Piloternes 'fitness-app' virker: Norwegian reducerer CO2-udslip

Illustration: Norwegian

Flyselskabet Norwegian reducerer deres årlige CO2-udslip med op mod 200.000 tons årligt, skriver selskabet i en pressemeddelelse. Det er en reduktion på 3,33 procent fra virksomhedens samlede årlige udslip på 6 millioner tons i 2018 til 2019.

Resultatet kommer blandt andet efter, at Norwegian har implementeret to nye værktøjer, der skal optimere flyvningen med henblik på at spare brændstof. Ifølge pressemeddelelsen er mængden af brændstof, som flyselskabet benytter i forbindelse med flyvninger, direkte relateret til størrelsen af CO2-udslippet. Derfor mener de, det er vigtigt at flyve så brændstofseffektivt som muligt.

Læs også: 'Fitness-app' til piloter skal spare Norwegian for ét af hver 50 ton fuel

»Da vi testede det nye værktøj, kunne vi tydeligt se, at vi fik endnu mere effektive flyveruter, hvilket giver større brændstofbesparelser og reduktion af CO2-udledningen. Hvert kilo brændstof, som spares, gør en forskel. I Norwegian arbejder vi hele tiden med at implementere ny og brændstofbesparende teknologi i vores moderne og brændstofeffektive fly,« fortæller Stig Patey, Manager Fuel Saving hos Norwegian, i pressemeddelelsen.

Ny teknologi sparer brændstof

Siden 2018 har piloter hos Norwegian benyttet sig af værktøjet AVTECH. Det er program, der giver piloterne adgang til avanceret vejrdata. Dataet bruges af flyets systemer til at optimere flyvningen i forhold til at spare brændstof. Dette førte til en CO2-udslipsbesparelse i 2018 på 16.000 ton.

Virksomheden har netop taget AVTECHs opgraderede værtstjeneste, Aventus Cruise Optimizer, i brug, hvor man hos Norwegian forventer en yderligere reduktion af CO2-udslippet med 10.000 til 15.000 tons årligt. Systemet benyttes lige nu af virksomhedens Boeing 737-800-fly, der flyver på ruter i Skandinavien og i Europa.

Læs også: Flyselskaber fragter brændstof rundt over Europa: Klimaet betaler prisen

Det nye produkt beregner de mest brændstofseffektive flyvehøjder for hver enkelt flyvning, afhængigt flere faktorer som vind, flyets ydelse baseret på antal passagerer, højde og hastighed. Piloterne får også opdaterede realtidsoplysnigner, hvilket giver dem bedre mulighed for at justere flyvehøjden, hvis der er ændringer i vejret under flyveturen.

»Det er sjovt at se, at vores fælles udviklingsarbejde fortsætter med at give så positive klimaeffekter. Vi glæder os til det fortsat gode samarbejde med Norwegian om flere innovative løsninger, der giver udledningsreduktion,« fortæller David Rytter, administrerende direktør i AVTECH Sweden AB, ifølge pressemeddelelsen.

Et andet system, SkyBreathe, der benyttes af Norwegian, blev indført i slutningen af 2019, og skal også bidrage til brændstofsbesparelser ved fremtidige flyvninger. Det er en software, der automatisk analyserer tilgængelig data i flydataoptagere for at kunne vurdere flyets effektivitet. Vurderingen bliver taget på baggrund af faktiske flyforhold, som nyttelast, vejrforhold, flyrute og begrænsninger i lufttrafikstyringen. Det skriver udviklerne af softwaren, Openairlines, på deres hjemmeside.

Læs også: Norwegians træplantning for klimaet visner

»For os, der arbejder i cockpittet, hjælper tjenesten os med at planlægge en mere effektiv flyvetur. Det kan være svært at forudsige helt præcist, hvor tungt flyet bliver, fordi det afhænger af flere faktorer, der først ligger endeligt på plads lige inden vi tager afsted. Nu kan jeg fortælle systemet, hvad vores præcise vægt er, når vi har lukket dørene, og så fortæller det mig, hvilken flyverute, der er den optimale i forhold til vægten. Samtidig kan vindforholdene på en tur for eksempel til Paris ændre sig, mens vi er i luften. Det tager tjenesten også højde for og foreslår mig at korrigere flyvehøjden undervejs, så vi flyver mest muligt brændstofeffektivt,« fortæller Søren Hofgaard Møller, kaptajn i Norwegian, i pressemeddelelsen.

Norwegian vurderer, at implementeringen af softwaren SkyBreathe vil føre til en årlig CO2-reduktion på 140.000 tons. Derudover skriver de, i en besked til Ingeniøren, at man forventer en lille stigning ved den kommende offentliggørelse af tallene for deres CO2-udslip for 2019. Dog skriver de ligeledes, at de forventer store fald i udslip i 2020 og 2021.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

...men drive til et brændstofbesparende tiltag er IKKE CO2 reduktion men reduktion af udgifter til brændstof, at dette har en positiv indflydelse på udledning af CO2 er bare heldigt og bruges nu som CO2-spin.

  • 8
  • 4

...men drive til et brændstofbesparende tiltag er IKKE CO2 reduktion men reduktion af udgifter til brændstof, at dette har en positiv indflydelse på udledning af CO2 er bare heldigt og bruges nu som CO2-spin.

Det er også derfor det haster med at få indført en kulskat, så de for øjeblikket eksternaliserede enorme omkostninger samfundet har og især vil få på grund af kulstof hentet op fra jorden kan blive betalt af virksomhederne (og dermed også forbrugerne, selvfølgelig). Så vil virksomhederne arbejde langt hårdere på at reducere udslippet af CO₂, fordi de faktisk vil begynde at betale for de relle omkostninger (hvis kulskatten er tilstrækkelig stor til faktisk at svare til de eksternaliserede omkostninger).

  • 7
  • 1

De har sparet 30% per passagerkilometer i forhold til 2007, men primært pga nye fly.

Den nye 3,33% besparelse blot ved en software opdatering af planlægningsværktøjet er da værd at tage med, det udløser måske også en bonus til ledelsen.

  • 0
  • 0

Hvis de går konkurs så spares der 100% CO2. Og det ser vel ikke alt for godt ud med seneste regnskab.

De har længe brugt den tagline med "moderne" og "nye" fly. Men snart har vel SAS nyere fly, nu hvor de for alvor har fået fart på infasning af både A320NEO og A350. Alle Norwegians nye fly har jo stået på jorden 737MAX og Dreamlinere. I stedet for lejer de gamle A340 og lignende for at gennemføre flyvningerne.

  • 1
  • 0

Gad vide hvordan de måler deres brændstofforbrug/brændstofbesparelse i relation til passagerer/flyvægt, antal flyvninger, ruter, flytyper, flyvehastighed, vind- og vejrforhold. Troværdige oplysningerne kræver en ærlighed der normalt ikke er tilstede når der udfærdiges pressemeddelelser. 3,33% er ikke meget i forhold til 100%.

Brændstofforbruget i min lille dieselbil kan let variere med mere end 3% om jeg kører i medvind eller modvind på motorvej, og er desuden tydeligvis meget påvirket af marchhastigheden. 100-110-120-130 km/t.

  • 0
  • 0

" Ifølge pressemeddelelsen er mængden af brændstof, som flyselskabet benytter i forbindelse med flyvninger, direkte relateret til størrelsen af CO2-udslippet"

øhh - ja det er da indlysende. 14kg fossilt brændstof sparet ( CH2) = 44 kg CO2 mindre udledt. det er da 1.g kemi

lad nu være med at gøre det for kompliceret - det er ikke en SVÆR opgave, det er en KOLLOSAL OG KOSTBAR opgave - især med en voksende befolkning

  • 0
  • 0

Kina ind i Norwegian - Mon app'en bliver på kinesisk i fremtiden?

https://www.dagensnaringsliv.se/index.php/...

"Kinesiska staten går in som ny delägare i norska flygbolaget Norwegian. Bolaget Boc Aviation förvärvar drygt tolv procent i aktierna. Via en lång ägandekedja så kopplas bolaget till den kinesiska staten. Bolaget har valt att konvertera obligationslån till närmare 390 miljoner aktier och beskedet kommer samtidigt som Norwegian fått grönt ljus gällande statliga lånegarantier på totalt tre miljarder norska kronor.... "

  • 0
  • 1
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten