Philae finder byggesten til liv på komet 67/P

Det har været en turbulent tilværelse for rumsonden Philae, siden den i november sidste år landede på kometen 67/P Churymov-Gerasimenko. Efter flere forsøg på at hægte sig fast på kometen med sin indbyggede harpun, måtte Philae se sig parkeret i skyggen af et klippefremspring – uden sol til de vitale solpaneler. Ni timer senere gik sonden i hi.

I syv nye forskningsartikler fortæller holdet bag Rosetta-missionen om de data, som Philae trods alt har nået at samle. Og de få timer har tydeligvis ikke været forgæves.

Læs også: Kometlanderens bor fik ikke fat

Før sonden gik i dvale, lykkedes det Philae at foretage analyser af gasser med et massespektrometer, der kan adskille molekyler i en gas på baggrund af deres masse. Her har sonden fundet 16 organiske stoffer. Fire af disse – heriblandt acetone og acetamid – er aldrig før blevet observeret på en komet.

Hop gav mere data

Den hårde landing, som Philae blev udsat for, var ikke uden fordele. Da sonden ‘hoppede’ flere gange på kometens overflade, har forskerne fået indtryk af flere forskellige områder af 67/P. Dertil kommer, at den præcise måling af gas ironisk nok kun var mulig, fordi sondens landing ikke forløb som planlagt. Idet Philae hoppede af kometen første gang, hvirvlede den en sky af støv op.

Læs også: Støvskyer omkring komet gør Rosetta umulig at styre

»Vi tror, at det støv er gået ind i vores udstødningssystem,« fortæller Fred Grosman, der står bag en af de syv videnskabelige artikler, til National Geographic.

Inden i systemet er støvet blevet varmet op og har afgivet gasser til sondens målere, mener forskeren.

Lastet med råmateriale

Alt i alt kan passer målingerne godt sammen med ideen om, at kometer har været med til at bringe ingredienser til liv til Jorden. For eksempel er formaldehyd, som findes på 67/P, en nødvendig del af stofferne, som udgør dna.

Læs også: Philae er vågnet på kometen 67P

»Kometer er lastet med råmateriale som vand, CO2, methan, ammoniak, der skal bruges til at samle mere komplekse organiske molekyler, måske udløst af UV-fotoner fra Solen eller kosmisk stråling eller af det chok, der opstår, når en komet rammer overfladen af en planet som den unge jord,« forklarer Mark McCaugrean, der er ledende videnskabelig rådgiver ved ESA, til Skynews.

Håber på mere

Undersøgelserne viser, at overfladen varierer fra at være blød som sne til hård som asfalt. Tidligere har holdet bag missionen frygtet, at sonden kunne havne i en overflade så blød, at den ville blive begravet i meterdyb pudderstøv. Nu mener holdet, at fremtidige kometmissioner skal tage sig mere i agt for den hårde del af overfladen, som ville have stoppet Philaes harpun selv om alt gik som det skulle.

Trods gode resultater fra en sparsom datamængde håber forskerholdet stadig på mere viden fra den slumrende Philae, der vågnede kort i sidste måned, men aldrig fik stabil kontakt med Rosetta.

Læs også: Philae er igen blevet tavs på kometen 67P

»Det er en skam, at vi ikke har endnu mere information,« siger Wlodek Kofman, der også har forfattet en af forskningsartiklerne, og tilføjer:

»Men jeg er glad for, at vi har nogen.«

Emner : Kometer