Polarforskere holder humøret oppe med krebsegilde og harmonikamusik

Der bliver både danset og sunget mellem isbjergene på verdens tag, hvor danske og svenske forskere nu er alene i et område, hvor intet menneske før har været.

Mens forskerne udfører målinger af havbunden, bliver der holdt krebsegilde om bord på forskningskibet Oden, hvor stemningen virker til at være helt i top, fremgår det af en feltrapport fra skibet.

De seneste to ugers sejlads har ellers budt på rigelige mængder skuffelser og spænding til at give stemningen en iskold dukkert.

Adskillige gange har en russisk isbryder haft store problemer med at trække Oden fri af isen. Skibet har også mistet en del forskningsudstyret, som forskerne heldigvis har været forudseende nok til at medbringe ekstra af.

Det danske seismik-kabel på 400 meter var også tæt på at blive slugt af isen, da det satte sig fast. Først prøvede helikopteren ombord på Oden at trække kablet fri, men den russiske atomisbryder overtog senere redningsaktionen og fik bakset det fri ved hjælp af trosser og kraner.

»Ind imellem var spændingen ulidelig, men resultatet var godt,« står der i feltrapporten fra skibet.

Russisk marchmusik bragede ud over isen

Før russernes afsked samledes folk ombord på isbryderen til klavermusik, harmonikamusik og dans.

Besætningerne udvekslede også gaver inden den endelige afsejling, hvor russerne lod marchmusik "drøne ud gennem højtalerne, mens Phodeby brusede frem gennem isen...nu går vi alle og nynner melodien," fremgår det af rapporten.

Krebsegilde mellem isflagerne

De seneste dage har de danske og svenske forskere sejlet i cirkler oven på undervandsryggen Morris Jesup Rise for at tage vandprøver og finde et egnet sted til at lave sedimentprøver.

Mens forskningen fandt sted, holdt forskerne også et kombineret krebse- og forskningsgilde, hvor »forskerne hele aftenen gik til og fra for at tage prøver og udføre CTD-sondringer. Hvem ved, det bliver måske aldrig muligt igen at holde gilde på Morris Jesups tag,« lyder det i feltrapporten.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Nu er det ganske vist nogle år siden jeg sidst modtog geografiundervisning, men jeg er forholdsvis sikker på, at Nordpolen og Antarktis ligger i hver sin ende af verden...

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten