menu close Teknologiens Mediehus
person Konto arrow_drop_down
Fra 22. juni kan kommuner, regioner og andre ejere af gamle eller nye lossepladser sandsynligvis søge om at få del i cirka 175 millioner kroner til at etablere et såkaldt biocover på deres losseplads – en overdækning, der skal reducere en eventuel methanudledning fra affaldet.
For de 175 millioner kroner – plus 10 millioner kroner brugt til forundersøgelser – forventer politikerne at kunne reducere klimapåvirkningen med 300.000 ton CO2-ækvivalenter i 2020.
Humlen er bare, at ingen rigtig ved, om det kan lade sig gøre. Endnu ved man ikke, hvor meget methan de enkelte lossepladser indeholder, eller hvor meget det vil koste at etablere biocoveranlæggene på lossepladserne – og dermed om potentialet kan indfries.
De seneste beregninger af de samfundsmæssige omkostninger ved projektet tyder dog ikke på, at det oprindelige regnestykke holder.
Hos Miljøstyrelsen, som er tovholder på ordningen, forklarer man, at man betragter biocover som et udviklingsprojekt, hvor man hen ad vejen vil kunne afklare de mange usikkerheder:
»Vi ser vores opgave som at holde nøje øje med, hvor godt det her biocover-koncept virker, og hvad det koster,« siger projektleder på biocover-tilskudsordningen siden nytår Pernille Friis Brødsgaard.
Også hos Energistyrelsen, der står for det danske CO2-regnskab, ser man perspektiver i biocover-teknologien:
»Målingerne i forbindelse med biocoverprojektet vil give os helt ny viden og en ny model for, hvor meget methan der egentlig damper op fra vores lossepladser,« siger specialkonsulent i styrelsen Tage Duer.
Han forklarer, at man tidligere beregnede methanudledningen fra lossepladser som ét stort deponi i Danmark fyldt med alt affald; nu vil man få styr på, hvad der rent faktisk udledes fra hvilke typer deponier.
Det er en forudsætning for, at reduktionerne fra biocover-teknologien kan opføres i det nationale klimaregnskab over for FN, at effekten af hvert eneste biocover-projekt kan dokumenteres.
Derfor skal hvert eneste deponi, der ønsker biocover, udstyres med en såkaldt ‘baseline’, som p.t. koster omkring 300.000 kroner – og som flere rådgivere er i gang med at anskaffe sig måleudstyr til at kunne levere.
Ifølge udkastet til bekendtgørelsen vil Miljøstyrelsen sætte en udledning af omkring 6 kg methan pr. time som nedre grænse for, hvornår man vil anbefale lossepladsanlæggene at søge om penge til et biocover-anlæg.
Hvis udledningen er lavere, bliver der altså ikke etableret noget biocover – og dermed kommer der ingen reduktion af CO2-udledningen.
Biocover fik de mange penge i 2014 af partierne bag Energiaftalen fra 2012. En bevilling, der nok hænger sammen med, at det på papiret er en utrolig billig måde at reducere CO2-udledningen på.
Prisen er nemlig bare 77 kroner pr. ton CO2-ækvivalent, hvor andre teknologier har priser på hundreder eller tusinder kroner pr. ton.
Så da politikerne stod og manglede en CO2-reduktion på 300.000 ton, der skulle kompensere for tilbagerulning af den såkaldte forsyningssikkerhedsafgift, så var det nærliggende at hive biocover op af hatten.
Men hvor den daværende regerings klimavirkemiddelkatalog og tilhørende notater taler om ‘betydelig usikkerhed’ omkring emissioner og effekten af biocovers, og at teknologien ikke er færdigudviklet – så afspejler det sig ikke i det tilhørende faktaark fra Energistyrelsen, hvor alle forbehold er strøget.
Selve grundlaget for tallet 77 kroner pr. ton har åbenbart været svært for selv projektets medarbejdere at finde frem til. Det fremgår af en korrespondance mellem en ny projektleder på biocover-tilskudsordningen og en fuldmægtig i Miljøministeriet fra november 2014, som Ingeniøren har fået aktindsigt i.
Projektlederen efterspørger grundlaget for de 77 kroner pr. ton men får at vide, at den samfundsøkonomiske skyggepris fra Klimakataloget ikke kan genskabes, men at ‘dette (skyggeprisen, red.) er dog mindre vigtigt, idet opgaven består i at tilrettelægge den mest omkostningseffektive indsats indenfor det mandat som aftalen, aktstykket og evt. bekendtgørelser anviser,’ skriver fuldmægtigen.
Som nævnt blev biocover-tilskudsordningen vedtaget i juni 2014 for at kompensere for den manglende effekt af den forsyningssikkerhedsafgift – eller brændeafgift – der aldrig blev realiseret.
Oprindeligt skulle de første biocover-anlæg have været i gang i 2014 og 2015, men projektet er blevet forsinket i flere omgange, fremgår det af en redegørelse til Miljø- og Fødevareudvalget fra januar i år.
Af aktindsigten fremgår det også, at det blandt andet er tidnød, der gør, at de samme DTU-forskere, som har udviklet biocover-teknologien, får opgaven til 1,5 millioner kroner med en forundersøgelse og en vejledning omkring teknologien uden forudgående udbud. Formelt fordi der er tale om ‘forskning og udvikling’ og ikke rådgivning.
Ud over denne undersøgelse blev styregruppen for projektet i foråret 2015 også enig om, at det er nødvendigt at etablere syv pilotprojekter for at ‘mindske usikkerhederne’ med hensyn til methan-potentialet og effekten af biocover. Her har DTU foretaget målinger, som viser, at der er methan til stede i deponierne.
Samtidig inddrages DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi på Aarhus Universitet – til at kvantificere potentialet og effekten af biocover i forbindelse med det danske klimaregnskab. Dette arbejde er endnu ikke helt afsluttet.
En medvirkende årsag til ‘forsinkelsen’ er den meget ihærdige kritiker Ole Elmose, leder af virksomheden Deponigas, som helt fra starten har kritiseret de påståede store og billige klimagevinster ved biocoverteknologien og efterlyst et grundlag for tallene.
Deponigas har etableret 15 af de i alt 27 lossepladsanlæg, der udnytter methan fra lossepladserne til elproduktion. Anlæggene producerede 49,4 GWh i 2014.
Ole Elmose erkender, at det kan være svært at komme igennem med kritik, når man selv har en kommerciel interesse i sagen:
»Men jeg kender jo til lossepladserne i Danmark ad den vej, og hvis der virkelig er så meget gas, som de siger – så havde jeg etableret deponigasanlæg dér for længe siden,« siger han og kalder forberedelsen af hele biocoverprojektet i Miljøstyrelsen for ‘præget af inkompetence’.
Han mener, at også andre teknologier, der løser samme opgave, burde kunne komme i betragtning til midlerne.
Faktisk har Ole Elmose bidt sig så meget fast i sagen, at styrelsen beder DTU lave den føromtalte sammenligning af biocover og energiudnyttelse af methan.
Som altså viser, at lossepladsgas reducerer klimabelastningen for 245 kroner pr. ton CO2-ækvivalent, mens biocover gør det for 205 kroner pr. ton.
Det virker som om, Biocover alene etableres for at kunne sende et smukkere miljøregnskab til FN. Jeg er enig med Ole Elmose i, hvilket han udtrykker i en af de tidligere artikler, at det er hul i hovedet at ødelægge et godt brændsel.
Men hvad skulle i øvrigt få kommunerne motiveret til at etablere biocover eller andre løsninger – er der et lovkrav? I mange kommuner er der bygget oven på gamle lossepladser, som der må formodes fortsat at sive methan op fra.