'Plast er verdens venligste produkt'
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

'Plast er verdens venligste produkt'

-siger Piet Hein i et gruk. Men vi er mange, der - trods flittig brug - stadig har en lille aversion. Nu er plasten som kulturhistorisk fænomen kommet på udstilling.

UDSTILLING OM PLAST Netop nu byder Nationalmuseet i Brede på en kulturhistorisk udstilling om plast, der varer til 10. juli, hvorefter udstillingen fortsætter i Center Mobilium i Billund indtil 18. september. Derfra går den videre til London.

Netop nu byder Nationalmuseet i Brede på en kulturhistorisk udstilling om plast, der varer til 10. juli, hvorefter udstillingen fortsætter i Center Mobilium i Billund indtil 18. september. Derfra går den videre til London.

Udstillingen kommer fra Stockholm og er skabt af to svenskere, Lena Rahoult og Carouschka Streiffert. Udstillingen er i Danmark suppleret med et lille afsnit med typiske danske produkter - før og nu. Denne del er arrangeret af Plastindustrien i
Danmark i samarbejde med Nationalmuseet Nyere Tid.

PIET HEINS GRUK

Plast er plastisk, smidigt, villigt, verdens venligste produkt.

Smuk teknik skal bruges smukt.

Når man gør det groft og billigt, er det mennesket, der svigter.

Plast kan alt, men: Plast forpligter! (Skrevet til Plastindustrien i Danmark ved foreningens 40 års jubilæum i 1987) Af Sinja Sveinsdottir For få uger siden kunne man i Politikens Søndagstillæg, Boligmax, læse følgende: 'Tagrender af plastic er ikke
nær så smukke som render af de ægte varer', (underforstået render af zink eller kobber). De er er meget smukkere 'end det døde plastic'.

Holdningen til plast er genkendelig. Plast er ikke noget 'gedigent' materiale. Det er ikke 'fint'. Alligevel bruger vi plast som aldrig før og på alle mulige måder. Forbruget pr dansker er nu oppe på 100 kilo om året. For tredive år siden, i 1963,
var det fem kilo. Plast startede sit store opsving efter krigen, da man fandt ud af, hvad råolie også kan bruges til. - Plast vækker følelser. Plast tilpasser sig vor livsstil og er så nærværende i vor hverdag, at vi ikke længere tænker på det. Plast
er blevet usynligt. Sådan sagde den ene af Brede-udstillingens ophavskvinder, Lena Rahoult, ved åbningen fornylig af en udstilling om plast på Nationalmuseet i Brede. - Plast omsvøber næsten al menneskelig kommunikation. I TV, radio, PCer, CDer,
kassettebånd, plade, film og telefon. Vi færdes hyldet i plast i bil, bus, tog og fly. Plast fungerer som substitut og surrogat. Plast skærper synet i brillen, får blodet til at pulsere med hjerteklappen og får benet til at gå med hofteskålen af
plast.

Hvorfor denne udvikling? Jo plast kan formes næsten uden grænser. Ved alle mulige processer. Plast, hvoraf der i dag findes næsten 700 forskellige slags med dertil hørende syntetisk klingende navne, kan skræddersys efter snart sagt enhver dagligdags
funktion og anvendelse. Og produktionen er udpræget masseproduktion. Råvarerne er billige, værktøjet dyrt.

Meget godt kan man sige om plast. Men ikke, at det ældes med ynde. Når dagligdags grej af plast misfarves eller sprækker, tænker vi ikke på at male eller reparere. Brug og smid væk.

MÆRKELIG HISTORIE Plasten har en mærkelig historie, som plukvis gengives her. I følge nogle starter plastens historie allerede i 1530. I det år udvikler den tyske alkymist Bartholomæus Schobinger en opskrift på kaseinplast. Råvaren er ostemasse og
Plasten har en mærkelig historie, som plukvis gengives her. I følge nogle starter plastens historie allerede i 1530. I det år udvikler den tyske alkymist Bartholomæus Schobinger en opskrift på kaseinplast. Råvaren er ostemasse og
materialet bruges som erstatning for horn i indlagte arbejder.

Dernæst er der stilstand i tre hundrede år. I 1823 kommer skotten Charles Macintosh på banen med den første regnfrakke af naturgummi. Nu øges tempoet, men plastens tidlige udviklingshistorie ligner meget lidt den strømlinede måde, vi i dag, via
forskningsprogrammer og planlægning, pejler os ind på nyudviklinger. Plastens barndom er præget af held i uheld og tilfældigheder.

Tag nu apotekeren fra Berlin, Eduard Simon. Han giver sig i 1835 til at destillere styren udfra harpiksen af et asiatisk træ, styraxtræet. Det er den samme harpiks, som de gamle ægyptere brugte til at balsamere med.

Jernhandleren Charles Goodyear fra Ohio glemmer i 1839 et viskelæder i noget svovlpulver på sin ovn. Da han senere vil flytte det, opdager han, at det er blevet fast og formstabilt. Vulkaniseringen er opfundet. Goodyear kalder det noget andet,
'metallisering'.

I 1846 kommer professor Christian Friedrich Schönbein i Basel til at spilde noget svovl og salpetersyre. Han tørrer det op med sin kones bomuldsforklæde og hænger det til tørre ved ovnen. Bang, siger det og forklædet forsvinder i en røgsky. Han
opfandt bomuldskrudtet, nitrocellulosen. Denne opdagelse skulle senere blive basis for den første egentlige plastindustri.

Alexander Parkes fra Birmingham, der i parentes bemærket havde 20 børn, får i 1856 patent på en plast, som består af nitrocellulose, behandlet med kamfer. Han kalder stoffet parkesine og starter et firma. Seks år senere viser han sine lysegule kamme,
skrin og rammer på verdensudstillingen i London. Problemet var bare, at parkesine var vildt brændbart. I 1868 går firmaet konkurs og opkøbes af en anden, der fører virksomheden videre.

BILLARDKUGLEN I 1870 udskriver et amerikansk firma, der fremstiller billardkugler af elfenben, en konkurrence for at finde et erstatningsmateriale. Det interesserer den 30-årige trykker John Wesley Hyatt fra New York. Han har eksperimenteret med
nitrocellulose og fundet frem til en opskrift, der lignede Alexander Parkes, men fungerede bedre. Han kalder materialet celluloid, men indsender ikke sin opskrift til konkurrencen. I stedet starter han - sammen med sin bror - et firma, Albany Billiard
Ball Company.

Fly-pioneerne Otto og Gustav Lilienthal fra Berlin begynder i 1877 at arbejde med Schobingers gamle opskrift på kaseinplast fra 1500-tallet. De tilsætter kvartssand, linolje og kridt og laver nogle meget populære byggeklodser til børn. Da de ikke har
kapital nok, går de ned med flaget.

En finansmand tager over.

I 1884 patenterer Kodakchefen George Eastman fotografisk film, baseret på cellulose.

Bogbinder Wilhelm Krische i Hannover får i 1897 en forespørgsel fra Tyrkiet vedrørende hvide, afvaskelige tavler. Han prøver at belægge pap med kaseinplast. Efter mange anstrengelser lykkes det ham at få et hornagtigt, hvidt materiale frem med de
ønskede egenskaber. Han får hjælp af kemikeren Adolf Spitteler og sammen patenterer de den nye kaseinplast, der er baseret på mælkeprotein. Syv år senere starter produktionen af galalith, mælkesten.

Ti år senere var produktioen oppe på 300.000 tons, baseret på 90 millioner liter mælk.

BAKELIT Professor Leo Hendrik Baekeland fra Belgien var i USA blevet rig ved at sælge et patent på fotopapir til Kodak. I aftalen indgik et løfte om, at han skulle holde sig fra fotokemi i 20 år. Altså må han finde på noget andet. Han kaster sig over
Professor Leo Hendrik Baekeland fra Belgien var i USA blevet rig ved at sælge et patent på fotopapir til Kodak. I aftalen indgik et løfte om, at han skulle holde sig fra fotokemi i 20 år. Altså må han finde på noget andet. Han kaster sig over
den uforklarlige fenol-formaldehyd, som mange forskere har syslet med.

Han bestemmer sig for at prøve at lave en erstatning for shell-lak, som fremstilles udfra sekretet fra nogle indiske skjoldlus. Han finder ud af, at fenol-formaldehyd reaktionen kunne bruges til meget andet og fremstiller i 1907 de første formfaste
produkter, der tåler varme op til 300 grader.

Han døber sit materiale bakelit. Baekeland regnes for 'plastindustriens fader'.

Først i 1920 dukker den første videnskabelige artikel om plast op. Det er professor Herman Staudinger fra Zürich, der publicerer en artikel med titlen 'über polymerisation'. Her nævnes for første gang begrebet makromolekyler som værende polymerernes
byggesten. Han får Nobelprisen 33 år senere.

Forskeren Otto Röhm støber en akrylsyreester mellem to glasplader. Siden kan han ikke få pladerne fra hinanden. Og han kan heller ikke smadre glasset. Sikkerhedsglasset er opfundet. Det var i 1927.

Nu er de (senere store) kemikoncerner ved at komme ind i billedet. I 1929 udvikler I.G.Farben-Werke syntetisk gummi, som viser sig at holde længere som bildæk end naturgummi. To år senere udvikler DuPont-forskeren Wallace Hume Carothers og hans
medarbejdere neoprengummi. Samme år opfinder Otto Röhm plexiglasset.

TRYK OG TEMPERATUR Hos ICI i England vil de forske i, hvad der sker med forskellige stoffer under høje tryk og temperaturer. Et særligt højtryksapparat, håndbetjent, er indforskrevet fra Holland. Den 24 marts 1933 er turen kommet til gassen ethylen.
Hos ICI i England vil de forske i, hvad der sker med forskellige stoffer under høje tryk og temperaturer. Et særligt højtryksapparat, håndbetjent, er indforskrevet fra Holland. Den 24 marts 1933 er turen kommet til gassen ethylen.

Temperaturen er på 170 grader og trykket er efterhånden nået op på 1900 atmosfære. De går hjem. Det er nemlig lørdag. Mandag morgen står trykmåleren på nul. Alle tror, der er gået hul på en slange og apparatet bliver demonteret. Inden i beholderen
er et hvidt pulver. Polyethylen har set dagens lys. I 1937 starter produktionen i et pilotanlæg.

Wallace H. Carothers og hans gruppe fra DuPont arbejder på reaktioner mellem aminer og syrer. De vil fremstille polyamid under fraspaltning af vand. En dag i februar 1935 lykkes det at fremstille polyamid 6,6, også kaldet nylon. Seks år senere, i
1940, er nylonstrømperne på gaden i New York. Fire millioner par sælges i løbet af et par timer. Amerikanske kvinder deler sig i to lejre: For eller imod nylon. Da USA går ind i krigen i 1941, indkaldes også nylon. Det skal bruges til faldskærme.

I 1937 starter I.G. Farben i Ludwigshafen storproduktion af PVC og på I.G.Farben i Leverkusen lykkes det at fremstille polyurethan for første gang.

Hos DuPont eksperimenterer Roy Plunkett med tetrafluorethylen. Da han en morgen i 1938 skal bruge noget tetrafluorethylen gas fra en stålflaske, kommer der et hvidt pulver ud i stedet for. Gassen er polymeriseret. Teflon bliver straks et materiale til
militært brug i granater, raketter og også i de atombomber, der blev smidt over Hiroshima og Nagasaki.

EFTER KRIGEN

DuPont starter i 1947 forskning i polyformaldehyd, acetalplast og Celanese Corp. i USA udvikler i 1951 brandsikker biograffilm af cellulosetriacetat.

I 1953 præsenterer professor i organisk kemi ved Max Planck Instituttet i Mülheim, Karl Ziegler, en teknik, hvorved man kan fremstille polyethylen ved rumtemperatur og normalt tryk, men ved hjælp af katalysatorer. Samme år får Staudinger (ham med den
videnskabelige artikel om polymerisation) Nobelprisen og forsker Herman Schnell fra Bayer patenterer polycarbonat.

Den italienske forsker Giulio Natta fra Milano har længe arbejdet sammen med Karl Ziegler vedr. katalysatorer. Det lykkes ham at fremstille polypropylen. Ziegler bliver sur, kontakter advokat og får del i nogle af italienerens licensindtægter. De får
begge Nobelprisen i 1963.

I 1956 formulerer den amerikanske teoretiker Paul Flory en teori for selv-armerende polymerer, der i 1974 indbringer ham Nobelprisen. Den viden bruger kemikeren Stephanie Louise Kwolek hos DuPont. Hun udvikler i 1965 en aramidfiber, som er stærkere end
alle andre materialer, incl. stål. Hendes fiber får navnet Kevlar.

FRONTEN I DAG

Hvor står forskningsfronten så i dag? En rød tråd i udviklingen er at spare ressourcer og energi i de forskellige produktionsled, at genanvende og at producere bionedbrydeligt plast.

Den teknologisk mest spændende front har at gøre med plast, der kan lede elektrisk strøm. Japaneren Hideki Shirakawa udvikler i 1977 sammen med Alan Heeger og Alan MacDiarmid en dopingteknik med jod, der gør polyacetylen ledende. I de følgende fire år
udvikles yderligere fem ledende polymerer.

Endnu har forskerne ikke rigtig styr på teorien bag. Et af problemerne er, at man ikke kan få de ledende plastmaterialer stabile nok. De mister deres ledende evne på for kort tid.

Lykkes det engang, er perspektiverne enorme. Store flade TV-skærme af ledende plast på væggene i folks stuer. Baseret på de såkaldte LEDs, 'polymer light-emitting diodes', der kan bringes til at udsende lys over hele farveskalaen, når der sendes
elektrisk strøm igennem.

Et andet område er at bruge ledende plast til at beskytte følsomt apparatur mod stråling fra omgivelserne eller hindre elektriske apparater i at genere sine omgivelser. Fremtiden kan meget vel blive at bruge ledende plast som materiale for kabinetter
til datamater, digitale telefoner og andet udstyr, der udsender den såkaldte EMC-stråling.

Denne udvikling tror den store finske plastkoncern Neste på. De arbejder med ledende polyanilin og regner med, at markedet for dette produkt vil være på 300-400.000 tons om året om små ti år til en værdi á 13 milliarder kroner. Neste regner med at
sætte sig på 40 procent af dette marked med amerikanske Allied Signal som værste konkurrent. Ideen er at blande polyanilin med andre råvarer som polyethylen og polypropylen og producere færdigvarerne udfra denne blanding.

Kilde: Plastens historie er delvis baseret på udstillingskatalogets fremstilling, skrevet af de to svenske redaktører Hans Widén og Per Rydgren. (Plastics. Ruch Ltd. 1993. 134 sider. Illustreret. Trykt på plast.198 kr) . r

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten