Plaster på såret: Gamle kabler graves ned i bytte for omstridt el-forbindelse

30. juni 2020 kl. 16:3211
Plaster på såret: Gamle kabler graves ned i bytte for omstridt el-forbindelse
Illustration: Energinet.dk / C.F. Møller.
Et omstridt projekt om en ny højspændingsforbindelse i Jylland har tidligere ført til protester. Nu har klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) godkendt et initiativ, der skal fungere som plaster på såret.
Artiklen er ældre end 30 dage

Som led i et projekt om en omstridt el-forbindelse skal et gammelt 150-kV-ledningsnet, der løber gennem Syd- og Vestjylland graves ned, og nu er første del af arbejdet klar til gå i gang.

Det står klart, efter at klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) har givet grønt lys til, at det statslige selskab Energinet må begynde på den første del af kabellægningen.

Helt konkret har ministeren godkendt en ansøgning fra Energinet, der handler om at grave 86 kilometer af det gamle 150-kV-ledningsnet ned - det er den del af nettet, som løber fra Aabenraa til Esbjerg.

Læs også: Luftkabler er eneste løsning for omstridt el-forbindelse: Minister tilbyder at grave gamle kabler ned

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er den første strækning af i alt 324 kilometer 150-kV-luftledningsnet fra Aabenraa til Holstebro, der efter planen skal graves ned.

»Jeg skal hermed orientere udvalget om, at jeg d.d. har godkendt en ansøgning fra Energinet om tilladelse til at gennemføre første etape af kabellægning i Syd- og Vestjylland,« skriver Dan Jørgensen i en orientering til Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget i Folketinget.

Den første etape af nedgravningen

De eksisterende to luftlinjer mellem Esbjerg (Lykkegård) og Åbenrå (Kassø) demonteres, og der lægges et restruktureret 150 kV-kabelnet, som består af fem delstrækninger:

  • Lykkegård - Ribe
  • Ribe - Bredebro
  • Bredebro - Kassø
  • Holsted - Ribe
  • Andst - Ribe

Derudover reinvesteres i station Ribe samt i station Holsted.

Kilde: Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

Del af omstridt projekt

Forslaget om at nedgrave det eksisterende 150-kV-ledningsnet i Jylland er en del af et større projekt, om en ny omstridt elforbindelse, som blev sat i gang under den tidligere regering.

Projektet om den omstridte elforbindelse handler om at opføre nye 400-kV-højspændingsmaster på en 170 kilometer lang strækning gennem Syd- og Vestjylland.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den nye 400 kV-luftledninger skal sørge for, at der kan transporteres mere strøm end det er muligt i dag, og det skal sikre stabil forsyning fra Vestjylland til England, når Viking Link-forbindelsen står færdig.

Men fra flere fronter har projektet om den nye 400-kV-forbindelse mødt protester. Det skyldes blandt andet, at lokalbefolkningen i fremtiden ville komme til at have udsigt til de 35 meter høje 400-kV-elmaster, der skal placeres op gennem Jylland.

I 2018 præsenterede daværende minister på området Lars Chr. Lilleholt (V) derfor en løsning, som skulle fungere som et plaster på såret for de omfattede borgere. Løsningen lød, at det gamle 150-kV-ledningsnet skulle graves ned, og det er det forslag, som ministeriet nu har godkendt første etape af.

Se kortet over planerne for el-forbindelserne. Artiklen fortsætter nedenfor.

Illustration: Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

771 Millioner

Med godkendelsen på plads er vejen nu banet for, at de to eksisterende luftlinjer mellem Esbjerg og Aabenraa fjernes. I stedet skal der lægges et »restruktureret 150-kV-kabelnet« i området, som kommer til at bestå af fem delstrækninger (se faktaboks).

Energinet forventer være i mål med denne del af strækningen i slutningen af 2024, og prisen for den første del af projektet kommer ifølge selskabet til at være 771 millioner kroner. Det beløb dækker også over en »reinvestering af to transformerstationer samt fremrykning af kabelprojekter, der skal øge nettets robusthed,« oplyser Energinet.

Forude venter godkendelsen til at nedgrave den resterende del af det jyske 150-kV-net. Det drejer sig om strækningen fra Esbjerg til nord for Hostebro og Herning. Men for den del af projektet er der ikke sat et konkret kryds i kalenderen endnu.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»På nuværende tidspunkt er der ikke fastlagt en dato for gennemførelsen af anden (nordlige) del,« oplyser Dan Jørgensen i sin orientering.

Energinet forventer, at den samlede pris for den nordlige og sydlige del af kabellægningen ikke kommer til at koste mere end 1,12 milliarder kroner.

Se tidsplanen for første og sydlige del af projektet nedenfor.

Illustration: Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

11 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
7
1. juli 2020 kl. 15:06

Det virker besynderligt at det skulle være teknisk umuligt at føre linjen i kabel når NKT lige har fået denne ordre:

For den sum skal NKT levere og installere et nedgravet højspændingskabel-system til jævnstrøm (DC) med en længde på cirka 750 km, hvilket - ifølge NKT - er verdens største og længste nedgravede DC højspændings-interconnector.

4
1. juli 2020 kl. 09:50

Samtidig med al baladen om Iomlund - Emdrup, er der blevet anlagt en 400 KV forbindelse fra Kassø - Frøslev, der har ikke været nævneværdige protester. Man bruger Eagle master, en type der skæmmer betydeligt mere. Hvad er årsagen til de to så forskellige forløb og accept i offentligheden?

3
30. juni 2020 kl. 17:58

JS - for at gøre 400 kV HVAC forbindelsen langs Vestkysten rigid ved at forbinde den til den eksist. 400 kV ledning østpå

Tak for det hurtige svar! Men der er jo netop ingen forbindelse mellem det nye kabel og 400kV forbindelsen i Bredebro, så denne forbindelse mellem de to 400kV forbindelser går altså hele vejen Kassø-Bredebro-Ribe-Holsted/Lykkegård-Endrup? Forbedrer det virkelig styrken i forhold til Revsing-Endrup og hvad der måtte være i Tyskland?

1
30. juni 2020 kl. 17:05

Naivt spørgsmål: Hvorfor lægges der et kabel Kassø-Bredebro i stedet for en 400kV/150kV station i Bredebro? Der ser ikke ud til at være 150kV stationer mellem de to. Er det et spørgsmål om pris? For at undgå den visuelle forurening fra en 400kV/150kV station? Det må da give en meget god forsyningssikkerhed at have 400kV forbindelser til både Danmark og Tyskland.