Planeter slynges ud af galaksen i rekordfart
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Planeter slynges ud af galaksen i rekordfart

Planeter i tætte kredsløb omkring stjerner, der bliver slynget ud fra Mælkevejen, kan selv blive slynget med ud, viser nye resultater. Tidligere forskning har påvist, at planeter kan vandre mellem stjerner som i en slags pinball-spil, men de nye simuleringer viser, at de kan blive slynget helt ud af deres galakse med hastigheder på op mod 48 millioner kilometer i timen.

I 2005 fandt astronomer tegn på, at en stjerne blev slynget ud af Mælkevejen med en hastighed på 2,4 millioner kilometer i timen. Denne stjerne var en del af en dobbeltstjerne, som var kommet for tæt på Mælkevejens centrale sorte hul. Herved blev den revet ud af systemet og slynget ud af vores galakse, mens den anden stjerne blev opslugt af det sorte hul.

I de efterfølgende syv år har man fundet 16 af disse højhastighedsstjerner, og forskerne begyndte at overveje, om noget tilsvarende kunne ske for planeter. En gruppe forskere under ledelse af astrofysikeren Avi Loeb fra Harvard-Smithsonian Center for Astrophysics i Massachusetts, USA, har foretaget en række simuleringer for at undersøge, om det kan lade sig gøre.

Kun fotoner overhaler

Simuleringerne undersøgte, hvad der ville ske, hvis hver stjerne i et dobbeltstjernesystem havde mindst en planet i et tæt kredsløb. Resultaterne viste, at op til ti procent af planeterne ville forblive i kredsløb, mens den ene stjerne blev sparket ud af galaksen. Den anden stjerne ville blive opslugt af det sorte hul, mens dens planet kan blive revet bort og slynget ud i det interstellare rum ved en enorm hastighed.

»Disse planeter bliver nogle af de hurtigste objekter i galaksen, bortset fra fotoner og partikler i den kosmiske stråling. Det ville tage dem omkring 10 sekunder at tilbagelægge en afstand svarende til Jordens diameter,« forklarer Avi Loeb til Space.com.

De typiske planeter ville blive slynget ud med mellem 11,3 og 16,1 millioner kilometer i timen, men en lille brøkdel af dem vil kunne nå op på hastigheder på 48,3 millioner kilometer i timen, viser resultaterne.

Astronomerne håber, at de nye resultater kan benyttes til at søge efter planeter i kredsløb om disse højhastighedsstjerner. De kraftigste teleskoper på Jorden vil kunne se sådanne planeter, når de regelmæssigt passerer ind foran sådanne stjerner og blokerer for en brøkdel af deres lys.

De nye resultater bliver offentliggjort i et kommende nummer af tidsskriftet Monthly Notices of the Royal Astronomical Society.

Dokumentation

Artikel på Astronomy Now
Artikel på Space.com

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Fra artiklen:

I 2005 fandt astronomer tegn på, at en stjerne blev slynget ud af Mælkevejen med en hastighed på 2,4 millioner kilometer i timen. Denne stjerne var en del af en dobbeltstjerne, som var kommet for tæt på Mælkevejens centrale sorte hul. Herved blev den revet ud af systemet og slynget ud af vores galakse, mens den anden stjerne blev opslugt af det sorte hul.

Det centrale sorte hul er så vidt vides Mælkevejens centrum.

Mælkevejens diameter:
http://da.wikipedia.org/wiki/M%C3%A6lkevejen
er antageligt 100.000 lysår, selvom det sandsynligvis er forkert ;-)

Men ææhh hvis den skal slynges UD AF Galaxen, kræver det vel 50.000 år hvis hastigheden er c.

Så mon ikke der er tale om en (påbegyndt) elliptisk bane, analogt med gravity assist ?

  • 0
  • 0

Hvis dens exit er vinkelret på mælkevejens normale plan vil den kun tage 500 år hvis vi forudsætter at mælkevejen er 1.000 lysår tyk og hastigheden er c.
I så fald vil man jo noget nemmere kunne se tegn på solsystemer der forlader mælkevejen og altså ikke indgår i en elliptisk bane.

Eller tager jeg helt fejl Stig?

  • 0
  • 0

Mon ikke der er tale om at hastigheden er så stor at planeten ikke længere er bundet til galaxen? Det er sådan set irrelevant hvor længe den er om at komme ud af galaxen, hvis bare den har fået nok energi til at have et parabolsk/hyperbolsk baneforløb.

  • 0
  • 0

Citat: \"I 2005 fandt astronomer tegn på, at en stjerne blev slynget ud af Mælkevejen med en hastighed på 2,4 millioner kilometer i timen. Denne stjerne var en del af en dobbeltstjerne, som var kommet for tæt på Mælkevejens centrale sorte hul. Herved blev den revet ud af systemet og slynget ud af vores galakse, mens den anden stjerne blev opslugt af det sorte hul\\", citat slut.

Hvordan bestemmer et sort hul sig til at opsluge den ene af dobbeltstjernerne og lade den anden undslippe?

  • 0
  • 0

På samme måde som når vi skal accelererer satellitter op i hastighed.
Først et langt fald ind, og så akkurat forbi, og ud igen i en lidt anden vinkel.
- som bevarer noget af hastighedforøgelsen fra faldet.

  • 0
  • 0

...
Hvordan bestemmer et sort hul sig til at opsluge den ene af dobbeltstjernerne og lade den anden undslippe?

Hej Iver

Læs om gravity assist her:

Indlæg under:
18. feb 2012, Planeter bliver kastet rundt i universets pinball-spil:
http://ing.dk/artikel/126665#p426843

Læs mere her:

Gravity assist:
http://da.wikipedia.org/wiki/Gravity_assist

The Creation of a new Theory of Space Travel -- Gravity Propelled Space Travel:
http://www.gravityassist.com/#_Toc127789951
Citat: \"...
When Minovitch presented it to JPL in the form of 47 page technical paper dated August 23, 1961, it was dismissed by the head of JPL’s Trajectory Group as impossible
...
How could a young graduate student in mathematics and physics who never studied the problem of space propulsion, space travel or astrodynamics before the summer of 1961 ever invent a completely new theory of space travel
...\"

  • 0
  • 0

Jovist Glenn,
- det har jeg hørt om før, men der tales jo om dobbeltstjerner der forsvinder hver deres vej. (fra et område hvor alt ellers påstås at forsvinde, selv lys)

Et sort hul kan vel ikke operere selektivt på dobbeltstjerner?

  • 0
  • 0

Hej Niels

Google er vores ven:

Kan læse artikel her:
1980, Computer simulations of close encounters between single stars and hard binaries:
http://adsabs.harvard.edu/full/1980AJ........

1980, Computer simulations of close encounters between single stars and hard binaries:
http://www.osti.gov/energycitations/produc...

-

1988, Hyper-velocity and tidal stars from binaries disrupted by a massive Galactic black hole:
http://www.nature.com/nature/journal/v331/...

January 8, 2007, Hypervelocity Stars.
Hypervelocity Stars Ejected from the Galactic Center:
http://podcast.aas.org/Select%20Plenary%20...
Citat: \"...
The gravitational energy released by the orbit shrinkage of a such a tidal star can be comparable to its total nuclear energy release.
...\"

OIR Research: Hypervelocity Stars:
http://www.cfa.harvard.edu/oir/sp/hypervel...

Første emne som podcast:
https://www.cfa.harvard.edu/~wbrown/Files/...

  • 0
  • 0

Det må kunne give nogle sammenstød af dimensioner, hvis et eller andet tilfældigvis er på kollisionskurs! Der står ikke noget om hvorvidt mindre objekter, asteroider, kometer og andet godt kan opnå ådanne hastigheder, men hvorfor ikke? Hvis der findes sådanne, og det kan være rigtig mange, behøver størrelsen vel ikke at være så imponerende før et sammenstød vil få ret grimme konsekvenser.

  • 0
  • 0

Jeg erindrer noget med at man \"typisk\" regner med hastigheder på mellem 20 km/sek til ca 80 km/sek for sdammenstød med meteorer, eller asteroider og kometer. Umiddelbart der det ud til at man i værste fald kan multiplicere med nogle hundrede. Så kan man - med lidt bedre forudsætninger end undertegnede besidder, samt lidt ledig tid, undersøge nogle eksempler, f.eks. med objekter med typisk kendt sammensætning og fmoderat diameter, nogle gange ti meter, nogle gange hundrede meter, forskellige indfaldsvinkler. Og resultatet ville blive..?

  • 0
  • 0

Direkte kollisioner i rummet er ufatteligt ufatteligt ufatteligt ufatteligt usandsynlige.

Det der kan ske er, at forskellige legemer indfanges af hinandens tyngdefelter og herefter går i kredsløb i (u)heldigste fald. Når de så har været det i mange mange mange år, støder de muligvis sammen. Når ét af legemerne har så stor fart på som her, er det enddog meget meget meget svært at gå i kredsløb med andre legemer.

PS. Alt dette gør det selvfølgelig ikke usjovt at regne på en direkte kollision. Man skal bare huske at det aldrig vil ske i virkeligheden.

  • 0
  • 0

Planeten dør jo alligevel om ca. 6 milliarder år, det sker når solen opsluger kloden som brænder op ved ca. 3.000 grader celsius.

Man kan så håbe at dem der er her til den tid, har fundet en måde at overleve på en anden planet på.

  • 0
  • 0