning til mange naboklager. (Foto: Metroselskabet Illustration: Foto: Metroselskabet / Ulrik Jantzen.

Læs også: Metro-formand: Cityringen kan blive to år forsinket

Også de Radikales trafikordfører, Andreas Steenberg, er åben over for at diskutere anlægsloven for Cityringen:

»Jeg mener godt, at man kan ændre på anlægsloven undervejs i processen. Folketinget kan vedtage de love, Folketinget vil. Hvis det bringer Metroselskabet i kontraktproblemer med entreprenørkonsortiet, kan der blive tale om en form for kompensation. Men grundlæggende skal anlægsarbejdet gennemføres til tiden og til prisen,« siger Andreas Steenberg.

Og i SF siger transportordfører Karina Lorentzen:

»Jeg vil ikke afvise, at vi kan komme til at ændre på loven. Nu må vi høre mere om transportministerens udspil, der jo åbner for rigtig mange spørgsmål, bl.a. om hvordan det vil stille Metroselskabet og entreprenørkonsortiet.«

For den konservative trafikordfører, Mike Legarth, afhænger partiets vilje til at ændre på loven af konsekvenserne. Men hans udgangspunkt er, at byggeriet skal ske i respekt for de naboer, der er, og de miljøafgørelser, der er truffet.

»Mit synspunkt er, at miljøreglerne skal overholdes. Så må man forsøge at indhente forsinkelsen ved at intensivere arbejdet i dagtimerne,« siger han.

Tror du ikke, at Metroselskabet og deres entreprenører har forsøgt at gøre det?

»Det kan man vel altid intensivere. Man kan måske også tilfredsstille de generede naboer ved at give dem bedre muligheder for at blive genhuset. Det er sådan noget, man må afprøve,« synes Mike Legarth.

Cityringsloven har undtaget projektet fra planloven og naturbeskyttelsesloven, men ikke for miljøbeskyttelsesloven. Det betyder, at der er grænser for, hvor meget man har lov at vedtage, at borgerne skal acceptere. Derfor er bedre vilkår for genhusning en af de muligheder, forligspartierne står over for.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

om de så skal arbejde 48timer i døgnet.

dem der klager over "støj" vil jo alligevel komme til at blive glad når metroen står færdig så hvorfor trække pinen ud...

  • 0
  • 0

...men overhold loven imens! Det er trods alt bare et nyt smart tog - selvfølgelig skal borgerne ikke udsættes for sundhedsfare bare fordi entrepenøren har fucket så grundigt op at de allerede er flere år bagud..

Hvis projektet er langt op til nattearbejde med max 40-45 db så find løsninger der overholder de grænser eller betal for at folk bliver sendt i midlertidige boliger. Det kan trods alt ikke koste en milliard!

  • 0
  • 0

Det er nu godt at der endelig er en der kan træde i karakter, og gi dem klar besked :-)

  • 0
  • 0

@ Søren Jespersen

Citat: "selvfølgelig skal borgerne ikke udsættes for sundhedsfare bare fordi entrepenøren har fucket så grundigt op"

Det er måske på tide igen at ridse op hvad sagen om natarbejde egentligt handler om. Kommuner gav i 2012 en tilladelse til natarbejde som er blevet underkendt i 2013. De "fucked-up entreprenørere" har baseret deres budget og tidsplan på en tilladelse fra kommunen, som kommunen har givet ulovligt.

I øvrigt stod det allerede i VVM-rapporten som er mange år gammel efterhånden, at byggeriet forudsætter der arbejdes i døgndrift. VVM-rapporten ligger til grundlag for anlægsloven, som jo er vedtaget i folketinget. At naboerne bliver forstyrret, det har de med andre ord vidst i årevis, og politikerne har også været bekendt med naboerne skulle forstyrres under byggeriet da de vedtog anlægsloven.

Det er med andre ord kommunen som har "fucket-up". Det kan være svært for entreprenørerne at vide de har fået en ulovlig godkendelse fra kommunen.

Om kommunen har givet en ulovlig tilladelse til natarbejde fordi de selv er medejer af Metroselskabet, skal vi vist lade være usagt. I Danmark kritiserer vi jo kun korruption når det foregår i Grækenland, Rusland eller til nød Grønland.

  • 0
  • 0

I øvrigt stod det allerede i VVM-rapporten som er mange år gammel efterhånden, at byggeriet forudsætter der arbejdes i døgndrift.

Lad os lige få det på det rene - der står i VVM redegørelsen at det forudsættes at der arbejdes i døgndrift ved tunnelborepladserne med MAX 45 db støjniveau om natten. Der skal ikke arbejdes ved hverken skakter eller stationsbyggepladser i døgndrift.

Hvis det kun - som beskrevet i VVM redegørelsen - drejser sig om 40, max 45 db, vil naboerne ikke blive forstyrret.

Hvis metroselskabet eller deres ejere ikke ved at der står max 45 db i VVM redegørelsen, og at denne slet ikke omtaler nattearbejde ved skakter eller stationer er det på tide at lave dramatiske udskiftninger i både toppen og længere nede i organitasionen, for så er der fejlet på så mange planer at det vil være sikkerhedsmæssigt og økonomisk galimatias at lade dem fortsætte.

  • 0
  • 0

Det er rart, at de folkevalgte politikere endeligt træder i karakter og forholder sig til sagen som den er nu og foreligger. Hvis "vi", borgerne, er utilfredse, så er det ved valget at vi på demokratisk vis kan tilkendegive det !

Modsætningsvis har et udemokratisk, ansvarsløst, "Miljøankenævn" i ophøjet selvstændighed truffet beslutninger som har store konsekvenser for samfundet. Hvis nu, den store demokratisk indstillede offentlighed er uenig med dette nævn, hvordan kommer dette så i spil ? Nej vel ? Det er meget godt med uafhængige nævn, men hvem sørger for, at de holdes ansvarlige og ikke svære rundt på en lyserød eller grøn sky helt uden realitetssans og demokratisk fundering ? Fordi der engang i bedste mening er lavet en lov (e.g. Miljøankenævn), som sikkert har en rolle i småkager, hvem siger de også kan forvalte rollen i mega- projekter med ekstrem samfundsbetydning ? Lov skal holdes, men ingen lov er bedre end den som skrev den - engang for mange år siden.

Hvem vogter vogterne ?

  • 0
  • 0

Ja, ligesom IC4 også skulle leveres til tid og kvalitet. Jeg troede sådan noget stod i kontrakterne. Har de mon tænkt på hvad de vil gøre når metroen er halvfærdig og entreprenøren lukker og slukker.

  • 0
  • 0

Prøv lige at læse hvad jeg skriver, ikke ?

Jeg skriver jo netop, at politikerne for år tilbage har indført e.g. et Miljøankenævn, som er uden for politisk (demokratisk) kontrol - og det er tydeligvis en fejl.

Men NÅR det nu eksisterer, så er entreprenørerne og bygherren jo tvunget til at overholde loven. Den kan man ikke omgå i en nok så snedig kontrakt.

Problemet er altså, som jeg forstår det, at det forventede råderum, som er grundlag for kontrakterne, indskrænkes på grund af senere beslutninger - som tager udgangspunkt i borgernes klager. Måske, som professoren i Århus skriver, burde bygherren (staten) fra begyndelsen have indset, at mange beboere burde genhuses. Det er jo præcis et sådant forslag som fremsættes i dag.

  • 0
  • 0

Du mener tilsyneladende på bedste Fogh-manér: Ud med eksperterne og ind med politikerne (ikke borgerne). Ud fra samme synspunkt kan vi så heller ikke have nogle tilfælde dommere til at afgøre sager ?

Som du selv tidligere nævner, blev loven, som Miljøankenævnet afgør sager ud fra, vedtaget af Folketinget for mange år siden - ligesom dommere afgør sager ud fra gældende lovgivning.

Læs lige første afsnit i Sørens indlæg igen; det punkterer din forståelse. Det er snarere tvært om: Entreprenørerne indså, at de ikke kunne holde tidsplanen med de gældende begrænsninger og bad derfor om tilladelse til at støje voldsomt meget mere døgnet rundt.

Det vil ikke være holdbart, såfremt en part i sagen (KK/Trafikministeriet) skulle kunne afgøre en klage. Derfor er det vigtigt (og krævet iflg. Århus-konventionen), at borgere har mulighed for at påklage en beslutning af den karakter på en hurtig og økonomisk måde til en uafhængig instans.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten