Politi i flere lande scanner kropstemperatur med overvågningshjelme
En højteknologisk hjelm udstyret med et termisk kamera anvendes ifølge mediet Business Insider allerede af politistyrker i Kina, Dubai og Italien til at scanne personers kropstemperatur for at afsløre COVID-19-relateret feber.
I en video fra producenten, KC Wearable, ses kinesiske politimænd og sikkerhedspersonale med hjelmen, der har et kamera på toppen og en 'augmented reality'-skærm, der i realtid viser personers kropstemperatur, som opfanges af af hjelmens termiske kamera.
En politimand kan bruge hjelmen til at måle kropstemperaturen på en enkelt persons eller personerne i en større forsamling, genkende nummerplader, se folk i mørke eller genkende personer ved hjælp af ansigtsgenkendelsessoftware.
Al information gemmes på selve hjelmen, lyder det fra virksomheden bag.
Over 1000 af hjelmene, der koster mellem 5000-7000 amerikanske dollars, benyttes ifølge KC Wearable allerede i Kina, mens virksomheden har modtaget ordrer fra andre lande på flere hundrede hjelme.
Ifølge KC Wearable har de sendt hjelme til både militærpolitiet i Italien og til den hollandske regering, men hverken den italienske ambassade eller den hollandske regering har svaret på Business Insiders spørgsmål omkring brugen af hjelmen.
En italiensk Reddit-bruger rapporterer dog at have set en bevæbnet vagt uden for Milanos domkirke med hjelmen på.
Ifølge Business Insider anvender politiet i Dubai allerede hjelmen.
Grund til skepsis
Den højteknologiske hjelm , 'N901 Smart Wearable Helmet', er ifølge KC Wearables hjemmeside udstyret med et infrarødt termografisk kamera med en opløsning på 382x288 pixels og kan måle temperaturer mellem -20 til +120 grader celsius med en nøjagtighed på 0,3 celsius på en afstand af to meter.
Den scanner på samme tid temperaturen på 49 punkter på en en person, og hvis den registrerer en temperatur på mere end 37,3 celsius, så advarer den øjeblikkeligt brugeren med lyd og video.
Hjelmen er udstyret med en ARM Cortex A53 octa-core 2,5 GHz-processor, Android 8,1, 4GB DDR-ram, 64 GB hukommelse og vejer 1135 gram.
Men selvom hjelmen ifølge virksomheden bag er mere præcis end andre, lignende løsninger på markedet, så mener professor Davey Jones fra Bangor University, at der er grund til at være skeptisk over effektiviteten af teknologier til at måle kropstemperaturer med.
Han har bl.a. forsket i spredningen af COVID-19 på krydstogsskibet 'Diamond Princess', der endte med, at 700 personer blev smittet og ni personer mistede livet.
»Mindst 25 procent af personerne på skibet havde overhovedet ingen symptomer, så det er klart, at de ikke havde forhøjet temperatur. Så man ender med at 'overse' en stor procentdel af dem, der smitter med virusset,« siger han til Business Insider.
