Plastik-lysledere giver ADSL baghjul

Billige og robuste lysledere af plastik kan være vejen frem til at give europæiske forbrugere og små virksomheder kraftigere bredbåndsforbindelser, end de gamle telefonnet i dag giver mulighed for.

Det europæiske konsortium POF-ALL vurderer ifølge magasinet New Scientist, at bredbåndsforbindelser, hvor det sidste stykke fra gaden til hver enkelt rum klares med plastikfibre, vil gøre installationen 30 procent billigere.

Såkaldt "fibre to the home" har længe stået på ønskesedlen hos blandt andet mange politikere, men det er forholdsvis dyrt at installere enten skrøbelige lysledere af glas eller skærmede kobberkabler, som kan klare de høje hastigheder.

Plastikfibrene taber ganske vist signalstyrken over afstande på end nogle hundrede meter, men det vil ifølge konsortiet stadig være tilstrækkeligt til at forbinde kontorer, lejligheder eller huse med lysledernetværket på gadeplan.

Høj hastighed begge veje

Størstedelen af de europæiske bredbåndsforbindelser til private er i dag ADSL-forbindelser over det gamle telefonnet. De giver ganske vist hastigheder på op til 24 megabit under de bedste betingelser, men det er som regel kun i download-retningen.

Flere argumenterer for, at man først kan tale om ægte bredbånd, når der både er tilstrækkelig ind- og udgående båndbredde. Med hastigheder i begge retninger på mindst 100 megabit over 300 meter vil plastikfibrene bedre kunne levere ægte bredbånd.

Konsortiet håber ifølge New Scientist, at plastikfibrene vil kunne give 80 procent af de europæiske forbrugere og virksomheder hastigheder i den kategori inden for de næste 15 år.

Dokumentation

New Scientist: Plastic fibres to bring cheap super-fast broadband