Politikere: Alle nye biler skal køre mindst 25 km/l i 2020

EU-Parlamentet har vedtaget et forslag om, at nye biler fra 2020 højst må udlede op til 95 gram CO2. pr. kilometer i gennemsnit. Samtidig skal urealistiske fabrikstal for brændstoføkonomien stoppes.

Fra 2020 må de nye biler hos forhandlerne i gennemsnit kun bruge fire liter benzin på at tilbagelægge 100 kilometer. Det er budskabet fra EU-Parlamentet, som i går, torsdag, blev meget konkret på fremtidens miljøkrav til bilindustrien.

Fra 2020 lyder kravet, at nye biler i gennemsnit maksimalt må udlede 95 g CO2/km. I 2025 skærpes kravet til mellem 68 og 78 gram CO2 pr. kilometer.

I øjeblikket arbejdet bilindustrien henimod at skulle opfylde det eksisterende 2015-krav om en maksimal CO2-udledning på 130 gram pr. kilometer.

Kendte dieselbiler på det danske marked, som Peugeot 208, HDI og VW Polo BlueMotion, er eksempler på modeller, som allerede i dag ligger under de foreslåede 2020-grænseværdier. De to modeller udleder ifølge fabrikstallene hhv. 87 og 89 gram CO2. pr. kilometer.

VW's BlueMotion-modeller er et eksempel på, hvordan de store bilproducenter allerede i dag bringer brændstofforbruget ned.

EU-Parlamentets krav er ikke garanteret at blive til virkelighed. Lovgivningen går nu videre til forhandling i EU's ministerråd, hvor de enkelte EU-landes regeringer sidder omkring bordet.

Her bliver det altafgørende, hvordan EU’s store bilproducerende nation, Tyskland, forholder til sig kravet. Der er fortilfælde for, at EU-Parlamentets miljøkrav til bilindustrien er blevet væsentligt udvandet i ministerrådet efter pres fra den tyske bilindustris magtfulde lobbyorganisation, Verband der Automobilindustrie (VDA).

VDA er da også allerede ude med hård kritik af EU-Parlamentets krav. I en netop offentliggjort udtalelse gør VDA opmærksom på, at den tyske bilindustri alene for at leve op til de nuværende miljøkrav frem mod 2015 skal udvikle teknologier til at reducere CO2-udledningen fra nye biler med gennemsnitligt 30 gram CO2 pr. kilometer.

For at leve op til de netop vedtagne krav for den næste periode mellem 2015 og 2020, skal industrien løse en endnu større opgave på kortere tid, nemlig at reducere den gennemsnitlige CO2-udledning fra nye biler med yderligere 35 gram CO2 pr. kilometer.

»Det er et meget ambitiøst mål og kan ikke opfyldes ved at optimere på de klassiske fremdriftssystemer og konventionel motorteknologi. For at indfri målsætningen vil det være nødvendigt at øge udbredelsen af biler med alternative fremdriftssystemer. Snarere end at opstille rigide grænseværdier burde man give incitamenter til videreudviklingen og udbredelsen af nye motorteknologier,« siger VDA-talsmand Eckehart Rotter.

Tidligere på året udtalte bestyrelsesformanden for bilproducenten VW, Martin Winterkorn, dog, at alle koncernens blimodelller fra netop 2020 vil have en CO2-udledning på maksimalt 95 gram pr. kilometer og dermed leve op til kravet om maksimalt 4 liter benzin pr. 100 kilometer.

Nu stopper festen med urealistiske fabrikstal

EU-parlamentarikerne vedtog samtidig med de nye grænseværdier, at de stærkt kritiserede fabrikstal for nye bilers benzinøkonomi nu skal udarbejdes efter en forbedret procedure. Fra 2017 skal bilkøberne i højere grad opleve, at deres nye bil rent faktisk kører det samme antal kilometer på literen som anført i bilens officielle papirer.

Hos miljøorganisationen Det Økologiske Råd mener trafikmedarbejder Jeppe Juul, at EU-Parlamentet har modstået presset fra bilindustrien og nogenlunde fastholdt EU’s generelle ambition om at nedbringe CO2-udledningen fra transportsektoren.

»Det er ikke super-ambitiøst, men klart et skridt i den rigtige retning, der vil betyde at vi får mere effektive og mindre forurenende biler,« siger han.

Kommentarer (26)

Er det hele året, er det i byen eller landevej eller er det i gennemsnit.???

En motor bruger omkrig 10 - 15 % mere brændstof om vinteren.

  • 5
  • 0

Elbilen er løsningen og det er let hvis blot de mindrebemidlede bilfabrikanter laver dem lette og aerodynamiske med hurtigladning. Men fordi de har så meget jord i hovedet så skal der mere til end bare gradvist at ændre en værdi fra politisk side for at skubbe til modvillige hovedløse fabrikanter. Der mangler teknisk indigt hos politikere så man har kompetencen til at diktere præcist hvordan bilerne skal være og politisk vilje til at demonstrere sådan en bilproduktion hvis de nederdrægtige eksisterende ikke vil lege med.

At sætte grænser for hvor mange løgne satanister må fortælle er ikke måden af frembringe engle på.

  • 0
  • 13

@Dan: Det er for nemt at sige at elbiler er sagen som verden ser ud idag. Vi har alle forskellige behov.
De 25 km/l er et fint sted at starte. Der skal evolution til og ikke revolution.

Politikere skal sætte de store linier og ikke nødvendigvis have teknisk indsigt. Det er kun i Kin a der er mange ingeniører i parlementet :-)

  • 10
  • 1

Jens, det er netop 100% forkert og det er den ringe indstilling der er årsagen til at vi stadig gør alt for lidt og har nølet i over 30 år.

  • 0
  • 9

Jeg håber at der også tillades nogle få biler at forbruge mere / udlede mere. Der går noget livskvalitet tabt ved at vi ikke længere kan se Lamborghini osv. buldre hen ad vejen (med lovfart ;-) ). Deres årsforbrug er næppe mere end den almindelige familiebil - som gruppe er luksusbilerne ikke en betydelig del af vores overforbrug. Det er kulkraftværkerne der står først for skud.

Hvordan begrænses den merforbrugende bilgruppe? Det kan fx være med kvoter ligesom andre begrænsede områder, i stil med mobilfrekvenser som staten sætter til auktion.
Så kan EU udbyde 10.000 styk overforbrugslicenser pr. år til bilfabrikanternes højeste bud.

Synes du det er en dårlig ide?
Fint, det er bare et forslag, så foreslå noget bedre.
Men helt at afskære lystbilismen vil være at gå for langt - det er vel miljøet der skal bestemme, og ikke den grimme misundelse?

  • 8
  • 5

Der igen en af de politiske ideer, som betyder at e.g. en børnefamilie kommer til at købe og kører i 2 mikrobiler, v. 25 km/L, i stedet for at kører i en familiecontainer, der e.g. kører 18 km/L.

Sammen lagt giver det mere forurening og mere trafik på vejene.

Dertil bekæmper man hybridbiler, biobrændstoffer etc. Det giver ingen mening.

  • 3
  • 4

købe og kører i 2 mikrobiler, v. 25 km/L, i stedet for at kører i en familiecontainer, der e.g. kører 18 km/L

Flere store biler kan allerede nu køre 20km/l, og udviklingen fortsætter.
Volkswagen siger (som vist i artiklen) at ALLE deres biler opfylder målene i 2020, og jeg tror ikke på at de begrænser sig til små biler. Allerede omkring år 2000 kunne VW Lupo køre væsentligt længere end andre biler, men den var dyr. Tilsvarende vil ske for de store biler - de bliver både brændstofbesparende og dyre. En ny måde at begrænse fattige storfamilier på..?

  • 3
  • 0

Elbilen er løsningen og det er let hvis blot de mindrebemidlede bilfabrikanter laver dem lette og aerodynamiske med hurtigladning

Nu gælder aerodynamik og vægt jo også for fossilbiler - og et eller andet sted går udviklingen af dem hurtigere end elbilerne. Det der skal til, for at vi får et gennembrug, er et decideret kvantespring i batteriteknologi, og lige på det område står det lidt i stampe - og det er ikke fordi der ikke msides forskningspenge efter det - hvis nogen virkelig kunne komme med rigtigt gode (10 gange nuværende kapacitet / kg) vil jeg give dig ret i, at elbilen er sagen - indtil da holder jeg fast i min dieselbanker, der kører 950 km på en 60 sekunders "opladning".

Jeg tror ikke (er helt sikker på) at bilfabrikanterne ikke er "mindrebemidlede" - der er derimod fantastisk dygtige til det, de er ansat til: Nemlig at tjene penge på at bygge og sælge biler - det er der ikkke rigtigt nogen, der kan på elsiden endnu ;o)

mvh Flemming

  • 7
  • 0

Thomas: Systemet er en kvote ordning...
Det fremgår ikke af artiklen og slet ikke i overskriften som er forkert! Nye biler skal ikke køre 25 km/l. Det er bilproducentens gennemsnits forbrug over hele flåden der skal være under 25 km/l.
Derfor har f.eks. Aston Martin købt rettigheder til Toyotas IQ så de kan holde deres gennemsnit nede.
Så de 95g er en slags kvote. Man diskuterer i EU en model der skal fremme udviklingen af super effektive biler. Den går ud på at en bil med CO2 udledning under 50 g skal tælle som 3½ bil i regnskabet. Dog faldene til 1½ bil i 2016 ned til 1 i 2024.
Det bliver endda endnu sværer at opnå når forbrugs målingerne kræves realistiske!
Men uanset hvad, bliver det svært at nå målene. Der er jo altså noget fysik der gør at det koster X mængde energi at flytte en bil fra a til b.

  • 1
  • 0

Vi har allerede biler i alle størrelser der kan opfylde målet. Ud over bilerne nævnt i artiklen, så har vi fra Toyota Yaris Hybrid, Auris Hybrid og Prius der alle opfylder målet. Der er også Opel Ampera og Tesla Model S. Nissan Leaf og e-NV200. Renault Twizy, Zoe, Fluence Z.E. og Kangoo Z.E. Citroen Berlingo Electrique. VW e-UP.

Der mangler efterhånden ikke modeller at vælge imellem. Der er alt fra små bybiler til luksus limousine og tilmed varevogne.

  • 2
  • 3

Begræns tanken i bilerne til 10L, så vil efterspørgslen på de økonomiske biler stige, eller folk vil have meget store reservedunke.
Det er nok for simpelt, men jeg tænker på hvor meget længere man kan køre ved at gå ned i hestekræfter, eller ved andre smarte begrænsninger.

  • 0
  • 3

Bilfabrikanterne kan for en stor del af modellernes vedkommende, nøjes med at "facelifte" med nye arodynamiske karosserier, erstatte sidespejle med kameraer, sænke bilerne 2 cm, og påsætte en plan plade i bunden og bruge lidt smallere dæk med lav rullemodstand.
Endelig lavfriktions syntetolier i motorer og gearkasser.
Ovenstående er ikke noget, der koster noget videre at lave i forhold til idag, og lægger de sig i selen med det areodynamiske, så kan de få nogle fine biler ud af det.

  • 0
  • 0

En bil der passer til ens behov - og som er billigere i drift, vil altid udkonkurrerer en ældre mindre økonomisk bil. Så udviklingen gå der den rigtige vej.

Men, der er ikke antallet af km/L der betyder noget - men udledningen af skadelige stoffer. Derfor er der mere interessant hvordan vi skaffer energi til transport som giver en mindre miljøbelastning - og ikke at vi alle skal sidde i vores individuelle mikrobil, fordi det skal være ulovligt kører kører 5-7 sammen i større bil.

  • 0
  • 0

Det er kendt teknologi.

Svaret er hybridbiler, hybridbusser og hybridlastbiler med lineærgeneratorer:

.6. mar 2013, Tyske forskere bygger stempler og elektrisk generator ind i samme motor.
En kombination af modsatvirkende stempler og lineære generatorer omdanner brændstof direkte til el. Målet er at lave en rækkeviddeforlænger til elbiler:
http://ing.dk/156691
.5. mar 2013, Lineærgenerator omdanner brændstof til el.
Tyske forskere er ved at udvikle en motor, hvor energien overføres ved at omdanne stempelstangen til en lineær elektrisk generator i stedet for at lade stemplerne virke på en krumtapaksel.
http://ing.dk/156731

.3. okt 2008, 88 år gammel idé skal drive fremtidens hybridbil.
Store bilproducenter vil bruge en 88-år gammel idé til at skabe en effektiv eksplosionsmotor til kommende hybridbiler. Eksplosionsmotoren skal være helt uden krumtapaksel.
http://ing.dk/91910
Citat: "...
På det amerikanske Sandia National Laboratory er en demonstrationsmodel allerede ved at blive bygget.
...
Fordelene er store. Med et passende styringskredsløb vil motorens fyldning og kompression kunne reguleres præcist og løbende, og med meget højt kompressionsforhold vil forbrændingen kunne ske meget effektivt.

Dertil kommer, at motoren kun har få bevægelige dele, så friktionen er meget lav.

Den samlede effektivitet fra brændsel til elektrisk energi antages at kunne komme op på 50 procent, hvilket er langt over nutidens benzingeneratorer.

En anden fordel er, at motoren vil kunne anvende mange slags brændsler, blot med et ændret styringsprogram. Ideelt set kunne bilisten bruge den type brændstof, som er billigst, hvad enten det nu var diesel, benzin, ethanol eller naturgas.
..."

  • 0
  • 0

Den ene uge underkender parlamentet et relativt beskedent forslag fra Connie Hedegård om at inddrage nogle af de alt for mange CO2-kvoter, der har været med til at presse priserne helt i bund, og afviser at gribe regulerende ind.
Det næste øjblik kommer dette udmærkede forslag, der dog forsøger at sætte en stopper for vejtrafikkens svineri.
Bare parlamentet ikke bliver søsyg, og kan finde ud af hvad de vil.

Forslaget begrænser sig til NYE biler, men har ingen overgangs-ordninger for ældre biler. Her skal vi vente - op til 10-15 år - på at de udfases, og altså fortsat kan svine som hidtil. Det virker som om man har opgivet, at gøre noget ved de ældre biler, fx. stiller krav om udskiftning af motorerne efter en vis årrække, eller stille restiktive krav til benzin og diesel. Underligt, at det "kun" er bilindustrien, der skal holde for, og ikke både bil- og olieindustrien.

Og tænk: så er det lidt af en sensation, hvis det lykkes at lovgive om at bilindustrien ikke må lyve mht. hvor langt på literen.
Godt gjort, at den slags er nødvendig.

Nå, men alt dette skal ministerrådet nok få udvandet, som artiklen antyder. Hvis parlamentet ikke forstår, at der skal tages hensyn til industriinteresser, så skal minister-lobbyisterne nok klare det.

  • 0
  • 1

Jeg syntes der er alt for stor fokus på CO2 og ikke alt det andet skidt, der kommer ud af udstødningen.
Det sker mindst en gang i ugen, hvor jeg oplever en af disse grønne 18km/l+ diesel biler, hvor der bare vælter røg ud af røret, ved en helt normal acceleration.
Rekorden indtil nu er en peugeot 1007, som røg så meget forand mig, at jeg stadig kunne se det i mit bakspejl.
Den udleder meget lidt CO2, men partikel udledningen, når den renser partikel filter, eller hvad den nu gjorde i det øjeblik, den må have været meget høj.

  • 2
  • 0

Der er nok bare en af de der chip tunede dieseler. Den korte version er at flere kræfter får man ved at hælde mere diesel ind og det sviner. Så de "sorte svin" overholder helt enkelt ikke lovgivningen.

Så den slemme: lettere biler, hastighedsgrænser ned, mindre motorer osv giver en del.

Kan se at in C5'er (bz) bruger væsentligt mindre ved 100 km/t end ved 140 km/t.

disclaimer: ikke sikkert at ovenstående er min holdning :-) men blot facts.

  • 1
  • 0

Rekorden indtil nu er en peugeot 1007, som røg så meget forand mig, at jeg stadig kunne se det i mit bakspejl.
Den udleder meget lidt CO2, men partikel udledningen, når den renser partikel filter, eller hvad den nu gjorde i det øjeblik, den må have været meget høj.


var der ikke noget med at den sorte røg der ses, rent faktisk er et forsøg på at forstørre partikel størrelsen, således at den bliver mindre skadelig - på bekostning at det kan ses, som en sort sky i ny og næ, når filteret renses ud?

  • 0
  • 0

Povl E. Petersen har da ret i, at der er utroligt mange lavthængende frugter, der både kunne få helt almindelige biler til at køre længere på literen efter specifikationerne og i praksis.

Det er helt hen i vejret, at bilfabrikanterne klager, da der intet er i vejen for at nå målene og da specielt ikke for Europæiske bilfabrikanter.

Mht. dem som ikke kan lide at eksotiske mærker som Lamborghini etc. forsvinder, så behøver det ikke gå så galt. De kunne jo netop blive pionerer for elbiler og hybridbiler, så det er vigtigt at det bliver hver eneste bil som skal leve op til kravene og ikke bare noget med at man skal nå et gennemsnitstal.

Luksusbilerne til det ekstra betalingsdygtige publikum kunne så blive eksperimenter for teknologier, der få år efter kan komme alle bilister og miljøet til gode.

Sørgeligt at den politiske kontrol med bilindustrien for længe har været for svag.

  • 0
  • 0

Mht. dem som ikke kan lide at eksotiske mærker som Lamborghini etc. forsvinder

Specialbiler er slet ikke omfattet af forslaget, EU baseret bilfabrikation er undtaget når mærket afsætter mindre end 1.000 styk årligt.

2020 målet på 95g er stadig målt i den nuværende NEDC, der står altså intet om at urealistiske fabrikstal skal stoppes, kun at nye målsætninger som fremsættes efter 2020 skal måles i WLTP (Worldwide Harmonised Light Duty Test Procedure).

http://www.europarl.europa.eu/sides/getDoc...

Man kan sagtens indfører WLTP i forhold til forbrugerne i 2017, og bruge det velkendte NEDC til at afgøre hvornår en bilfabrikant skal afkræves strafafgifter, jeg kan ikke se nogen konflikter i det.

  • 0
  • 0

De kan skrige så meget op de vil omkring CO2 på nye biler.
suk, hvis det økonomiske ikke er med.

Økonomi er andet end nyprisen, lavere registrerings afgift, lavere ejerafgift, lavere brændstof udgift ved det lavere forbrug, og muligheden for at køre i byernes miljøzoner spiller også en rolle.

Londons miljøzone sænker per 1.Juli 2013 grænse værdien for biler og varevogne til 75g, dog får de grønne biler (GVD) 3 års fri adgang, alle andre skal betale 9£ per dag, får man forvildet sig ind i byen uden at have betalt kan man slippe med en bøde på 130£, dertil kommer afgifter til parkering.

Det er en udvikling der vil fortsætte til resten af EU, startende med de største byer, så regn du bare på økonomien i ældre biler.

http://www.tfl.gov.uk/roadusers/congestion...

  • 0
  • 0

Denne teknologi stormer frem i USA oma lande fordi -
Teknologien er i produktion og leveres som færdige systemer til eftermontering.

Når effektiviteten af dieselforbrændingen hæves bliver der meget færre sodpartikler - det betyder at et katalysatorfilter virker betydelig bedre

Teknologien er robust - reguleringen er ikke særlig kritisk.

En sidegevinst er at motorolien holder betydelig længere , hvilket jo også er en miljøgevinst.

Teknologien er økonomisk rentabel, da den højere effektivitet indtjener investeringen.

Det er HELT UFORSTÅELIGT AT TEKNOLOGIEN TIES IHJEL I DANMARK !

Med venlig hilsen Jacob Schønberg

  • 0
  • 1

Hej.

I artiklen nævnes VW Blue Motion.

Som jeg har sagt før, kører den nye VW Golf Blue Motion ca. 31 km / liter DIESEL. Det er den teoretiske værdi. Så den kører nok ca. 25 km / liter DIESEL i virkelighedens verden. Bilen er 425-426 cm lang. Den er derved stor nok til utrolig mange danskere.

Men i artiklen står der, at det skal være 25 km / liter BENZIN. Hvis disse 25 km / liter BENZIN ikke er den teoretiske værdi - men derimod værdien ved almindelig kørsel i virkelighedens verden - er det jo et rimeligt stort og grønt mål.

Michael Pedersen skriver så det interessante, at dette skal være et gennemsnit for hele bilflåden.

Venlig hilsen
Jan Hervig Nielsen
Ideudvikler
Projekt Trafiksikkerhed
(og Projekt Smørhul)

  • 0
  • 0

Men i artiklen står der, at det skal være 25 km / liter BENZIN. Hvis disse 25 km / liter BENZIN ikke er den teoretiske værdi - men derimod værdien ved almindelig kørsel i virkelighedens verden - er det jo et rimeligt stort og grønt mål.

Det der foreslås er at gennemsnittet skal under 95g CO2 per km, artiklens forfatter tilføjer så at det svarer til 25km per liter benzin.

Det skal stadig måles i NEDC i forhold til hvilke bilfabrikanter der skal betale bøder, men det foreslås at nye stramninger der vedtages efter 2020 skal tage udgangspunkt i WLTP som forventes klar i 2017.

Vi skal vedtage så skrappe krav at bilfabrikanterne skal tage sig sammen, men uden at nogen trækker sig eller bukker under.

  • 0
  • 0