Politiet: Fatal plejecenterbrand opstod i sofa. Brandårsagen er uopklaret

Illustration: Norddjurs Kommune

Fredagens brand, der kostede tre ældre kvinder livet på Plejecenter Farsøhthus i Allingåbro, startede i en sofa på et af værelserne. Her befandt en 93-årig kvinde sig. Under branden åbnede hun døren mellem sin lejlighed og gangen, hvor flere vinduer stod åbne på grund af branden. Derfor kunne branden hurtigt sprede sig til tre andre boliger i samme fløj af plejehjemmet. Sådan lyder konklusionen fra politets teknikere ifølge en pressemeddelelse fra Østjyllands Politi.

Men årsagen til, at branden opstod i første omgang, har teknikerne ikke været i stand til at fastslå med sikkerhed.

Læs også: Kommune i vildrede efter fatal plejehjemsbrand: Uforståeligt at det gik så stærkt

Tre døde

Brandalarmen på plejecentret gik fredag kl 17.30 (I en tidligere artikel skrev Ingeniøren baseret på en pressemeddelelse fra Østjyllands Politi 17.36, men ifølge Beredskab & Sikkerhed i Randers modtog brandstationen i Allingåbro den automatiske brandalarm 17.30, red.), hvorefter personalet gik op på den fløj, hvor alarmen kom fra. På vejen derop kom der kl 17.33 en alarmmeddelelse fra et af de andre værelser på samme gang, og da personalet nåede frem, så de ifølge sundheds- og omsorgschef i Norddjurs Kommune Søs Fuglsang flammer fra flere af værelserne.

To kvinder blev erklæret døde samme dag og lørdag formiddag omkom en tredje kvinde af de alvorlige brandskader, hun havde pådraget sig under branden. Desuden blev to beboere undersøgt på skadestuen på grund af røgforgiftning.

Lukker efterforskning

Fordi der ikke er tegn på, at der er begået en forbrydelse, har politiet ifølge pressemeddelelsen valgt at lukke efterforskningen.

Livsvigtige spørgsmål er ubesvarede

Tilbage står dog stadig spørgsmålet om, hvordan en brand kunne ende med at koste tre personer livet på plejecenter, hvor der både var røgalarmer og termodetektorer, og hvor brandvæsenet var fremme fem minutter efter, brandalarmen gik. Og når det kunne gå galt der, hvordan ser det så ud på landets andre plejehjem, hvor man måske ikke en gang har røgalarmanlæg men udelukkende bruger termodetektorer.

Direktør for Beredskab og Sikkerhed Kasper Sønderdahl forsikrer, at de nu vil undersøge branden grundigt.

»Det er meget usædvanligt, at der opstår alvorlige brande på plejehjem og endnu mere usædvanligt, at der omkommer mere end en person. Derfor kommer vi til at kigge meget nøje på udviklingsforløbet under denne brand,« siger han.

Emner : Huse
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Jeg tænker måske, har kvinden lagt sine briller, lup eller tilsvarende fra sig i sofaen. Det behøver jo ikke, at være en ryger.

Men hvordan vil man forebygge, at en beboer åbner sin dør for at undslippe, og branden spredes pga trækvinde? Et ventilationsanlæg ville vel også kunne sprede en brand.

Det er noget væmmeligt noget, når folk indebrænder- især ældre og svagelige personer.

Mvh Tine- der ikke har røget udendørs siden juni.

  • 1
  • 1

Ventilationsanlægget skal overholde DS428 (Norm for brandtekniske foranstaltninger ved ventilationsanlæg), så branden bør ikke kunne spredes via ventilationsanlægget.

Jeg håber det bliver undersøgt og klarlagt, hvordan branden kunne spredes så hurtigt. Måske skal man overveje at måle luftkvaliteten, så en brand kan detekteres tidligere?

  • 0
  • 0

Hvis artiklens første afsnit læses som det er ment, ikke som skrevet, så er beboeren flygtet fra lejligheden og efterladt døren åben (og så kan den nok så meget være BD60).

Det er en naturlig reaktion, og det er også naturligt hvis der ikke har været lukkefjeder (som "smækker" i på borgere med kørestol, gangstativ, rollator, gåstokke, langsom gang).

Så den tekniske løsning, som ikke hindre flugt, og som er hensigtsmæssig i dagligdagen, er meget svær at få øje på. En kostbar, mulig løsning er "lille entre" med dobbeltdøre = sluse. Og tilhørende alarmer og ...... Men flugt skal være mulig.

Alternativet er vel sprinkler-systemer. Spørgsmål til de kyndige: ville en gang-sprinkler, rettet mod beboerne døre, kunne begrænse sådan en brand og muliggøre flugt ? (Løser ikke røggas-problemer tror jeg).

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten