Piratkopiering udvander industriens varemærker
Velrenommerede danske varemærker er under kraftigt angreb fra piratkopister. Det kan udhule den værdi, varemærker som Lego, GN Store Nord og Danfoss repræsenterer og som er opbygget over årtier. Vurderingen hos nogle af Danmarks største virksomheder er, at værdier for milliarder står på spil.
»Varemærket Lego er vores væsentligste aktiv og kan opgøres i milliarder kroner,« siger Peter Kjær, leder af Intellectual Property hos Lego.
Kopiering er især et problem i Kina, men sker også andre steder. Lego har konstateret, at 10-15 større fortrinsvis kinesiske producenter og et hav af små kopierer virksomhedens produkter.
»Kopier ligger så tæt på originalen, at de faktisk er identiske. I grelle tilfælde har de taget en fuldstændig kopi af vores æsker, men blot ændret varemærket en smule,« siger Peter Kjær.
Det er svært at finde frem til synderne, som er meget mobile. Hos Lego mener man dog at have fundet nogle. Blandt andet ved hjælp af privatdetektiver, som flere virksomheder nu bruger. Næste skridt er at forberede egentlige sager.
Hos Danfoss har man prissat koncernens varemærke.
»Vi skønner, at varemærket Danfoss er fem milliarder kroner værd,« siger ingeniør Frank Petersen, som leder Patent- og Varemærkeafdelingen hos Danfoss.
Navnet Danfoss er allerede udvandet på visse markeder.
»I Pakistan har piratprodukter fuldstændigt afløst Danfoss-produkterne. Vores direkte tab ved piratkopiering af vores produkter i form af manglende salg, juridisk assistance og privatdetektiver er opgjort til et tocifret millionbeløb. Men tabet i varemærkets værdi kan blive meget større,« siger Frank Petersen.
Danfoss kopieres også i Egypten, hvor navnet er ændret lidt for at snyde kunderne. Her er Danfoss blevet til Damfoss.
»I Egypten kan det være svært at se forskel på Danfoss og Damfoss, og så mister vores varemærke værdi,« siger Frank Petersen.
At problemet er voksende, viser blandt andet tal fra Skattevæsenet herhjemme. Skat har de seneste år beslaglagt et voldsomt stigende antal piratkopierede varer. I 2003 blev der beslaglagt varer for godt 19 mio. kroner, i 2005 var tallet vokset til 172 mio. kroner.
»Vi ser, at alle brancher er ramt. Det er producenter af møbler, lamper, medicin, beklædning, fødevarer, drikkevarer, potensmidler og legetøj. Sågar engangslightere kopieres,« siger Trine Dancygier, leder af indsatsenheden mod varemærkeforfalskning hos Skat.
Ifølge Dansk Industri er piratkopieringen eksploderet.
»Piratkopiering er eksploderet på verdensplan, og er derfor et stigende problem for danske industrivirksomheder, som bl.a. må køre dyre patentsager,« siger Kim Haggren, jurist i Dansk Industri.
Giv ikke piratkopisterne pusterum 3] 2-3
