Politi vrager hjertet i ny nødradio

26. juni 2009 kl. 07:083
Politi vrager hjertet i ny nødradio
Illustration: Das Büro.
De centrale kontrolrum i det næsten tre milliarder kroner dyre nationale sikkerhedsnet bliver ikke klar til klimatopmødet. Derfor må Københavns Politi og Brandvæsen selv investere i kontrolrum.
Artiklen er ældre end 30 dage

Både politi og brandvæsen i København har opgivet at tage hjertet i Danmarks nye, næsten tre milliarder kroner dyre, digitale nødradionet Sine i brug til klimatopmødet til december - sådan som det ellers var meningen.

Det er kontrolrumssoftware for 300 millioner kroner fra elektronikvirksomheden Terma i Århus, der er et år forsinket og langt fra færdig - og der er meget stor usikkerhed om, hvornår det er klar.

Softwaren skulle sikre, at vagt- og alarmcentralerne i hele landet får et fælles overblik over politivogne, ambulancer og brandbiler for at opnå en stærkere indsats i tilfælde af f.eks. store ulykker eller brandkatastrofer.

»Hverken vi eller Københavns Brandvæsen kan vente på Termas kontrolrumssoftware, fordi vi skal være klar med et ordentligt system til topmødet. Det har Terma ikke kunnet garantere,« siger vicepolitiinspektør i Københavns Politi, Allan Christensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Chef for alarmcentralen i København, Kim Jakobsen, har også mistet tålmodigheden:

»Kontrolrumsdelen er slet ikke på plads. Det betyder, at man i forhold til det kommende klimatopmøde, som er den største sikkerhedsmæssige opgave, der nogensinde er blevet løst i Danmark, ikke er i stand til at kommunikere via Sine, hvis man skal følge bestemmelserne, for det kræver de her Terma-kontrolrum for at køre,« siger han.

Blandt andet lider softwaren af, at de tekniske snitflader - såkaldte API'er - der er nødvendige for at sikre integration med politiets og brandvæsnets nuværende løsninger, endnu ikke er tilgængelige.

I et forsøg på at finde ud af, hvor Danmarks beredskaber står med den tre milliarder kroner store investering, og hvordan kontrakten med Terma skal ændres, har Sine-sekretariatet koblet en ekstern konsulent på, fortæller projektchef ved sekretariatet, Lars Bo Kjær.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»En forsinkelse i denne størrelsesorden kan ikke undgå at betyde ændringer i kontrakten. Det er blandt andet det, vi drøfter med Terma og PA Consult,« siger han og tilføjer, at forhandlingerne har 'et positivt forløb.'

Københavns Politi og Københavns Brandvæsen har fået en midlertidig tilladelse til at koble sig direkte på nødradionettet uden om Termas kontrolrumssoftware. Det er nødvendigt at kommunikere via det sikrede net, hvis brandvæsen og politi skal kunne koordinere deres indsats, og sikkerheden under topmødet skal være tilstrækkelig.

»For at udnytte Sines muligheder under topmødet, har vi valgt at eliminere den usikkerhed, der er forbundet med, hvornår Terma kan levere,« siger projektchef Lars Bo Kjær.

Københavns Brandvæsen har valgt at videreudvikle et eksisterende system. Københavns Politi har indgået kontrakt med it-leverandøren Rovsing, der skal levere et specialdesignet system med politiets gamle leverandør, Birkerød-firmaet Frontline Software, som underleverandør.

Dermed vil både politi og brandvæsen være i stand til at kommunikere indbyrdes under klimatopmødet.

Vicepolitiinspektør Allan Christensen, København, mener, det kommer til at fungere.

»Fordelen er, at det ikke er et nyt system, vi starter op, men opgradering af et gammelt. Så vi skal ikke bruge tid på at uddanne en masse mennesker til at lære et nyt system at kende. De skal bare have to dages indføring, og så er de klar.«

Terma har ikke ønsket at udtale sig om sagen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Læs mere i dagens udgave af Nyhedsmagasinet Ingeniøren.

Flere fakta om SINE

SINE består af følgende elementer:

Terminaler: Forskellige trådløse radioer og bærbare pc'er, der anvendes i marken af personer fra indsatsstyrker, politi og brandvæsen.

Kontrolrum: Den softwareløsning, som gør det muligt for personalet i vagtcentralerne at koordinere kommunikationen mellem mandskab og materiel.

**Tetra: **Sikkerhedsnettet er baseret på radiokommunikation ved hjælp af Tetra-teknologien. Tetra er ligesom GSM en standard for digital radiokommunikation og udviklet til beredskabets behov. Systemet er trunkeret, dvs. at det automatisk vælger frekvens.

SINEs historie

I slutningen af 1990'erne undfanger politikere og embedsmænd planen om at give Danmark et fælles nødradionet, sikkerhedsnettet SINE.

Februar 2008 vinder Terma udbuddet af kontrolrumssoftware, men løber ind i store startvanskeligheder, fordi det er svært for virksomheden at skaffe ingeniører.

August 2008 erkender Terma, at afleveringen bliver et år forsinket.

I januar 2009 testes Termas løsning først internt og efterfølgende i tre forskellige beredskaber i Vordingborg, Næstved og Slagelse.

I marts 2009 konkluderer Sine-sekretariatet efter testforløbet, at Termas software ikke er stabilt. Det bliver mindst et år forsinket og kan ikke opfylde tidsplanens delleverancer 1. februar, 1. maj og 1. september.

Samtidig giver Sine-sekretariatet Københavns politi og brandvæsen tilladelse til i stedet for at købe en opdateret og moderniseret løsning af deres nuværende systemer hos Rovsing/Frontline for at være sikker på at kunne klare en spidsbelastning som klimatopmødet i december i år. Rovsing/Frontline leverer 1. juli.

1.-9. oktober 2009: Generalprøve på politiets eget nye system ved Den Olympiske Komité IOC's møde i København.

7.-18. december: Premiere på politiets eget nye system ved FN's klimatopmøde.

Fakta

SINE: ****SIkkerhedsNEttet er samlebetegnelsen for et nyt fælles radio- og kontrolsystem til det danske beredskab.

Flere fakta nederst i artiklen

Sines historie

Følg udviklingen af SINE år for år nederst i artiklen.

3 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
3
29. juni 2009 kl. 08:13

Hmmmmm

måske ing.dk skulle få deres Facts ret, Terma har intet med Københavns politi eller Brandvæsen at gøre, de har en anden udbyder, det kunne en simpel opringning nok klare, istedetfor at skrive nogle formodninger.

2
26. juni 2009 kl. 22:46

Tjah, hvis din beskrivelse ellers er korrekt, så har udbyderne fået hvad de bad om.

M

1
26. juni 2009 kl. 14:16

Dette projekt er fantastisk godt eksempel på hvordan det går galt med offentlige projekter i Danmark. Økonomistyrelsen kom med udbudsmaterialet sent juni 2007. Midt August skulle tilbudene afleveres. Altså 1 sommerferie til at skrive tilbud. Der var nogen meget hårde deadlines i udbuddet. Bla. skulle første installationer være i drift april 2008. Hold nu fast. I februar 2008 skriver Terma under på at de kan levere. 6 mdr senere (ikke 2 mdr) siger Terma at de vil blive 12mdr forsinket fordi de ikke kan skaffe ingeniører. ????? Siemens som også bød, har i mellemtiden hovedrystende forladt forhandlingerne. De havde masser af folk, men de mente ikke de kunne være klar før maj 2008.