Politikere hælder til mellemlager til dansk atomskrot

Kort før Sundhedsministeriet offentliggør tre rapporter om henholdsvis eksport, mellem- og slutdepot for Risøs atomaffald, er den politiske stemning mest for at et såkaldt mellemlager, skriver Jylllands-Posten.

Et mellemdepot vil kunne opbevare atomaffaldet, der p.t. ligger på Risø ved Roskilde, i op til 100 år. Herefter kan man efter hollandsk forbillede have sparet op til et slutdepot, eller teknologien vil anvise nye veje for deponering af atomaffald.

Læs også: Enhedslisten vil skrinlægge planer om slutdepot til atomskrot

I processen med at finde frem til den bedste løsning har politikerne konsulteret lande som Sverige, Polen og Tyskland, der har erfaring med opbevaring af atomaffald. De er skeptiske over for slutdepot-løsningen, der vil kunne holde 300 år, fordi der arbejdes med en 'overfladenær' placering af affaldet.

Seks steder er udpeget som mulige placeringer af et slutdepot. Det er Østermarie i Bornholms Kommune, Rødbyhavn i Lolland Kommune, Kertinge Mark i Kerteminde Kommune, Hvidbjerg på Thyholm i Struer Kommune, samt Thise i Salling og Skive Vest i Skive Kommune.

Læs også: Leder: Dansk atomaffald – ud med det farlige, til Roskilde med resten

Enhedslisten og Dansk Folkeparti er for et mellemdepot, ligesom de radikale og SF, der dog ikke har taget endelig stilling.

Venstre og Socialdemokraterne afventer de tre rapporter fra Sundhedsministeriet, men Venstres Sophie Løhde taler allerede nu for, at man eksporterer affaldet, hvis det kan lade sig gøre. Hun siger dog til Jyllands-Posten, at Venstre umiddelbart er mest stemt for et mellemdepot.

Emner : Affald