Plastblødgører får kvinder til at abortere

Kvinder har større risiko for at abortere, hvis de er udsat for høje koncentrationer af et af de phthalater, der bruges til at blødgøre plast med.

Det viser en undersøgelse, som en række danske forskere har gennemført. De dokumenterer for første gang i verden, at phthalater kan gøre det sværere for kvinder at få børn. Det er kendt, at blødgørere også kan reducere mænds sædkvalitet.

Forskerne målte indholdet af phthalater i 128 kvinders urin, umiddelbart inden de blev gravide. Den tredjedel af kvinderne, som havde højst koncentration af et nedbrydningsprodukt af blødgøreren DEHP, havde næsten tre gange så høj risiko for at abortere som den tredjedel af kvinderne, der havde den laveste koncentration i urinen.

»Jeg blev forundret over, at jeg så en sammenhæng mellem DEHP og aborter. Det havde jeg ikke troet, at jeg ville finde. Der er godt nok vist i dyrestudier, men det er ved langt højere doser, end vi finder i mennesker,« siger førsteforfatteren til den videnskabelige artikel om undersøgelsen, lektor Gunnar Toft fra Aarhus Universitet.

Skader kun i kort tid

Forskerne studerede både spontane aborter, som kvinderne selv konstaterede, og målte sig frem til de tilfælde, hvor kvinden havde aborteret, inden hun nåede at registrere graviditeten hos sin læge. DEHP fik kun risikoen for de meget tidligere aborter til at stige.

Gunnar Toft og hans kolleger undersøgte også koncentrationen af DEHP-nedbrydningsproduktet i kvindernes urin i den menstruationscyklus, der var, før det lykkedes at blive gravid. På det tidspunkt var der ingen sammenhæng med risikoen for abort, konkluderer de.

Læs også: Dåsesuppe 12-dobler hormonforstyrrende stof i kroppen

Det skyldes sandsynligvis, at phthalater ligesom et andet hormonforstyrrende stof, bisphenol A, har en halveringstid på under 24 timer og således er hurtigt ude af kroppen igen.

Herved adskiller de sig afgørende fra de fluorstoffer, som DTU-kemikeren Xenia Trier for nylig målte i emballage af pap og papir. De såkaldte perfluorerede stoffer har en halveringstid på fire til otte år i blodet og ophobes derefter i lever og nyrer.

Da phthalater kun skader i kort tid, efter at de er kommet i kroppen, opfordrer Gunnar Toft gravide til at beskytte sig så godt som muligt. Det kan f.eks. ske ved at undgå kosmetik, som kan indeholde phthalater, og at gå uden om mad og drikkevarer på bløde plastdunke.

Omstridt phthalat på vej til at blive forbudt

Forskerne analyserede for resterne af flere forskellige phthalater i urinen, men fandt kun en øget risiko for abort ved DEHP.

Netop DEHP er allerede forbudt i produkter til børn under tre år, og der er grænseværdier i blandt andet fødevareemballage. Fra 2013 skal virksomhederne have særligt tilladelse til at benytte DEHP, der også er en af fire phthalater, som Danmark arbejder på at få EU til helt at forbyde.

Knap 20 år gamle prøver

Endelig stammer urinprøverne fra kvinderne fra begyndelsen af 1990'erne. Siden har de været frosset ned, og nu er de blevet analyseret i forbindelse med den nye undersøgelse.

Siden det forrige årtusinde er produktionen af blødgøreren, ifølge en rapport fra Det Europæiske Miljøagentur, styrtdykket. Der blev dog i 2007 stadig produceret 341.000 ton i Europa.

»DEHP findes stadig som blødgører i gammelt PVC-materiale i f.eks. gulvbelægninger og plastmapper på kontoret. I dag vil andelen af kvinder med betydelig eksponering være mindre, end da prøverne blev taget, men det, at vi overhovedet konstaterer en sammenhæng med risikoen for abort, er bekymrende,« siger Gunnar Toft.

»Vi har kun undersøgt for nogle phthalater, og vi ved ikke, hvordan det ser ud med alle de andre,« tilføjer han.

Gunnar Toft understreger, at den nye undersøgelse ikke er det endegyldige bevis mod DEHP. Forsigtigheden skyldes hovedsageligt, at der indgår relativt få kvinder i den.

Dokumentation

Den videnskabelige artikel om phtalater og risikoen for abort
Rapport fra Det Europæiske Miljøagentur om DEHP

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Så vidt jeg husker, fjernede man for mange år siden blødgørene fra plastik, der blev brugt til madvarer - specielt fede madvarer, såsom ost. Dengang var det standard, at indpakke blandt andet ost i blødgørere og PVC. Årsagen til, at blødgørene blev fjernet, var deres hormonlignende karakter, og så vidt jeg husker, blev dengang også nævnt at blødgørene påvirkede kvinders evne til at få børn, og måske også lysten til at få børn.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten