EU gør det helt, helt rigtige.

Det der koster penge ved udgivelse af en artikel, er selve forskningen. Peer-review står universiteterne allerede for via deres ansatte forskere, og der bliver frigjort rigeligt med penge til dette når de bliver fri for at betale til forlagsgrippene. Serverudgifter er ingenting. Skråt papirudgivelse af tidsskrifter. Hvem gider gå på biblioteket og kopiere hvis du kan få adgang fra google scholar på 1 minut?

Og det vigtigste: Det er grundlæggende i enhver forskers interesse at hendes arbejde er umiddelbart tilgængeligt og ikke gemmes bag betalingsmure. 20$ for 10 sider er helt normalt. Det bliver da også mere og mere almindeligt at forskere bryder forlagenes ophavsretstyveri ved at lægge deres artikler direkte på nettet, f.eks. på researchgate.net

Peer review udføres gratis af forskere, så at fjerne brugerbetaling har intet med kvaliteten at gøre. De videnskabelige redaktører arbejder også gratis (de får selvfølgelig løn fra universitetet), så man kan med rette spørge hvad pengene så går til. Svaret er servere, lokaler, typografer og lignende, men der skal ikke herske tvivl om, at det er en særdeles indbringende forretning at udgive videnskabelig litteratur.

Men hvem skal så betale når slutbrugeren ikke længere gør det? Her er der kun en mulighed: Forfatteren. Ved publicering i Open Access tidsskrifter betaler forkeren (universitetet) et såkaldt Acticle Processing Charge (APC) der nemt når 15-25000 kr. for en enkelt artikel (afhængig længde, antal farvefigurer mm.). Disse penge kommer fra de individuelle projekters driftomkostninger og er derfor ikke synlige i de store budgetter for hele universiteter, men alt andet lige er det penge der burde bruges på forskning, der i stedet sendes til udgiverne. Ovenikøbet nægter rigtig mange fonde at godkende budgetter der indeholder en post til APC'er, hvorfor man tit må vælge mellem labudstyr eller en OA artikel. Her vælger de fleste ikke overraskende OA fra, for forskningsbudgetterne er ikke for store i forvejen. Selvom man som forsker helst ikke ser sin forskning udgivet bag pay-walls, så er det ofte finansielle hensyn der gør at det sker alligevel.

Uden en plan for finansieringen af APC'er fremstår Plan S som en useriøs stemme i en ellers meget vigtig debat.

må vel bestemme, hvor der skal spilles?

<strong>Argumentationen</strong> er, at når der er tale om offentligt finansierede fonde eller forskningsråd så har de også en forpligtigelse til, at skatteborgernes penge forvaltes i offentlighedens interesse videst muligt.

Det her lyder altså uhyggeligt:

Såfremt sådan et Open Acces-tidsskrift med en ordentlig forskningskvalitet ikke eksisterer, vil forskningsrådene og fondene bag Plan S sørge for oprettelsen af et sådant tidsskrift. Og hvis en forsker ikke publicerer i henhold til Open Access-strategien, vanker der sanktioner mod vedkommende.

Det som jeg godt kunne tænke mig at vide fra disse bureaukrater er, hvor pengene skal komme fra til at lave peer reviews etc?

Hvor vil disse Plan S tidsskrifter adskille sig fra fup tidsskrifter, ud over at det er skatteborgerne der betaler. Kvaliteten bliver formodentligt den samme.

Og hvis der nu faktisk er et fup tidsskrift, eller er seriøst for den sags skyld det kan man jo ikke vide uden nærmere undersøgelse. Så er det imod EU's konkurenceregler!

Jeg forstår det ikke rigtigt. Det er enhver frit for at publicere på en hjemmeside - universiteter gør det mig bekendt også i stort omfang. Men de etablerede tidsskrifter med deres impact factor, peer review osv. er desuden lykkedes med, at gøre FORSKERNE til stjernerne. Er det ikke netop "pointene" der scores her, der i høj grad giver forskeren anerkendelse? Er der andre grunde til, at tidsskrifterne trives? Hvad kan Plan S byde ind med her?